Andre lande har ikke været i tvivl, men i Danmark vinder frygten: Hjælp til afghanere er en minimumsløsning

Selv ikke en usædvanlig alliance mellem flygtninge- og forsvarsvenner kunne redde de mange afghanere, der gennem tiden har hjulpet de danske styrker i Afghanistan. Dertil fylder frygten for indvandring for meget i dansk politik

Danmark skiller sig ud fra andre Nato-lande, der ikke har været i tvivl om, at der med et militært engagement fulgte en pligt til at tage sig af de lokale tolke og andre hjælpere, når man rykkede ud. USA har eksempelvis evakueret tusindvis af afghanere i takt med, at landet har trukket sine styrker hjem.
Danmark skiller sig ud fra andre Nato-lande, der ikke har været i tvivl om, at der med et militært engagement fulgte en pligt til at tage sig af de lokale tolke og andre hjælpere, når man rykkede ud. USA har eksempelvis evakueret tusindvis af afghanere i takt med, at landet har trukket sine styrker hjem. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

45 ansatte afghanere på den danske ambassade i Kabul og deres nærmeste familie, i alt 200 personer, får mulighed for at blive evakueret til Danmark, efter at Taleban ser ud til faretruende hurtigt at kunne overtage magten i hele Afghanistan.

Efter to års midlertidigt ophold vil afghanerne kunne søge om asyl i Danmark. Det blev et bredt flertal i Folketinget enig om onsdag aften i en aftale, som kun Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige står udenfor.

Aftalen kom i hus efter et massivt pres fra regeringens støttepartier, fra nogle borgerlige partier og ikke mindst fra flere fremtrædende personer i forsvaret, herunder danske, tidligere soldater i Afghanistan og tidligere forsvarschef Jesper Helsø.

Regeringen fastholdt ellers længe, at afghanere, der følte sig i fare, kunne søge om beskyttelse i Danmark via den tolkeaftale, som blev vedtaget bredt politisk tilbage i 2013.

Selvom nogle af de lokalt ansatte og deres familier nu får hjælp, ligner det en politisk minimumsløsning.

Regeringens støttepartier var gerne gået længere. Så man for eksempel også evakuerede afghanere, som har hjulpet danske journalister eller danske projekter for demokrati, ligestilling og uddannelse.

Man ville også helst have evakueret personer med et engagement længere tilbage end to år, men det kunne der ikke blive enighed om.

Flere tidligere soldater har bemærket og kritiseret, at der ikke i aftalen er nogen håndsrækning til de tolke, der har hjulpet dem gennem tiden. Tolkene er fortsat henvist til at forsøge sig med den otte år gamle tolkeaftale.

Ifølge den må ingen, der har bistået den danske indsats i Afghanistan, lades i stikken. Aftalen var koordineret med Storbritannien og giver mulighed for at hjælpe tolke, der har været ansat i mere end et år. De kan få lønpakker, uddannelse, asyl i Storbritannien eller visum til Danmark, så de kan søge asyl her.

En såkaldt intimideringspolitik i aftalen skulle desuden beskytte andre, der er blevet truet eller er i fare, fordi de har samarbejdet med danskerne. Det kunne være hjælp til at flytte til en anden provins eller måske mulighed for at søge asyl.

En ny opgørelse fra Forsvaret viser, at i alt 173 afghanere gennem årene har henvendt sig til Forsvarets kontaktpunkt for at få hjælp. Heraf er 141 sager sendt videre til Forsvarskommandoen, men kun et mindretal af dem er faktisk blevet hjulpet. Kun ganske få afghanere har fået visum til Danmark og dermed muligheden for at søge asyl. Hovedparten er blevet blankt afvist, mens godt 30 personer har fået økonomisk støtte til bosætte sig andre steder i Afghanistan.

Tallene afspejler det store billede i dansk flygtninge- og indvandrerpolitik de seneste 20 år – det massive ønske om for enhver pris at begrænse antallet af flygtninge og indvandrere, særligt fra muslimske lande.

Det mål står over eventuelle moralske overvejelser om at hjælpe personer, som har været afgørende for den danske militærindsats. Men Danmark skiller sig dermed også ud fra andre Nato-lande, der ikke har været i tvivl om, at der med et militært engagement fulgte en pligt til at tage sig af de lokale tolke og andre hjælpere, når man rykkede ud.

USA har eksempelvis evakueret tusindvis af afghanere i takt med, at landet har trukket sine styrker hjem.

Når måske 200 afghanere nu trods alt ser ud til at blive fløjet til København uden den individuelle sagsbehandling, som både regeringen og nogle af de borgerlige partier ellers har stået fast på, skyldes det primært den uhellige alliance mellem flygtninge- og forsvarsvenner og soldater i kombination med udsigten til den snarlige katastrofe, som Taleban er ved at skabe i landet.

Alliancen udmærker sig ved, at den går på tværs af de traditionelle politiske skillelinjer.

For eksempel har den skrappe udlændingepolitik længe været en borgerlig mærkesag, men det samme kan siges om forsvaret.

Konflikten illustreres tydeligt af den konservative lokalpolitiker og officer, Casper Stefani, tidligere udsendt til Afghanistan. Han skriver i et Twitteropslag, at han troede, den nye aftale var god, men ”det er den ikke. For den hjælper stadig ikke de tolke, vi havde med ude på vores patruljer. Det er usselt. I Danmark lader vi folk i stikken,” skriver han.

En anden konservativ byrådskandidat, tidligere officer Mads Silberg fra Solrød, udtrykker noget lignende over for DR.

Han kalder det uværdigt, at mennesker, der har kæmpet for Danmarks sag, fortsat skal kæmpe for deres eget liv gennem den ”dødsmaskine”, som han mener, at tolkeaftalen fra 2013 er.