Prøv avisen

Religionsfag kan blive nyt navn til samme indhold

At kristendomskundskab som skolefag har brug for en revitalisering vil de færreste bestride. Ude i folkeskolens daglige praksis er det velkendt, at faget rangerer lavt i faghierarkiet. – Foto: Sonny Munk Carlsen.

Der kan være gode grunde til, at undervisningsministeren og flere kirkefolk vil omdøbe og revitalisere det fag, som ligger nederst i folkeskolens hierarki. Spørgsmålet er dog, om der er grund til at ændre fagbeskrivelsen, eller om folkeskolen blot skal til at føre den ud i livet

Når danske folkeskoleelever går ud af 3. klasse, skal de kunne tale med om almene tilværelsesspørgsmål og give udtryk for en begyndende bevidsthed om, at mennesker lever og opfatter verden forskelligt afhængigt af deres kultur og religion. De skal også kende til centrale fortællinger fra Det Gamle og Nye Testamente og kunne samtale om, hvad kirke og kristendom er. Endelig skal de kende til udvalgte symboler og ritualer samt kunne synge og samtale om salmer og sange. Efter 10. klasse skal eleverne mestre de samme ting, men på et mere avanceret, analyserende plan. Desuden skal de kunne reflektere over og diskutere forskellige religioners og livsopfattelsers betydning i Danmark og verden på et fagligt grundlag.

LÆS OGSÅ: Religionsundervisning er så vigtig, at alle skal have det

Citaterne stammer fra Undervisningsministeriets trinmål og slutmål for faget kristendomskundskab. I den tilhørende læseplan indgår nogle bud på, hvordan lærerne i praksis kan arbejde sig frem mod at give eleverne disse kompetencer. For eksempel foreslås det, at man i de små klasser begynder et forløb om kristendom i Danmark med et besøg i den lokale kirke. Eventuelt følges op med et besøg i andre trossamfunds bygninger i lokalsamfundet, for eksempel en moské eller et andet kristent trossamfunds kirke. Læreren fortæller, at der findes forskellige religioner, og at mennesker ikke nødvendigvis har samme tro.

Disse formuleringer kan være nyttige at kende til, når det nu debatteres, om kristendomskundskab skal skifte navn til religion, og om indholdet af faget skal ændres, så andre religioner end kristendommen får mere plads. Mange af de mennesker, som beskæftiger sig med faget, er nemlig tilhængere af navneskiftet, men ser ikke den store grund til indholdsmæssige ændringer, eftersom andre religioner allerede kan inddrages på mange måder lige fra 1. klasse, og på de ældste klassetrin skal de andre religionerinddrages.

For eksempel har Religionslærerforeningen i årevis talt for, at faget bør skifte navn til religion, men at indholdet nogenlunde bør forblive uændret. Det vil sige med en kvalitativ ligestilling mellem religionerne, men en klar kvantitativ favorisering af kristendommen i lyset af, at over 80 procent af befolkningen er medlemmer af folkekirken, og at kristendommen i over 1000 år har præget vores land. De folk, som underviser i faget, synes nemlig, at religion vil være en passende overskrift for det indhold, som er kravet i dag.

Det skal i parentes bemærkes, at foreningen ikke hedder Religionslærerforeningen for at presse på for et nyt navn, men fordi foreningen stammer fra dengang før 1937, da faget rent faktisk hed religion, selvom indholdet dengang var kristen forkyndelse. Fra 1937 til 1975 hed faget kristendomsundervisning. Først fra 1975, da faget blev ikke-forkyndende, kom det til at hedde kristendomskundskab.

Det nye folketingsflertal, bestående af S, R, SF og EL og anført af børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S), bebuder, at folkeskolen skal have et helt nyt fag med et nyt navn. Men samtidig anerkender man, at kristendommen skal fylde mest, og at der helst skal opnås bredt flertal i Folketinget for det nye fag. Derfor kunne meget tyde på, at der ikke er en revolution på vej, men blot en signalændring. Måske med en ændring af et kan til et skal om undervisning i andre religioner i de små klasser som den mest drastiske forandring i indholdsbeskrivelsen.

Som tidligere omtalt her i avisen bakker mange kirkefolk, herunder formanden for Den Danske Præsteforening, Per Bucholdt Andreasen, og lederen af Folkekirkens Skoletjeneste i København, Helle Krogh Madsen, op om et navneskifte. Et centralt argument for et nyt navn er, at det kan få faget til at fremstå mere vedkommende for alle elever og dermed revitalisere faget, hvilket også er ministerens anliggende.

At kristendomskundskab som skolefag har brug for en revitalisering vil de færreste bestride. Ude i folkeskolens daglige praksis er det velkendt, at faget rangerer lavt i faghierarkiet. Undersøgelser har vist, at kun 22 procent af undervisningen varetages af lærere, der har kristendomskundskab som linjefag på læreruddannelsen.

Også med hensyn til efteruddannelse ligger faget i bund, og for to år siden viste en opgørelse fra Kommunernes Landsforening, at kristendomskundskab er folkeskolens mest nedprioriterede fag. Ud af 1500 folkeskoler vælger 850 skoler at give eleverne færre timer, end de skal ifølge Undervisningsministeriets vejledende timetal. Derfor er kristendomskundskab klart det fag, hvor eleverne får mindst undervisning i forhold til, hvad ministeriet egentlig beder om.

Fra ministerielt hold har der længe været gjort forsøg på at få skolen til at tage faget mere alvorligt. Da Bertel Haarder (V) blev undervisningsminister i 2005, gjorde han det til prøvefag og nedsatte et udvalg til styrkelse af kristendomskundskab i skolen. Udvalgets formand, sognepræst Kathrine Lilleør, slog fast, at faget ikke bare skal bygge på elevernes holdninger og reflektion, men have vægt på kundskaber og viden.

Hverken Haarder eller Lilleør har i øvrigt ytret, at folkeskolen skal forkynde kristendom. De mener altså blot, at kristendommen ligesom andre religioner er emner, det er vigtigt ikke bare at mene noget om, men også vide en del om. Det lader til, at Christine Antorini er ganske enig heri. Derfor taler meget for, at det kan lade sig gøre at opnå bred politisk enighed om en ændring, der mere går på navn end indhold. I håb om, at dette kan få alle de kommuner, skoler og lærere, som i dag åbenlyst forsømmer faget, til at stille de lærerkræfter og timer til rådighed, som kan omsætte den eksisterende indholdsbeskrivelse til virkelighed.