Går den? Spørgsmålet er det første, der falder mig ind, da jeg sidder med tredje del af Jakob Ejersbos Afrika-trilogi. Kan han virkelig fylde 712 sider mere med de samme figurer i det farveblandede Afrika, som han allerede har brugt to gode bind på? Det var i romanen "Eksil" og i novellesamlingen "Revolution". Nu sidder jeg med den knap nok bærbare bog og mærker tyngden af det ubærlige Afrika som et fysisk anliggende. "Liberty" hedder romanen, og det lyder jo forjættende.
Afrika 1980. Man kommer ind i Tanzania med den 13-årige Christian, der skal bo der med sin kriseramte familie. Far og mor har det ikke godt sammen. Mor venter barn, far arbejder altid. Og Christian skal så oven i købet til at finde ud af, at der for alvor er forskel på folk, altså sorte og hvide.
De hvide holder fast i deres privilegier. De sorte er enten tjenestefolk, som man behandler, som om kolonitiden stadig var en realitet, eller også er de det sorte regimes korrupte folk, som man skal behandle som rådne æg og med passende respekt. Gør man ikke det, kommer det til at gå én meget ilde. Man bliver frataget al ejendom, lemlæstet, dræbt – eller, hvis man er hvid, smidt ud af landet. Alle skal smøres med penge, varer, privilegier eller trusler, før noget fungerer. Lærer man ikke det, er man færdig. Ligesom man er det, hvis man ikke kan lyve og hykle – hvad enten man er sort eller hvid.
Og dog har nogle af de hvide skandinaver med udviklingsbistand i ryggen en forestilling om ligeværdighed, der ikke holder i virkeligheden. Alt det lærer Christian på den hårde måde i løbet af de 10 år, som man følger ham. Han lærer systemerne at kende og mestrer dem delvist. Han bliver en slags sort hvid. Men den slags hører ingen steder hjemme. Han er derfor ikke blot en fremmed i sin familie, men også i de sortes Tanzania. Forkert og fremmed. Ligesom han er det, da han er et år i Danmark for at tage hf-eksamen.
Den 15-årige sorte Marcus bliver Christians hjælper og ven. Han er i tjeneste hos en svensk familie, som han tror og håber vil bringe ham ud af fattigdommen. Han tillægger sig de hvide livsvaner, som Christian omvendt lægger sig efter de sortes stil. Marcus vil gøre alle tilpas i sin kamp for en plads i tilværelsen. Han bliver de hvide mænds forbindelse til de sorte arbejdere, og han bliver en hvid kvindes gigolo. Alle er ludere, som en bar-ejer siger. Det desillusionerede syn på verden bliver bekræftet igen og igen, for alle sælger sig selv i direkte eller overført forstand. Kun Claire, Marcus' kæreste, som kommer fra et pietistisk hjem ser ud til at holde sin sti ren.
Selvom Christian og Marcus drømmer om et lige venskab og partnerskab, så er den gal, fordi de trods alt ikke er lige. Marcus er fattig og vil frem og må gribe sine egne chancer i livet. "Venskab er en hobby for velhavende mennesker," forlyder det i romanen. Også den sandhed må man lære i Tanzania.
Romanen skifter kapitel for kapitel mellem Christians og Marcus' synsvinkel, så man både får den hvide og den sorte udlægning af livet og begivenhederne. På et tidspunkt da de er færdige med skolen og skal klare sig selv, forsøger de sammen at stable et diskotek på benene. "Liberty" hedder stedet, som udgør en teenagedrøm om frihed, fester og hurtige penge. At virkeligheden ikke er så enkel, får de hurtigt at mærke. Frihed kræver penge og rå magt. Og hiv og aids gør den glade ubekymrede seksualitet til en angstfyldt affære. Stofferne og spiritussen gør folk afhængige og driver ondskab og hensynsløshed op i dem.
"Liberty" er en mærkelig roman. Der er ikke meget udvikling i den, de 700 sider taget i betragtning, og så kender man dele af begivenhedsforløbet fra de øvrige bind i trilogien. Men noget sker der dog. Teenagerne bliver i løbet af de 10 år, som handlingen strækker sig over, ældre og mere erfarne. De vågner op af deres drømme om friheden.
Mest iøjnefaldende er monotonien i deres problemer med familie, venner, kærester og ikke mindst økonomien. Det er gentagelse på gentagelse af, hvordan det hele er styret af korruption og svindel. Alle hænger i suppedasen, og læseren hænger der. Side op og side ned. Et rent sisyfosarbejde. I princippet lige så enerverende som sprogets flade monotoni. Det går lettere staccato af sted med hovedsætninger, der falder uden mange adjektiver. Det er handlingerne, der tæller. En gang imellem bliver sætningskonstruktionen varieret med ufuldstændige sætninger, der sætter tempo og intensitet lidt op. Men så er vi snart tilbage i den vante gænge.
Alligevel fungerer romanen på sine egne enkle præmisser. Romanen er som den berømte brumbasse, der i princippet ikke kan flyve, men gør det alligevel. Mærkeligt nok føler jeg mig revet med af romanen og nærer en interesse for de to gutter, selvom de hverken er særlig sympatiske eller elskværdige. De er hustlere uden speciel charme. Men jeg vil gerne vide, hvordan det går dem og følger dem så hele vejen mod de sidste siders slutspil, som jeg selvfølgelig ikke skal afsløre her. Og sproget lærer jeg efterhånden at leve med som denne trilogis særlige stemme og toneart, der stemmer alt i grålig mol. Sammenlagt er de tre bind en stor og konsekvent litterær bedrift med midterdelen "Revolution" som den bedste og mest varierede. Trilogien er et svimlende kig ind i en sort-hvid afrikansk verden, hvor tingene ikke er enkle, og hvor man skal være skyldig for at overleve, som Marcus siger. Rene hænder, smukke idealer og litterært skønskriveri – glem det!
Jakob Ejersbo: Liberty. 712 sider. 349 kroner. Gyldendal. Udkommer i dag.
