Prøv avisen

Pavens kærlige tale imod materialisme

I den herskende kulturelle og moralske krise er det kirkens opgave at holde fast i dens "sandhedsmission". - Foto: - Denmark

Når verdens mest indflydelsesrige personer besværger klimakrisen og siger, at temperaturen ikke må stige mere end to grader, så siger paven, at man også må tale om den kristne forståelse af mennesket

Dagen før G8-mødet blev indledt i Italien den 8. juli, offentliggjorde pavestolen den længe ventede encyklika "Caritas in Veritate", som man på dansk fristes til at oversætte med salmelinjen "Kærligheds og sandheds ånd", fra Grundtvigs pinsesalme. Det må siges at være post til tiden.

Paven beskæftiger sig i sin skrivelse med økonomien, udviklings- og sociale spørgsmål lige indtil den finansielle krise. Det er den tredje encyklika, en pavelig rundskrivelse til de troende og alle mennesker af god vilje, som giver vejledning i synet på afgørende problemer, som pave Benedikt udsender, og den har været længe undervejs.

Det er den siddende pave, der underskriver og udsender den. I den aktuelle rundskrivelse kan man genkende Benedikts hovedsynspunkter som for eksempel sammenhængen mellem fornuft og religiøs tro. Men der inddrages også temaer og synspunkter, som har været fremhævet i den bredere socialetiske forståelse af fred, retfærdighed og skaberværkets integritet inden for den økumeniske bevægelse.

"Paven" står jo her for en gruppe af teologer, der har læst med og bidraget. Forlydender vil vide, at denne tekst i særlig grad har været gjort til genstand for faglige konsultationer, ikke underligt, for den katolske sociallære har undertiden gjort sig skyldig i den fejl ikke at have sat sig godt nok ind i de faktiske forhold, som man udtaler sig om.

Den fejl begår man ikke her, for godt nok handler skrivelsen om økonomi og sociale forhold, men paven slår udtrykkeligt fast, at kirken ikke har konkrete løsninger at tilbyde. Kirken kan imidlertid noget andet. I den herskende kulturelle og moralske krise er det kirkens opgave at holde fast i dens "sandhedsmission". Den skal bestandig henvise til den sandhed, som sætter mennesket frit til at handle i kærlighed og således sætter hele menneskets økonomiske gøren og laden i perspektiv.

Så selvom denne rundskrivelse omhandler og diskuterer det herskende økonomiske rod, menneskenes elendige forvaltning af kloden og dens ressourcer, mangelen på ordentlig udvikling, fødevaremangel og sult, erhvervslivets ansvar og markedets rolle, så er det grundlæggende budskab et andet. For at få en chance for at forholde os fyldestgørende til alle disse spørgsmål, må vi have grundlaget klart, og det hentes i den kristne forståelse af mennesket. Vi må være klar over, hvem vi er, og hvad der er godt for os både som individer og som samfund.

Paven ser markedet som en gavnlig fordelingsmekanisme og grundlaget for skabelsen af den velstand, der skal til, for at man kan få et retfærdigt samfund. Men markedet må også reguleres, for det kan ikke fungere uden en indbygget solidaritet og tillid. At det mangler, skyldes den herskende verdslige materialisme, som er direkte skadelig for arbejdet på det fælles gode.

Når man skal finde ud af, hvad der er til fælles bedste, så må man starte med menneskesynet. Mennesket er ikke et forvildet atom ved verdensaltets rand, men Guds elskede skabning forsynet med en udødelig sjæl. Det lever i samfund, der er bygget på familien, og formes i skolen og af sociale og politiske organisationer, som ifølge den katolske sociallære alle har til opgave at bidrage til sammenhængskraften og den sociale struktur, der gør sand og hel menneskelig udvikling mulig.

Det er en grundlæggende kulturel fornyelse, som Paven efterlyser. I tilgift til denne afgørende perspektivering af det menneskelige økonomiske liv får vi de kendte katolske holdninger til abort, familieplanlægning og ægteskab.

Men al respekt. Det er et solidt stykke teologisk arbejde som paven og hans teologer har præsteret. Fordi hovedvægten ligger på mange overvejelser indenfor den teologiske antropologi, vil mange lutherske protestanter et langt stykke kunne være enige med paven. Men der føres stadig en tale om kirken og dens direkte indflydelse på samfundet, og der fremføres en opfattelse af læreembedet, som en lutheraner ikke kan følge. Ligesom den ceremonielle hyldest til Maria og hendes himmelske forbønner, kirkens moder og fredens dronning, virker opstyltet på en kølig nordboer. Her kunne en nødvendig skelnen, som den, der er indeholdt i en luthersk to-regimentelære, have gjort underværker.

Kristeligt Dagblad lader hver uge fremtrædende kirkefolk vurdere og analysere aktuelle begivenheder og tendenser i troens og kirkens verden. Viggo Mortensen, som har skrevet denne uges analyse, er teologiprofessor ved Aarhus Universitet.

kirke@kristeligt-dagblad.dk