Det religiøse overblik

Det hævdes ofte og uforstandigt, at de tre verdensreligioner dybest set er ens. Men i en ny og vellykket bog klargøres det, at mens en del af rødderne er fælles, er hver enkelt religion helt sin egen

I Merete Engels nye bog, "Bibelen og Koranen -- ligheder og forskelle", får læseren forklaret religionernes fælles baggrund med skabelse, syndefald og patriarker, herunder Abraham, som her ses i Cavaraggios skildring "Ofring af Isak". --
I Merete Engels nye bog, "Bibelen og Koranen -- ligheder og forskelle", får læseren forklaret religionernes fælles baggrund med skabelse, syndefald og patriarker, herunder Abraham, som her ses i Cavaraggios skildring "Ofring af Isak". --. Foto: The Granger Collection New York.

En gennemgående misforståelse i den religiøse debat udgør forestillingen om, at de tre store verdensreligioner i høj grad ligner hinanden. Ikke mindst blandt ateister er dette en udbredt vildfarelse, og både de gudløse og andre med hang til forsimpling bør læse den nye bog "Bibelen og Koranen – ligheder og forskelle".

Den er skrevet af Merete Engel, der i mange år har beskæftiget sig med religion og undervisning, og som her leverer en let forståelig gennemgang af kristendom, jødedom og islam. Merete Engel mener, at den religiøse debat er præget af fordomme, og med sin bog ønsker hun at klargøre tingene ved at gennemgå religionerne inden for temaer som lov, tro og praksis, ritualer, kvinders status og de tre store stiftere, Moses, Jesus og Muhammed.

Læseren får forklaret den fælles baggrund med skabelse, syndefald og patriarker, hvor man jo i den direkte tekstsammenligning bemærker, hvordan Koranen løbende gengiver mosebøgernes passager i let omskrevet form. Undervejs i bogen optræder korte indføringer i teologiske fænomener som Luthers virke, sharialov og Jerusalems historie, hvilket ved første øjekast synes lidt rodet og kortfattet. Men man vænner sig til stilen, og bogen virker efter formålet. Religionerne bliver sammenlignet, og vigtigst af alt er det, at forskellighederne træder frem.

Hvad man nemlig frygter med et sådant velmenende oversigtsværk er, at der i den politiske korrektheds navn gøres vold på religionernes særkende. Og især er man på vagt, når forfatteren ønsker "konstruktiv dialog", hvilket ofte kan medføre triste knæfald. Men fremfor at foretage den slags udmærker Merete Engel sig ved en evne til med få ord at komme til sagens kerne. Hendes fremstilling af kristendommen er yderst præcis og loyal, og hun er helt på det rene med sondringen mellem den og de to lovreligioner. Mange præster kunne lære noget af Engels klare gengivelse af kristendommens budskab, hvor der ikke skæres hjørner for at behage sekulære sjæle. En bog som denne står og falder med fastholdelsen af vigtige dogmer, som når Engel angående dåben skriver: "For de kristne er vandet et tegn på genfødslen. Dåben er et bad, og alt det, der skiller barnet fra Gud, druknes eller vaskes væk, og barnet renses af dåbsvandet. Den døbte er under Guds nåde – et andet ord for Guds kærlighed og barmhjertighed. Dåbsvandet er symbol på livet, døden og opstandelsen og spejler dermed Jesu liv, død og opstandelse." Gad nok vidst, hvor mange sognepræster der overhovedet udtaler ordet opstandelse, når de forklarer dåben for landets forældre.

Et springende punkt er naturligvis tilgangen til islam, der ofte i ønsket om konstruktiv dialog stryges med hårene. Men Merete Engel forfalder kun i få tilfælde til dette. Det sker, når hun skriver, at der i islam ikke gøres forskel på mennesker i forhold til Gud og undlader at forholde sig tilstrækkeligt til synet på frafaldne og vantro.

Ligeledes studser man lidt, når Engel i afsnittet om kvindesyn hævder, at islam praktiserer moralsk og åndelig lighed mellem kønnene. Alene dette, at flerkoneri med selve profeten som forbillede er tilladt, og at kvinders vidnesbyrd ifølge Koranen kun gælder halvt, problematiserer unægteligt tesen om lighed.

Merete Engel understreger, at hverken burkaen eller fænomener som æresdrab og tvangsægteskab har direkte rødder i islam, hvilket er velkendt. Men når forfatteren pludselig på den måde pointerer, hvad der ikke hører en religion til, deltager hun selvsagt indirekte i debatten. Dette forsyner bogen med en mindre skævhed, men i det store billede gennemføres "Bibelen og Koranen" smukt i sin nøgterne tone. Den bidrager med et religiøst overblik i en forvirret tid og kan blive nyttig i undervisningen, både i klasseværelser og præstegårde. Og til menigmand uden særlige forudsætninger kan den anbefales som klar indføring i de tre store religioner, der ofte hævdes inderst inde at ligne hinanden.

Sandheden er, at de er overordentligt forskellige, hvilket ikke kan forklares ofte nok. Her sker det på grundig og vellykket vis.

kultur@kristeligt-dagblad.dk

Bibelen og Koranen – ligheder og forskelle. Af Merete Engel. 272 sider. 299 kroner. Haase & Søns Forlag.