Prøv avisen

Avatar - filmisk skønhed og ikke meget andet

- Foto: MARIO ANZUONI Denmark

Historien indeholder en række religiøse elementer, men er på ingen måde nyskabende eller særlig dyb

Fire ud af seks stjerne for en smuk oplevelse.

Avatar er smuk. Afsindig smuk! En visuel filmoplevelse af de helt store.
Det er vigtigt at slå fast med det samme, for John Camerons Avatar er først og fremmest en visuel landvinding for filmmediet. Der er blevet talt og skrevet meget om, hvordan Cameron til Avatar har udviklet helt nye kameraer og teknikker, for at kunne virkeliggøre sin store 3D-vision, og at dette er grunden til den lange ventetid på efterfølgeren til gigantsuccesen Titanic (1997).

Tekniske landvindinger har fra tid til anden revolutioneret filmens måde at fortælle sine historier på, som da der kom lyd på filmen og senere farve på. Flere gange har det været forsøgt at indføre 3D som en integreret del af filmen, men indtil videre er det ikke lykkedes med særlig stor kunstnerisk kvalitet. De seneste par år er der igen gjort forsøg på at gøre 3D til en mere fast del af biografoplevelsen, og flere animationsfilm er udkommet i 3D-versioner. Det har indtil videre ikke givet noget yderligere til den filmiske fortælling eller filmoplevelsen.
Men i Avatar lykkes det endelig at give et ekstra lag til fortællingen ved den visuelle effekt, og 3D-effekten kommer for første gang til sin ret.

Det er det, der kan være håbet for Avatars betydning for den kommende filmhistorie, at Camerons benarbejde kan lægge til grund for en revolution i, hvordan film fortæller sin historie rent visuelt. Det skal dog retfærdigvis også siges at der ikke skal meget til at give fortællingen i Avatar ekstra lag, da der ikke er mange lag i øko-fortællingen om den lamme tidligere marinesoldat Jake Sully, der kommer til planeten Pandora beboet af urbefolkningen navierne. Han kan styre en navi-lignende avatar og kommer derved i kontakt med navierne og langsomt lærer han deres normer og dybe forståelse for og afhængighed af naturen at kende.

Både visuelt og tematisk er Cameron inspireret af den japanske animationsmester Hayao Miyazaki, der i Vesten fik sit gennembrud med Oscarvinderen Chihiro og Heksene fra 2001. Særligt er der en tematisk inspirationen fra Princess Mononoke (1997) i den økologiske fortælling om skovfolket, der er i kontakt med naturen og den energi der binder alle skabninger sammen via Moder Jord eller Gaia. Miyazaki trækker i sine historier på sin egen kulturelle japanske mytologi, mens Camerons mytologiske univers nærmere er en kritik af de onde mennesker der udnytter naturens ressourcer for at skabe egen økonomisk vinding.

Cameron besidder ikke Miyazakis fascinerende og magiske fortælleevne, men har skabt en noget tung, unuanceret og særdeles sort/hvid øko-fortælling. Avatar er også fortællingen om den lamme mand, der til sidst kommer til at gå igen, da han har set den sande sammenhæng mellem alt levende i naturen og den universelle energikraft/Moder Jord/Gaia.

Dette står i modsætning til Bibelens fortælling om den lamme mand, der kommer til at gå igen, da han ser sin egen utilstrækkelighed i forhold til sin Skaber, og i ydmyghed må tage imod Jesus. Jesus, der netop i disse dage fejres for at tage menneskeskikkelsen på, ikke bare som en avatar, men virkelig blev menneske.

Men Avatar er som sagt en smuk oplevelse, og det er i den forbindelse at filmen har sin berettigelse. Historien og fortælleevnen er på ingen måde hverken nyskabende eller særlig dyb. Det er til gengæld de tekniske landvindinger, og den underskønne visuelle rejse i de små tre timer filmen varer er de knap så skønne 3D-briller værd.

Flemming Bo Larsen er videomedarbejder i Kristeligt Forbund for Studerende.