Ensidig propaganda forklædt som fin forskning

Ny bog om Muhammed-krisen af danskfødt professor mangler vigtig dokumentation og fremstår utroværdig på flere punkter

Professor Jytte Klausen har i sin bog intet imod at bringe stærkt nedsættende karikaturer af paven og tidligere statsledere som George W. Bush og Anders Fogh Rasmussen (V). Hun medtager også lister med muslimske opfordringer til at straffe navngivne danske tegnere. Men at bringe bare ét billede af Muhammed, det forbyder hendes respekt for islam og forlagets krav hende at gøre. --
Professor Jytte Klausen har i sin bog intet imod at bringe stærkt nedsættende karikaturer af paven og tidligere statsledere som George W. Bush og Anders Fogh Rasmussen (V). Hun medtager også lister med muslimske opfordringer til at straffe navngivne danske tegnere. Men at bringe bare ét billede af Muhammed, det forbyder hendes respekt for islam og forlagets krav hende at gøre. -- Foto: Illustration fra bogen.

På et af verdens fineste akademiske forlag udgiver den danske professor i politik Jytte Klausen i dag det, der skulle have været bogen over alle bøger om Muhammed-karikaturerne, som rystede Danmark og verden i 2005 og 2006. Yale University Press har imidlertid med en aldeles ufin beslutning om ikke at ville bringe en eneste illustration af muslimernes profet gjort bogen til en skamplet på den frie forskning, som Danmark og USA ellers er kendt for og har skabt rige samfund på baggrund af. Bogen bringer uden reservationer karikaturtegninger af såvel pavestolen som vestlige statsledere, men altså ikke en eneste af de tolv tegninger, der ellers udgør hele bogens analytiske centrum.

Jytte Klausen burde naturligvis have valgt at få bogen trykt hos et andet forlag, som ville vægte faglig integritet og solid dokumentation frem for uldne undskyldninger højest. Men Klausen medgiver, at hun har indvilliget i betingelserne. Dermed gør hun sig medskyldig i en markant akademisk fejltagelse, som sår tvivl ikke bare om bogens illustrationer, men om hele bogens tekst og troværdighed. For på hvilke andre punkter har den ellers velskrivende og vidende danske professor slækket på kravene enten for at få lettere manøvrerum blandt muslimske kilder eller albuerum i en tilsyneladende islamforskrækket amerikansk universitetselite?

Hvorfor bekymre sig om ord, skriver Jytte Klausen i bogen som begrundelse for, at hun bruger ordet tegneserier om Muhammed-tegningerne i stedet for ordet karikaturer, der ellers ifølge hende selv sagligt set ville være mest korrekt. Argumentationen er svag. For ikke blot snydes læserne for at se karikaturerne; de får så også en fremstilling, der via upræcis sprogbrug konsekvent skaber et fordrejet billede af sagens udgangspunkt.

Bogen indeholder desværre flere mærkværdigheder. Første gang de danske imamer, som rejste til Mellemøsten for at skabe opbakning til en protest, nævnes i bogen, bliver de betegnet som overvurderede brikker i et større spil. Første gang tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen nævnes, sker det med en anklagende passus om, at det var ham, der ikke ville sige undskyld.

I bogens begyndelse præsenteres Muhammed-krisen som en sag, hvor alle parter tabte. Men i bogens slutning, hvor Anders Fogh Rasmussen er blevet udnævnt som generalsekretær for Nato og har talt venligt om islam, står der, at alle parter nu alligevel har vundet.

Jytte Klausen foretager undervejs en ikonografisk analyse af Muhammed-karikaturerne, og hun slår fast, at mindst én tegning betjener sig af nazistiske virkemidler. Men hun dokumenterer aldrig grafisk, hvad hun mener. Dermed kommer hendes forskning til at fremstå som et postulat, der kalder på kritik snarere end den anerkendelse, hun ellers kunne have fået.

For Jytte Klausen har jo talt med en perlerække af kilder. Hun er berejst og belæst. Hun formidler svært fagstof enkelt og overskueligt. Hun har også et skarpt blik for nye mediers indvirkning på de etablerede avismedier, religiøse institutioner og de politiske lag.

Klausen beskriver, hvordan internettet i flere omgange var en vigtig medvirkende faktor til at få Muhammed-konflikten til at sprede sig og gøre en lokal, dansk sag til et globalt, interkulturelt og politisk ophedet emne. Hun medgiver, at karikaturerne flere steder på internettet også er blevet forsynet med misvisende oversættelser.

Flere af de hjemmesider, der har vist tegningerne, er i dag forsvundet. Ét eksempel på digital kommunikation foreviges dog i bogen, men uden yderligere etisk refleksion. Det er en e-mail, som udlover en dusør til enhver, der vil straffe Jyllands-Postens Flemming Rose eller en af hans tolv navngivne tegnere.

Jytte Klausen sørger herudover for at omtale pressens afsløringer af den berømte sagsmappe, som danske imamer havde med til Mellemøsten, og som blev kopieret til flere politiske beslutningstagere og muslimske lærde. Sagsmappen indeholdt fejlagtigt flere stødende tegninger, der aldrig havde været trykt i danske aviser.

Alle disse oplysninger om flygtig, fejlagtig eller forulempende kommunikation peger dog kun i én retning: Et videnskabeligt referenceværk må gøre det klart for eftertiden, hvad der så rent faktisk var sandt og falsk, hvad blev trykt af hvem hvornår, og hvad der blev opfundet til lejligheden. Jytte Klausens bog indeholder mængder af værdifuld historisk, politisk, religionsfaglig og samfundsmæssig information, men den leverer ikke de fyldestgørende, veldokumenterede og afbalancerede svar på de mest afgørende spørgsmål.

En af bogens vigtigste konklusioner drejer sig om, hvorfor Muhammed-krisen overhovedet kunne blive så stor, som den blev. Klausen vurderer, at det først og fremmest skyldtes storpolitiske forhold: at mellemøstligere ledere især i Ægypten brugte og skabte folkelige protester mod karikaturerne for at vise Vesten med USA i spidsen, at de skulle holde inde med krav om folkestyre og demokrati. Se bare, hvad der sker, hvis folket her får lov til at styre!

Problemet er så bare, at når "folket" så let kunne lade sig bruge af de mellemøstlige regimer, så skyldtes det ikke mindst et mangelfuldt eller direkte fejlagtigt informationsgrundlag. At en muslimsk leder i fuld alvor ville klage til paven over de protestantiske danskeres behandling af muslimer, er en lille detalje, der blot understreger uvidenhedsgraden.

Bogen mere end antyder, at der mangler fri og reel folkeoplysning i visse muslimske dele af verden. Men hvordan skal den nogensinde kunne komme i stand, hvis end ikke forskerne fra Vestens førende universitetsmiljøer vil levere den?

De mellemøstlige ledere og deres uoplyste folkemasser, som tilsyneladende kynisk og let lader sig udnytte, kan efter at have set Klausens bog kun have lært én ting: Trusler om hævn betaler sig. Forskerne har større respekt for islam end for deres egne religiøse traditioner og politiske ledere. Og vestlige forretningsfolk, her fra forlagsbranchen, tror mere på profit og indfrielse af personlige ambitioner end på de principper om frihed, folkestyre og sandhed, som de ellers ynder at holde skåltaler om.

Jytte Klausen: The Cartoons that Shook the World. Yale University Press. 230 sider. Udkommer i dag.

hoejsgaard@kristeligt-dagblad.dk