Sociolog: Fællessang styrker hjernen, kroppen og fællesskabet

Anette Prehns nye bog inviterer til fællessang, der træner mennesket i at føle sig forbundet til andre. De mange gode afledte effekter af fællessang kan både få betydning for vores mentale og fysiske helbred. Ikke engang motion kan give os så mange forskellige sundhedsmæssige fordele. Læs uddrag af bogen

"Man kan skridt for skridt synge sig ind i en kulturkreds, et værdifællesskab og et sprog," skriver Anette Prehn i sin nye bog "Det syngende menneske".
"Man kan skridt for skridt synge sig ind i en kulturkreds, et værdifællesskab og et sprog," skriver Anette Prehn i sin nye bog "Det syngende menneske". . Foto: Leif Tuxen, Malene Korsgaard Lauritsen.

Mine forældre har et foto af mig som treårig, hvor jeg ligger på sofaen og ”læser” min barndoms sangbog syngende. Jeg forlader også gerne denne verden syngende. Måske var det endda rim, vers og fællessang, der fik mine forældre til at falde for hinanden. Min mor fortæller i al fald, at min fars rimende sangdagbog på hele 67 strofer a otte verselinjer fra en vandreferie i Italien og Schweiz slog benene væk under hende. Min mor fik en kopi af sangen, kort tid efter at hun havde mødt min far. Hun sang den rub og stub for min mormor, mens de to stod og kogte kartofler i køkkenet en dag, og så var vist både min mor og mormor ”solgt”.

Med andre ord skylder jeg rim, sang og sangskrivning ganske meget. Sangskrivning som udtryksform udgør et dna i min familie flere generationer tilbage og har i hele mit liv været en naturlig måde at bidrage til sociale fællesskaber og anledninger på.

Glæden ved leg med ord og rim er i øvrigt en disciplin, jeg under mange flere at få øjnene op for. Ethvert barn fortjener at have en rimordbog stående i bogreolen, hvis du spørger mig. En sådan gør os klogere på sproget og dets muligheder, mere sprogligt opfindsomme, og den inviterer os til at lege med rim og remser i hverdagen.

Faktum er dog, at en del af os bærer rundt på en musiklærers forbandelse eller familiens mindreværdskompleks omkring det at synge med. Nogle er decideret blevet bedt om at mime til fællessang eller optrædener i skolen. Andre har tydeligt fornemmet på forældrenes tavshed under fællessang, at det at synge med alene vedgik, inviterede eller forpligtede andre.

Der er mange gode grunde til at ryste disse budskaber af sig og i stedet synge med hvert sit næb og dermed bane vej for sangens sundhedsfremmende sideeffekter. Disse effekter kan nemlig opnås, uanset hvilken vinkel man rammer (eller næsten rammer) tonen fra.

I dette kapitel vil jeg udforske, hvad fællessang kan mere specifikt. Hvorfor er dens mange afledte effekter til gavn for både vores samfund og menneskene i det?

De mange gode afledte effekter af fællessang

”Den, der synger, er aldrig alene,” konstaterer komponist Erik Sommer. Dermed retter han opmærksomheden mod flere vigtige forhold. Uanset om vi synger sammen eller hver for sig, er vi forbundne. Vi knytter an til en sangskat, en kulturarv, en historie, et sprog og et fællesskab, der udstrækkes i tid og rum. Når vi dykker ned i den sproglige og melodiske skatkiste og synger fortidens sange, giver vi dem liv i nutiden og forbinder os dermed også med tidligere generationer, der har sunget de samme ord før os og på lignende vis fundet perspektivering, trøst og begejstring. At synge kan dermed i sig selv nære forbundethedsfølelsen.

Salmedigter Lisbeth Smedegaard Andersen siger: ”Når vi synger sammen, har vi et ægte fællesskab. Vi ser på hinanden, vi har ikke mobilen tændt, vi gør noget sammen. Når mange synger sammen, så løfter det virkelig.“

Hjerneforsker Peter Lund Madsen fremhæver også det sammenhold, som fællessang skaber, mens vi synger sammen: „Det, vi mennesker kan – bedre end noget andet dyr – er at holde sammen. Og fordi sammenhold er så vigtigt, har vi fået redskaber til at styrke sammenholdet, og ét af de redskaber er musikken. Er der noget, der får os til at føle det samme på samme tid, så er det musikken. Så vil man virkelig være sammen med andre – og føle det – så skal man synge sammen. Vil man virkelig føle fællesskab, så syng sammen“. Det kender vi nok alle til, om det er på fodboldtribunerne, rundt om juletræet eller omkring lejrbålet.

Højskolelærer og sangskriver Marianne Søgaard understreger den dannelse, som fællessangen giver: ”Fællessang bør være et nationalt anliggende af flere årsager: fordi sangen giver adgang til kunst, og kunst giver adgang til erkendelse, følelsesmæssig balance og noget så dyrt som åndelig opbygning. Fællessang giver stærke fællesskaber – hvis man er med i fællessangen vel at mærke.”

Der er taget fine initiativer til at inkludere flere i det fællessyngende rum. Senest har ALSANG og Spil Dansk i samarbejde med Missing Voices lanceret Fædrelandssang på modersmål, som er en oversættelse af tre højskolesangbogsklassikere til 12 sprog. ”I Danmark er jeg født”, ”Jutlandia” og ”En lærke letted, og tusind fulgte” kan nu synges på både engelsk, tysk, fransk, spansk, færøsk, grønlandsk, kinesisk (mandarin), arabisk, hebræisk (evrit), tyrkisk, kurmancî (kurdisk sprogvariant) og urdu. Ricco Victor, som er leder for ALSANG, sagde i den forbindelse til TV-Avisen: ”Vi skal udvikle på, hvad fællessang kan her i Danmark. Og vi vil rigtig gerne have endnu flere til at synge med.”

I min bog "Afledte effekter" identificerer jeg 18 opbyggelige sideeffekter eller ringe i vandet af fællessang; det vil sige, hvad fællessang som aktivitet kan bibringe mennesker og fællesskaber. Jeg inddeler dem i kognitive, fysiske, psykiske og sociale sideeffekter. Her vil jeg kort opsummere nogle af de centrale. Fællessang er en aktivitet i sin egen ret, men skulle man være i tvivl om, hvorvidt den er ”tiden værd” – for eksempel i lyset af alle mulige fagfaglige mål i skolen – kan man skele til sideeffekterne, som giver rigelig grund til at lade fællessang indgå som fast føde i vores hverdag.

De kognitive sideeffekter. En af de kognitive sideeffekter, jeg finder allermest interessant, handler om samspillet mellem indre tilstand og problemløsning. Vi har lettest adgang til oplevelser og erfaringer, hvor vi var i samme humør som nu. De følelser, vi har i nuet, giver med andre ord en større eller mindre adgang til vores minder. Er man nedtrykt eller irritabel, når for eksempel matematiktimen går i gang, er det derfor lettest at komme i tanke om matematikerfaringer fra ens liv, hvor man følte sig nedtrykt eller irritabel. Det samme gælder, når vi mødes om et spisebord eller til en hyggestund. Fællessang kan her være den lille aktivitet, der skaber et konstruktivt tilstandsskift, smitter med glæde og dermed er med til at afgøre farven af – eller tonen i, om man vil – hvilke erfaringer der er tilgængelige for os.

I årevis har der været et så stærkt fokus på det fagfaglige i skolen, at lærere mange steder har set sig nødsaget til at tage sang og øvrige tilstandsregulerende aktiviteter ud. Der er god grund til at inkludere sang i hverdagen, for det løft, det giver af humøret, kan styrke optimisme, samspil og læring.

Blandt de øvrige kognitive indvirkninger er blandt andet, at fællessang er hjernegymnastik og både styrker hukommelsen, mønstergenkendelsesevnen og tilbyder tilbagevendende læsetræning. Når vi synger sammen, hører og læser vi ord samtidig. Vi bliver dermed klogere på udtale, og såkaldt ”svage læsere” får værdifuld træning. Den funktion på en tablet, hvor elever med læseudfordringer kan få læst ordene højt, har med andre ord en forløber: fællessangen. Skoler, der indleder hver undervisningstime med en fællessang, har elever, der synger omkring 1000 gange pr. skoleår.

Fællessang giver også en fornemmelse for sprogets udvikling og udtryksformer, ligesom det stimulerer et mere rigt og alsidigt vokabularium.

De fysiske sideeffekter. Sang er en fysisk handling – ligesom når man dyrker sport. I begge tilfælde er den dybe vejrtrækning i gang, som følge af at mellemgulv og ribbensmuskulatur arbejder. Dette cirkulerer og ilter blodet bedre og er styrkende for det kardiovaskulære system. Lungekapaciteten trænes, og der sker en udvaskning af kuldioxid.

Ekspert i fællessang, musikpædagog og ph.d. i sundhedsvidenskab Lasse Skovgaard siger: ”Jeg tror egentlig ikke, at jeg kan finde på nogen anden aktivitet, der kan så meget på én gang.” Han konstaterer, at ikke engang motion har så mange forskellige sundhedsmæssige fordele. Kroppen frigiver blandt andet en lang række gode stoffer, når vi synger sammen. Det drejer sig for eksempel om oxytocin, tilknytningshormonet, som fremmer følelsen af samhørighed, dopamin, som frigives, når vi er i glad forventning om en belønning, og endorfiner, kroppens selvproducerede morfin, der giver smertelindring. Immunsystemet styrkes, stressniveauet dæmpes, og hjerterytmen stabiliseres.

De psykiske sideeffekter. Når vi synger, er hjernen beskæftiget og holdt i gang. Fokus er i høj grad på ord, melodi og rytme. Det er nærmest meditativt og efterlader næsten ingen plads til dagligdags bekymringer, grublerier og tankemylder.

Mennesker, der synger i kor, rapporterer, at de oplever et øget velbefindende i form af positive følelser, social støtte og forbundethed. Sang, fællessang og musik mere generelt er en måde at udtrykke følelser på i fællesskab med andre og opbygger en kerne af dannelse, indsigt i og forståelse af vores fælles kulturarv.

En yderligere, væsentlig psykisk effekt er, at sange, som vi har sunget mange gange i livet og måske endda lært dele af – og som har fundet genklang i vores hjerter – kan melde sig ud af det blå, når vi mangler ord for en oplevelse. Det er muligt at løbe tør for ord, men bryde ud i sang, hvis vi har sangskatten med os. Med salmedigter Lisbeth Smedegaard Andersens ord: ”Man får lagt ord i munden, man måske ikke selv kunne finde.”

Sangskatten giver os med andre ord et lager af billeder, ord og erfaringer til at perspektivere vores liv. Dermed bidrager sangskatten og fællessangen både til meningsskabelse og følelsesregulering. Sangskattens tekster kan i den forstand komme os til undsætning ved at lade os se menneskelivet i et nyt lys og – på et mere eksistentielt plan – give os ord til trøst, perspektiv og engagement. De udgør en kontakt til den historie og ånd, vi som kultur er rundet af og fælles om. De danner os og befæster vores identitet, og det er vigtige roller.

Årstidssangene, som den danske sangskat er så rig på, spiller en særlig rolle her: De tilbyder naturens foranderlighed som et spejl på menneskelivets mangeartede op- og nedture. Fællessang kan dermed både gøre os mere vidende om naturens og årstidernes gang, smitte med rigere og mere alsidige sanseoplevelser i det fri og etablere en stærk referenceramme for mennesker.

Når fællessang virkelig er fælles, oplever vi desuden selvforglemmelse. Vi lever ellers i en tid, hvor det ydre blik og selvevalueringen fylder meget, også i børn og unges liv. Børn og unge forventes at være særdeles opmærksomme på sig selv, egne indre tilstande og egen tilfredshed. Nogle skal ”score sig selv” dagligt, hvad enten det drejer sig om deres tilstand eller præstation. Her træder fællessangens selvforglemmelse – ligesom i øvrigt selvforglemmelse i naturen – til ved at lade individets optagethed af sig selv fordampe til fordel for et orienteringspunkt, der ligger uden for og er større end én selv. N.F.S. Grundtvig mente ligefrem, som udtrykt i salmen ”Alt, hvad som fuglevinger fik”, at menneskets sjæl er mest fri, når vi trækker vejret dybt for at synge.

De sociale sideeffekter. Det giver desuden mange interessante sociale sideeffekter at synge sammen. Deltagerne ”tuner” sig ind på det samspil, de står foran. Man etablerer gennem fællessangen en fælles stemning, samhørighed og gruppetilhørsforhold: en social lim. På et mere overordnet plan regulerer og styrker sangen også gruppens normer. Dermed kan den have en stabiliserende funktion, men også en mobiliserende. Sidstnævnte har vi set historisk i forbindelse med så forskellige situationer, som når sukkerroerne skulle tages ind, eller når soldater skulle engageres og fokusere på krig. For eksempel blev ”It’s a Long Way to Tipperary” brugt til march og rekruttering af soldater i først Irland, så hele Storbritannien i forbindelse med Første Verdenskrig.

Vi ved fra forskning, at synkronisering af menneskers bevægelser fremmer positive følelser i rummet og samarbejde. Under fællessang går åndedrættet – og ofte også kropslige bevægelser – i takt. Man kan decideret tale om et fællesåndedræt, og dermed kan man betragte fællessangen som et virksomt socialt værktøj til at skabe fællesskabsfølelse. Derfor benyttes det også flere og flere steder på arbejdspladser som teambuilding. Er fællessang en tilbagevendende daglig eller ugentlig begivenhed, kan det skridt for skridt bidrage til et forbedret arbejdsmiljø, forebygge konflikter og styrke fællesskabsfølelsen mellem kolleger. Fællessang bliver næppe nogensinde et egentligt brandslukningsgreb (”Har I en konflikt? Syng den her sang sammen i kaffestuen!”). Det ville være lettere komisk og hjerneklodset, fordi diktatet med stor sandsynlighed ville få de involverede til at gå i baglås. Snarere kan fællessang være en del af ”det lange lys” på organisationen og ses som en investering i de ansattes trivsel og samspil.

Skoler, der har integreret morgensang i deres hverdag, rapporterer om langt færre konflikter og større trivsel for alle børnene og siger, at fællessangen er en måde at ”nulstille” eller ”samstemme” gruppen på – uanset hvordan dagen så ellers er begyndt derhjemme og på turen til skole.

Når vi synger sammen, opøver vi evnen til at koncentrere os med fælles fokus. Vi mindes om og forstår, at visse typer oplevelser og præstationer styrkes, når vi arbejder sammen, og at vi er afhængige af hinanden i dette. Fællessang opøver en række sociale færdigheder: at tage hensyn til hinanden. At lytte efter, hvad andre synger eller spiller, og at kunne tilpasse sig det. At kunne behovsudsætte og vente på tur. At kunne falde ind på tidspunkter, der er gode for fællesskabet. At kunne rette ind efter dét, som for eksempel en arrangør har valgt, at der skal synges – eller efter dét, den stemme, man synger, nu engang er blevet givet at synge i dag, hvis der er tale om flerstemmig sang eller kanon.

Det syngende menneske lærer kort og godt, at det ikke altid kan vælge frit fra sin egen skræddersyede ”playliste” eller ”shuffle” mellem yndlingsnumrene i livet. I stedet lærer vi, at vi udgør en lille brik i den store sammenhæng: et vigtigt bidrag til den større helhed. Vi udfordrer dermed den dronninge- eller kongerolle, som digitale algoritmer former os til: hvor vi altid er ”altings centrum”, i den forstand at det, vi vises fra verden, matcher vores præferencer, ønsker og historik. Individualismen træder i fællessangen i baggrunden til fordel for det fælles samspil. Hyperindividualismen afslører sig som nøgen under de ”fine klæder”.

Kan vi have brug for mere af dette? Kan børn og unge have brug for mere af dette?

Jeg talte på et tidspunkt med en skolelærer, som jævnligt går i kirke med sin familie blandt andet for at lade individualismen træde i baggrunden til fordel for en liturgi og en helhed, som overskrider ens egen lille verden. Familiens medlemmer lærer derigennem at lade sig lede af det, der nu engang er, i stedet for at tænke, at man partout skal have en holdning til det meste. Hun fortalte også: ”Jeg har elever i min 6. klasse, som ikke er i stand til at få læst en historie højt. De kan ikke koncentrere sig om det, og de kan ikke finde ud af at være i en sammenhæng, hvor de spiller en birolle og skal passe ind i en større helhed.” Også det kan man blive styrket i at kunne i et større rum, hvor social tilpasning er en nødvendighed, for at fællesskabet fungerer. Det kan skabes og styrkes af for eksempel fællessang, religiøse fællesskaber, holdsport og koncertoplevelser med klassisk musik.

Sang og musik er tilmed universelle sprog, som kan deles af og forbinde mennesker på tværs af kulturer. I en globaliseret verden med mange tværkulturelle møder, udvekslinger og samarbejdsformer giver det mening, at vi hver især er basalt musikalsk trænet – ikke mindst i forhold til sang. Vi har dermed noget at komme med og give af (en sangskat, måske endda en historie), og vi har en tilstrækkelig musisk selvtillid og indsigt til at kunne møde andres sangskatte med nysgerrighed og villighed til at prøve dem af. Derigennem kan vi også udvise respekt og interesse for det, andre tildeler værdi. Gennem fællessangen løser mennesker med andre ord adgangsbillet til større fællesskaber; internationalt, nationalt, regionalt osv. Man kan skridt for skridt synge sig ind i en kulturkreds, et værdifællesskab og et sprog, som det tidligere nævnte initiativ Fædrelandssang på modersmål for eksempel viser vejen for.

Med andre ord er der utallige gode grunde til at inkludere fællessang i hverdagen hos både familier, på skoler, på arbejdspladser, til arrangementer, på tv, i badet osv. I de næste to kapitler vil jeg udfolde, hvordan sangtekster med afsæt i forbundethed kan blive et af de greb og ”flip” (det vil sige rotationer eller forandringer) af vores tænkning, vi behøver for at nå til at forstå os som gensidigt afhængige og forpligtede. Der er brug for en kulturel, erfaringsmæssig og sproglig oprustning for at stimulere menneskers indsigt i altings forbundethed. Her må forskellige gode kræfter mobilisere sig med det, hver især evner at bidrage med.