Det ser ikke lyst ud for en såkaldt trepartsaftale mellem regeringen, arbejdsgivere og arbejdstagere.
Aftalen skal ellers medvirke til at få samfundsøkonomien til at hænge sammen frem til 2020. Målet er at udvide arbejdsstyrken med 20.000 personer, hvilket vil skaffe fire milliarder kroner ekstra i statskassen. Penge, som ifølge regeringsgrundlaget kan bruges til arbejdsmarkeds- og uddannelsesinitiativer i bredeste forstand.
LÆS OGSÅ: Thorning: Dansk økonomi er udfordret
Teoretisk er det nemt. Det kan for eksempel ske ved at afskaffe to ferie- eller fridage om året. En ekstra arbejdsdag giver cirka to milliarder kroner og et ekstra arbejdsudbud på 10.000 personer. Store bededag har allerede været nævnt som en mulighed.
I praksis er det imidlertid meget vanskeligt. Arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet peger på, at især fagbevægelsen er skeptisk. Man har netop indgået nogle historisk stramme overenskomster, der giver reallønsfald, regeringen har beskåret efterlønsordningen, og den tidligere regering har forkortet den maksimale dagpengeperiode. Læg dertil, at det offentlige har skåret 10.000 job væk på et år, at arbejdsløsheden er forholdsvis høj og alligevel er målet at få yderligere 20.000 personer til rådighed for arbejdsmarkedet.
Ikke en kop te, lønmodtagerne slubrer i sig.
Det rejser spørgsmålet om, hvorvidt det overhovedet giver mening at tale om en trepartsforhandling. Formelt sidder de tre parter staten, arbejdsgivere og arbejdstagere omkring bordet. Reelt har staten og arbejdsgiverne præcis samme interesse, nemlig at der bliver mere arbejdskraft til rådighed de kommende år. Så der er mere tale om to parter end tre.
Lønmodtagerne er udset til at betale den store regning i form af længere arbejdstid, mens arbejdsgiverne måske kan bidrage en smule med flere praktikpladser for unge eller flere fleksjob for mennesker på kanten af arbejdsmarkedet. Men fundamentalt set står arbejdsgiverne på sidelinjen i det aktuelle spil.
Regeringens problem er, at selv hvis den skulle blive enig med lønmodtagerne, er det langtfra sikkert, at aftalen kan gennemføres. Den havner nemlig alligevel på Christiansborg. Centralt placerede aktører har svært ved at se, at for eksempel Enhedslisten vil hjælpe regeringen igennem med forslag, der øger lønmodtagernes arbejdstid. Og skal den borgerlige opposition stemme for, vil den kræve indrømmelser, som nok kan give panderynker hos de parter, der skulle forestille at have indgået aftalen.
Derudover er regeringen i alvorlig tidnød. Endnu er der ifølge Kristeligt Dagblads oplysninger ikke skrevet et kommissorium for forhandlingerne, og hvis man skal nå at lovgive inden sommerferien, skal en aftale være i hus inden for få uger.
Lykkes det ikke, vil det være endnu en alvorlig fiasko for regeringen og et brud med, hvad der står i regeringsgrundlaget fra oktober sidste år.
Ministrene arbejder i øjeblikket på en revideret såkaldt 2020-plan, som skal fortælle, hvordan regeringen vil leve op til målet om økonomisk balance i 2020.
I alt skal reformer af skattesystemet, førtids- og fleksjobordningerne, kontanthjælp, uddannelsesstøtte og aktiveringsordningerne på arbejdsmarkedet sikre, at der kommer 135.000 personer ekstra ud på arbejdsmarkedet de kommende otte år. Må regeringen opgive at skaffe 20.000 personer via trepartsaftaler, skal arbejdsudbuddet øges tilsvarende i de øvrige reformer. Det bliver i forvejen en svær opgave.
Historisk har trepartsaftaler ellers flere gange været et brugbart instrument for forskellige regeringer. Tilbage i 1963 greb den socialdemokratiske statsminister Jens Otto Krag ind i overenskomsterne med et pris- og lønstop, men til gengæld fik lønmodtagerne ATP-ordningen. I 1987 indgik regeringen og arbejdsmarkedets parter en fælles erklæring om at holde lønningerne i ro for at styrke konkurrenceevnen, og det banede senere vej for arbejdsmarkedspensionerne.
Forskellen mellem disse historiske eksempler og det aktuelle er, at trepartsforhandlingerne ikke dengang blev annonceret som en arbejdsmetode på forhånd. Det gjorde S og SF imidlertid i deres valgprogram, Fair Løsning, som skulle få danskerne til at arbejde de berømte 12 minutter mere om dagen. Allerede her blev fagbevægelsen lovet indflydelse, og selvom Fair Løsning nu forlængst er skrottet, hænger den samlede regering stadig på løftet om at ville skabe balance i dansk økonomi i 2020. Det er ikke blevet lettere med den økonomiske krise.