Du er, hvad du spiser

Kan man med åbent sind og ærligheden i behold acceptere kødindustriens måde at behandle dyr på? Nej, mener forfatteren Jonathan Safran Foer, som i aften holder foredrag i København om sin bog "Om at spise dyr"

 -
-. Foto: colourbox.com.

Når man om godt 11 måneder ser tilbage på året 2010 og skal vælge nogle af de mest imponerende bogudgivelser i dette år, vil den amerikanske forfatter Jonathan Safran Foers "Om at spise dyr" med sikkerhed være blandt kandidaterne. Bogen er ikke blot en tankevækkende, men en ren og skær fremragende gennemgang af vores forhold til dyr og de ofte fortrængte grusomheder, som dyr udsættes for i den industrielle kødproduktion.

Foer fik sit internationale gennembrud med romanerne "Alt bliver oplyst" og "Ekstremt højt og utrolig tæt på". I sin nye bog tager Foer derimod udgangspunktet i sin personlige historie. Foer har i mange år af sin ungdom skiftet mellem at være vegetar eller at være altædende. Og i perioder har han sågar været begge dele samtidig: Han var vegetar, "der bare undertiden spiste kød", som han ironisk udtrykker det i sin yderst velskrevne og ofte meget underholdende bog.
Situationen ændrede sig imidlertid for ham, da han for nogle år siden fik at vide, at han skulle være far. Faderskabet blev ikke blot en omfattende omvæltning af hans liv, men blev også til udgangspunkt for en nærmere udforskning af sit eget forhold til kød, til dyrene og det industrielle landbrug. Konfronteret med sin søns blikke kunne han ikke længere lade være med at tage stilling til sine egne valg i livet.

I bogen gennemgår Foer nogle af dyreproduktionens mest rystende fakta: om vores eget hykleri og dobbeltmoral og om de enorme miljømæssige og sundhedsmæssige skader, det industrielle landbrug med sin skruppelløse måde at producere og udnytte dyr på forvolder vores klode. At det industrielle husdyrhold udleder 40 procent flere skadelige drivhusgasser end den samlede transportsektor, er blot en af bogens pointer, der sammenlignet med andre af dens fakta ikke engang er det værste!

Men det særlige ved Foers bog er andet end blot denne rystende opsummering af fakta. For spørgsmålet om at spise kød eller ej handler for ham om mere end mad. Det handler om vores erindringer, værdier og traditioner. Når vi ændrer vores måde at spise på, ændrer vi nemlig også vores historier, vores baggrund og traditioner. Og det er disse underliggende refleksioner over menneskenes historie, værdier, traditioner, som gør Foers bog til fremragende læsning.

Foer holder på den ene side fast i, at traditioner og familiehistorier (som for eksempel hans bedstemors lækre kyllingeret!) er værd at huske og en del af vores identitet, men insisterer samtidig på, at vi altid har mulighed for – og muligvis endda pligt til – at stille os kritisk til dem, eksaminere dem og om nødvendigt omskrive dem. Det, som bogen derfor først og fremmest handler om, er ikke bare vores forhold til dyr, men selve menneskets mulighed for at fortolke vores baggrund på en ny måde: friheden til at ændre de traditioner, vi selv kommer fra.

Alt i alt handler det derfor også om at være ærlig over for sig selv. At kunne se sig selv i spejlet uden at leve med fortrængning, hykleri og skam over at bidrage til den skandaløse måde, vi behandler vores medskabninger på.

Når man, som jeg selv, i mange år har levet sammen med en mere eller mindre militant veganer, er mange af de væsentlige oplysninger i Foers bog ikke nye. Men efter endt læsning bliver spørgsmålet om dyrevelfærd eller dyrerettigheder til et spørgsmål om ærlighed og respekt over for sig selv. Om man er villig til at tage en konsekvens af de argumenter, man har erkendt som rigtige og overbevisende. Og det er her, bogen for alvor bliver gribende. Den handler i mindre grad om dyrene end om os selv. Det handler om ærligheden over for vores egne værdier. Og her er konsekvensen af Foers bog, at jeg vist nok skal i gang med at revurdere min egen spisning af kød.

Kristeligt Dagblad bragte i lørdags et stort interview med forfatteren om bogen.

Foredraget i aften afholdes på Det Kongelige Bibliotek, Den Sorte Diamant.

Jonathan Safran Foer: Om at spise dyr. Oversat af Jan Hansen. 400 sider. 299 kroner. Tiderne Skifter.

kultur@kristeligt-dagblad.dk