Oplev 10 af verdens helligdomme fra luften

Drone-videoer: Se kirker, templer og moskeer, som du aldrig har set dem før

Notre Dame de la Garde er en katolsk basilika, som ligger i Marseille i Frankrig
Notre Dame de la Garde er en katolsk basilika, som ligger i Marseille i Frankrig.

Lad ikke højdeskrækken bremse dig. Se blandt andet Stone Henge, det forhistoriske monument i England, hvis kæmpe stenopsætninger kan forbavse enhver. Eller La Sagrada Familia, den berømte Gaudi-kirke i Barcelona, som endnu ikke er blevet bygget færdig.

Disse og mange andre smukke helligdomme verden over blevet foreviget af droner. Derfor kan du nu trygt opleve verdens religiøse seværdigheder fra landjorden. 
 

Baha'i Haver

Haifa, Israel

Baha'i Haver blev i 2008 optaget i UNESCO's Verdensarvsliste på grund af deres værdi som helligsted for mennesker verden over, og fordi de udgør et unikt pilgrimsmål for baha'i-troende. De smukke haver fordeler sig som 19 terasser på en kæmpe trappe op ad bjerget Carmel. Øverst oppe ligger Den Gyldne Kuppel, et smukt tempel og en særlig helligdom i Baha'i-religionen.

Durhamkatedralen

Durham, England

Durhamkatedralen er bygget til ære for Sankt Cuthbert, som levede i 600-tallet. Han er en central skikkelse for den keltiske tradition og har fundet sit hvilested i denne smukke katedral, som i dag er centrum for kulten omkring ham.

Sankt Nicholas-klostrets oversvømmede klokketårn

Kalayzin, Rusland

Dette smukke klokketårn blev bygget i slutningen af 1700-tallet som en del af Sankt Nicholas-klostret i Kalayzin. Men da Stalin i 1939 igangsatte byggeriet af et reservoir i området, blev hele den gamle del af Kalayzin, og dermed også klostret, oversvømmet. I dag troner klokketårnet dog stadig over vandoverfladen og er et udsøgt turistmål.

Wat Phra That Doi Inthanon

Chiangmai, Thailand

Templet, der ligger på toppen af Doi Suthep-bjerget, har sin oprindelse tilbage i 1383 og er et pilgrimsmål for buddhister. 

Notre Dame de la Garde

Marseille, Frankrig

Notre Dame de la Garde er en katolsk basilika, som ligger i Marseille i Frankrig. Kirken blev bygget på fundamentet af et gammelt fort og er i dag et skattet pilgrimsmål.

Krystalmoskéen og Flydende Moské

Kuala Terengganu, Malaysia

Krystalmoskéen i Kuala Terengganu er et sort bygningsværk lavet af metal, glas og krystal, og den er bygget på øen Wan Man så sent som år 2008. Moskéen kan rumme op til 1.500 bedende på en gang. I 1995 blev Den Flydende Moské indviet. Den ligger ikke langt fra Krystalmoskéen og er bygget af marmor og keramik. Moskéen er den første flydende af sin slags i Malaysia.

La Sagrada Familia

Barcelona, Spanien

La Sagrada Familia er arkitekten Antoni Gaudis mesterværk. Gaudi arbejdede på kirken i 40 år, til han døde i 1926. Særligt for den smukke kirke med høje, geometriske tårne, er, at den endnu ikke er færdiggjort. Man forventer at have den færdig i 2026.

Kristus-statuen i Rio

Rio de Janeiro, Brasilien

På Corcovadobjerget i Rio de Janeiro står den 30 meter høje Kristus-figur, som blev bygget i perioden 1926-1931. Figuren er blevet udnævnt til ét af verdens syv vidundere og byder da også hele verden velkommen med åbne arme.

Washington D.C.-templet

Washington D. C., USA

Templet, der tilhører Mormonkirken, kostede 15 millioner dollars at bygge og stod færdig i 1974. Ved templet afholdes der fra december til januar hvert år en stor lysfestival, som trækker tusindvis af mennesker til.

Stone Henge

Wiltshire, England

Stonehenge er nok det mest berømte forhistoriske monument i Europa. Bygningsværket begyndte som en vold omkring år 3.000 f.kr. og fik sin markante oprejste stenring omkring 2.500 f.kr. Fra Middelalderen findes en legende om, at stenene i kredsen angiveligt skal have helbredende kræfter, hvis man rører et afskrab af stenene ud i vand.