Prøv avisen

Sådan er stat/kirke-forholdet i 25 europæiske lande

En tidligere muslim kæmper for at bevare de kristne værdier i Europa. - Foto: stock.xchng.

Ægteskabet mellem stat og kirke er formelt endt i skilsmisse i de fleste europæiske lande, men uformelt lever de to fortsat tæt sammen.

Gud og kristendom er kernen i en ophedet debat, der skiller Europa. De europæiske kirker og et mindretal af de 105 politikere fra de europæiske lande, der sidder i konventet for EU's fremtid, vil have skrevet den kristne kulturarv ind i en kommende europæisk forfatning. Kristendommen er en væsentlig kilde til de europæiske værdier, og det skal ikke skjules, fremførte de under sidste uges debat i Bruxelles. Men modstanden mod at give plads til Gud i en europæisk forfatning er stor, blandt andet hos et flertal af de danske politikere i konventet. Argumentet lyder, at kirke og stat er adskilt i Europa, og derfor hører kristendommen ikke hjemme i EU.

Men argumentet holder ikke. Kristeligt Dagblad har foretaget en sammenlignende undersøgelse af statens forhold til det religiøse liv i de ialt 25 europæiske lande, der om få år vil være medlem af EU. Undersøgelsen viser, at kristendommen fremhæves som særligt værdi- og idégrundlag i fem af de 25 lande, hvor Gud og den kristne kulturarv fremhæves i forordet til landenes forfatning.

I seks andre landes forfatninger eksisterer der et mere eller mindre formelt ægteskab mellem stat og kirke, idet forfatningerne favoriserer et bestemt kirkesamfund.

Men i næsten alle 25 lande er staten involveret i befolkningernes trosliv, først og fremmest ved at staten finansierer dele af det religiøse liv, og ofte ved at kirke og kristendom favoriseres. I alle 25 landes forfatninger hyldes religionsfriheden, men det er kun et fåtal af dem, der kræver en klar adskillelse af stat og kirke.

Næsten alle central-, øst- og sydeuropæiske lande med en betydelig katolsk befolkningsgruppe har indgået juridiske traktater med Vatikanet, konkordater, hvori den katolske kirke ofte tildeles særlige statslige privilegier. Konkordaterne garanterer også, at den katolske kirke kan holde sine helligdage og trods den fremadskridende sekularisering fortsat har ret til at lave processioner i gaderne og eksempelvis drive katolske skoler, ofte med betydeligt statstilskud.

Adskillelsen af stat og kirke i Europa er således en langt mere kompliceret og sammensat affære, end det ofte fremgår af den politiske debat.

Her er kristendom et særligt værdigrundlag
De mest »kristne« lande i Europa er Irland, Polen, Grækenland, Tyskland og Slovakiet, hvor forordet til forfatningerne alle indeholder klare henvisninger til Gud eller kristendommen. Forord til en forfatning benævnes ofte som »præambel« og rummer som regel en overordnet beskrivelse af de værdier og den kultursammenhæng, forfatningen skrives ind i.

I det stærkt katolske Irland indledes præamblen med blandt andet følgende: »I Helligåndens navn - fra hvem al autoritet henhører og til hvem, vi som mennesker og stater i sidste ende skal henvises...«.(Se boks)

Polen
Den irske forfatning er fra 1937 og ville med stor sandsynlighed ikke have fået samme tydelige trosbekendelsespræg, hvis den skulle skrives i dag. Kirke og tro spiller dog fortsat en stor rolle i nutidens irske samfund, hvor knap 92 procent af de 3,6 millioner irere er katolikker. Halvdelen af dem er aktive i kirken, skønner den katolske kirke.

Et moderne eksempel på, hvorledes den kristne kulturarv og henvisningen til den kristne tro kan indføjes i et lands grundlov, findes i Polens forfatning fra 1997. Den benytter en mere moderne og ikke-ekskluderende måde at udtrykke samme respekt for kristendommens betydning, som findes i den irske forfatning. Formuleringen her tager hensyn til, at befolkningen er delt i spørgsmålet om kristendommens betydning for kulturarven og de bærende værdier, og af den grund er den blevet fremholdt som eksempel på, hvordan kristendom kan skrives ind i en kommende EU-forfatning.

Den polske forfatning indledes med en præambel: »...Vi den polske nation og alle indbyggere i republikken, både de, der tror på Gud som en kilde til sandhed, retfærdighed, godhed og skønhed, og de, der ikke deler denne tro, men mener, at disse universelle værdier udspringer af andre kilder...«.

Den polske grundlov blev til under indflydelse af blandt andet den katolske kirke, hvis støtte til Solidaritets-bevægelsen var en afgørende faktor for kommunismens fald i 1989, ikke bare i Polen, men i hele Østeuropa. Pave Johannes Paul II er selv polak, og selv om den katolske kirke har mistet noget af sit fodfæste i landet siden kommunismens sammenbrud, er der formentlig ikke noget europæisk land, hvori kirken spiller så stor en rolle som i Polen. 96 procent af de 39 millioner polakker er katolikker. Seks ud af 10 går i kirke mindst én gang om ugen, viste en meningsmåling for nylig, og på trods af den grundlovssikrede adskillelse af stat og kirke hænger der krucifikser i det polske parlaments to kamre som en stille påmindelse om kristendommens betydning i landet.

Grækenland
En tredje europæisk forfatning med tydelig henvisning til kristendommens betydning er den græske. Forordet til Grækenlands forfatning fra 1975 indledes sådan: »I den hellige og udelelige Treenigheds navn....«. Grækenland tildeler i sin forfatning den græsk-ortodokse kirke en fortrinsstilling, der blandt andet betyder, at alt præsteskab er på den græske stats lønningsliste, ligesom alle kirkebygninger vedligeholdes af staten. Hele 97 procent af den græske befolkning tilhører den ortodokse kirke, og staten kritiseres med mellemrum for at diskriminere ikke-ortodokse grækere ved ansættelser. Selv om den græske befolkning i vigende grad er aktive kirkegængere, er forbindelsen mellem staten og kirken blandt de absolut tætteste i Europa. Det forklares traditionelt med, at den græske identitet er stærkt forbundet med kirken, som blev kulturbæreren under det ottomanske imperiums 400 år lange besættelse af landet frem til 1829. Kirken er en betragtelig ejendomsbesidder og spiller i dag en omdiskuteret politisk og samfundsmæssig rolle i det moderne græske samfund. Så sent som for godt to år siden arbejdede kirken aktivt imod regeringen, der trods ærkebiskoppens protester, indførte nye identitetskort uden angivelse af borgernes religiøse tilhørsforhold.

Tyskland

Ikke mindst tidligere spillede kirke og kristendom en afgørende rolle i Tyskland, og den tyske forfatning fra 1949 rummer da også en utvetydig henvisning til Gud og dermed en autoritet, der står over mennesket. Præamblen til Tysklands forfatning indledes med ordene: »Idet det tyske folk er bevidst om sit ansvar over for Gud og mennesker...«.

Kirke og stat er formelt adskilt i Tyskland, men der eksisterer en særlig forbindelse mellem udvalgte trossamfund og staten. Når trossamfundene anerkendes, tilbyder staten at opkræve kirkeskat/religionsskat for trossamfundene. Det gælder for den tredjedel af de 82 millioner tyskere, som er protestanter og for den anden tredjedel, der er katolikker, ligesom det gælder også for blandt andet jøder, mormoner og syvende dags adventister. Men selv om Tyskland siden 1949 har haft Gud indskrevet i forordet til grundloven, er den tyske befolkning blevet fortsat mere sekulariseret. Meningsmålinger viser, at kun fire procent af de tyske protestanter nu går i kirke om søndagen (i Danmark er det blot to procent), mens knap 18 procent af katolikkerne går i kirke. For begge grupper er tallet faldende. I det tidligere Østtyskland er fire årtier med kommunistisk styre ikke gået sporløst hen over troslivet. Mens 80 procent af befolkningen i Vesttyskland tilhører et trossamfund, er det kun mellem fem og 10 procent i Østtyskland, der i dag bekender sig til kristendom eller andre religioner.

Slovakiet
Uagtet verdsliggørelsen af de moderne samfund, indførte det fortrinsvis katolske Slovakiet en klar henvisning til landets kristne kulturarv, da Tjekkoslovakiet i 1992 splittedes i den tjekkiske og den slovakiske republik. I præamblen til forfatningen hedder det: »Vi, den slovakiske nation, respekterer den politiske og kulturelle arv fra vore forfædre, århundreders kamp for national selvstændighed, den åndelige arv fra Kyrillos og Methodios...«.

Kyrillos og Methodios blev udsendt af det byzantinske rige i 860'erne for at missionere i området og udviklede blandt andet skriftsproget oldkirkeslavisk, som den ældste slovakiske litteratur er skrevet på. Meningen med henvisningen i den moderne forfatning til de to missionærer fra oldkirkens tid, der kristnede slovakkerne, er enkel: For at definere sig selv som nation, må man tilbage til historiens rødder.

Ingen andre europæiske lande har forfatninger, der så utvetydigt henviser til kristendommens betydning som kulturfaktor.

Tjekkiet
Slovakiets naboland Tjekkiet beskriver dog som det eneste europæiske land i præamblen til forfatningen et bredere, men åndeligt betinget værdigrundlag. Tjekkiet skal som stat være »en del af den europæiske familie og verdens demokratier, fast besluttet på at ville beskytte de nedarvede natur- og kulturværdier samt materielle og åndelige værdier...«. Forfatningen fastslår, at religionsfriheden skal beskyttes, men adskiller ikke specifikt stat og kirke. Selv om mere end halvdelen af den tjekkiske befolkning efter 40 år under kommunistisk styre anser sig selv for at være ateister, støtter staten alle godkendte trossamfund ved at betale løn til deres gejstlige, ligesom der betales til kirkernes hospitaler, skoler og velgørende arbejde. Staten betaler også til vedligeholdelse af kirkebygninger.

Her støtter staten kirken

Spanien
Spaniens forfatning omtaler i sin præambel landets forpligtelse til at »beskytte alle spaniere...og deres kultur og traditioner.« Det kan læses som en henvisning til kristendommens betydning, der understreges i forfatningens afsnit om religion, hvor der blandt andet står: »Ingen religion må være statsreligion. Staten skal dog respektere det spanske samfunds tro og fastholde et passende samarbejde med den katolske kirke og andre religiøse grupper.«

Ligesom i alle andre europæiske lande hersker der fuld religionsfrihed, men den katolske kirke er majoritetskirke og har i konkordater med Vatikanet fået en fortrinsstilling, der betyder, at den understøttes økonomisk af staten.

Staten opkræver skat for kirken og bidrog i 2001 med omkring en milliard kr. i direkte statsstøtte. Samtidig betaler den spanske stat for katolsk skoleundervisning. Ikke-katolikker har forgæves prøvet at få samme priviligier, ligesom de har klaget over det spanske militærs brug af katolske symboler.

Italien
Katolicismen var officiel statsreligion i Italien frem til 1947, hvor en ny forfatning adskilte stat og kirke. I forfatningen nævnes den katolske kirke dog særskilt, og et konkordat mellem Vatikanet og den italienske stat fra 1984 fastslår, at katolicismen ikke er statsreligion, men at staten støtter kirken. Det sker blandt andet ved, at staten betaler de lærere, som kirken udpeger til at undervise i religion i skolerne. Kirken begunstiges i øvrigt af landets lovgivning.

Portugal
Samme forhold gør sig gældende for et andet sydeuropæisk katolsk land. Portugals forfatning understreger religionsfrihed, men et konkordat med Vatikanet favoriserer den katolske kirke. En lov om religionsfrihed fra 2001 sikrer, at alle trossamfund kan indlede forhandlinger med staten for at opnå sammen fordele som den katolske kirke, men fordelene skal de forhandle sig til. De er ikke garanteret ved lov.

Østrig
Fire ud af fem indbyggere i Østrig er katolikker, og selv om forfatningen foreskriver adskillelse af stat og kirke, har den katolske og en række andre kirker og trossamfund særlig officiel status, der indebærer, at staten står for skatteopkrævningen til trossamfundene, ligesom trossamfundene modtager offentlig støtte til blandt andet drift af skoler. Også her nyder den katolske kirke en særlig status.

Malta
Den lille middelhavsø Malta har som eneste land i Europa indskrevet en statsreligion i sin forfatning. Katolicismen nyder særlige fortrin i landet, hvor skolernes undervisning i den katolske tro er indskrevet landets forfatning.

I de ikke-katolske lande finder der ofte også en favorisering sted af de lokale, nationale kirker, selv om forfatningerne foreskriver fuld religionsfrihed og ofte adskillelse mellem kirke og stat.

Storbritannien
Storbritannien har ingen grundlov, men derimod en række andre love og forordninger, som tilsammen foreskriver, at landet har to statskirker, den anglikanske, Church of England, og den presbyterianske, Church of Scotland. Monarken er øverste leder af Church of England og kaldes for »defendor of faith« - troens forsvarer. Prins Charles har på det seneste foreslået, at monarken skal distancere sig fra kirken og blive multireligiøs, da monarken efter Prins Charles' mening ikke blot skal forsvare kristendommen, men alle trosretninger. Prins Charles vil have tilføjet et lille flertals-»s«, så der kommer til at stå »defendor of faiths«. Sammenblandingen af kirke og stat i Storbritannien er betragtelig. Premierministeren udpeger indirekte den anglikanske kirkes ærkebiskop, som til gengæld sammen med en række af kirkens øvrige biskopper automatisk får sæde i Parlamentets overhus.

Ligesom Danmarks grundlov giver folkekirken en særstilling, understreger Finlands forfatning forbindelsen mellem stat og kirke. Den foreskriver, at landet har to statskirker, den lutherske og den ortodokse. Staten opkræver skatter til begge kirkesamfund.

Cypern

Cypern er en sag for sig. Landets forfatning forsøger at favne den græsk-ortodokse befolkning og den tyrkisk-muslimske befolkning med en række henvisninger til deres religiøse og kulturelle rødder, men foreskriver samtidig religionsfrihed. Forbindelsen mellem stat og kirke er meget stærk i den sydlige græsk-cypriotiske del af landet. Ærkebiskop Makarios, der ledte kampen for Cyperns uafhængighed, var også landets første præsident fra 1960 til 1977. Kirken udøver fortsat politisk indflydelse. Den er landets største jordbesidder og ejer en række store virksomheder.

Her er stat og kirke adskilt - og dog
Frankrig
Frankrig, der siden 1905 har påberåbt sig den totale adskillelse af stat og kirke, kan ikke selv præstere den. Det er således den franske stat, der ejer og vedligeholder alle kirkebygninger bygget før 1905. Staten overtog bygningerne som led i løsrivelsen fra den katolske kirke, og har sat sig på kirken for at sikre adskillelsen. Det betyder, at det for eksempel er staten, der tager vare på Notre Dame-katedralen i Paris.

Luxemburg

I Luxemburg er religionsfriheden også nedfældet i forfatningen, men staten har alligevel tæt forbindelse til en række trossamfund. Den betaler statslønninger til gejstlige i katolske, ortodokse og flere protestantiske kirker. Også jødiske rabbinere er på statsløn, mens der tovtrækkes om muslimske imamer også skal have statsbetaling.

Belgien
Samme model kendes i Belgien, hvis befolkning hovedsageligt er katolikker. Forfatningen foreskriver fuld religionsfrihed, men staten betaler årligt omkring fire milliarder kroner (i år 2000) til løn, pension og bolig for alle anerkendtre trossamfunds gejstlige, herunder rabbinere, præster og imamer. Det offentlige betaler også for opførelse og vedligeholdelse af religiøse bygninger - kirker, synagoger og moskéer.

Sverige og Holland
Det er meget få lande i Europa, der praktiserer fuld adskillelse af stat og kirke. Sverige adskilte ved lov Svenska Kyrken fra staten i 2000, men staten opkræver i dag skat og yder indirekte tilskud til alle kirkesamfund. Holland er eksempel på den vel nok reneste adskillelse af stat og kirke i Europa.

Ungarn og Slovenien

De kommende EU-medlemslande Ungarn og Slovenien har indskrevet en egentlig adskillelses af stat og kirke i landenes forfatninger. Men i Ungarn favoriserer lovgivningen landets fire »historiske« trossamfund: den katolske kirke, den reformerte kirke, den lutherske kirke og jødedom. Staten betaler til disse fire kirke- og trossamfunds bygninger, ligesom den betaler en del af lønnen til præster og rabbinere. I Slovenien er stat og kirke også formelt adskilt i forfatningen, men den slovenske regering har indgået en særlig aftale med Vatikanet, der sikrer den dominerende katolske kirke særlige forhold.

Estland, Letland og Litauen
De tre baltiske lande Estland, Letland og Litauen foreskriver alle religionsfrihed i forfatningerne, men favoriserer visse kirke- og trossamfund.

Guds plads i Europa
De europæiske samfund er skabt på et kulturgrundlag, hvor kirke og kristendom har spillet en afgørende rolle. Selv om kristendommens betydning er svindende, og kirke og stat i en række lande formelt er blevet adskilt over de seneste 100 år, eksisterer der et afhængighedsforhold mellem kristendommen og de pågældende landes kultur- og samfundsliv. Det forhold afspejler sig i lovgivningen, og det afspejler sig i det tætte forhold mellem kirke og stat, der eksisterer i dag. Derfor er der god grund til at lade en kommende forfatning for det EU, der består af selvstændige lande med egne forfatninger, afspejle kristendommens betydning for Europas kultur.

Denne artikel er blevet til på baggrund af læsning af de 25 europæiske landes forfatninger, internationale rapporter om religionsforhold, herunder det amerikanske udenrigsministeriums årsrapport International Religious Freedom Report 2002 samt diverse artikler om religionens betydning i Europa.

bjerager@kristeligt-dagblad.dk

chefredaktør