Prøv avisen

Et personligt mesterværk for de udvalgte

Marie-Louise Jørgensen har skrevet en irriterende, men alligevel uomgængelig bog om Sjællands kirker

Ingen har så god forstand på Sjællands kirker og deres indretning efter Reformationen som Marie-Louise Jørgensen. Men nu er det desværre sådan, at museumsfolk kan skrive enormt blæret, uden at de selv ved det. Det kan ske af beskedenhed, og det er tilfældet med denne vanvittigt irriterende bog om sjællandske kirkers indretning fra Reformationen til slutningen af 1800-tallet.

Den har ingen noter, få henvisninger og beror på forfatterens egne iagttagelser og – hvilket mærkes – en masse givende samtaler. Man har fornemmelsen af, at der er så meget mere stof, men at vi kun får denne top af isbjerget. Med andre ord: Bogen skulle have været større. Mere udfoldet.

Man må have rimelig godt styr på de sjællandske kirker – gennem hovedværket "Danmarks kirker" – for at følge med. Der ofres ikke plads på forklarende mellemregninger. Hver sætning er nødvendig. Derfor tager det sin tid at pløje gennem de lige godt 100 sider. Det kan ikke nægtes, at bogen sprogligt har sin egen tone og er skrevet med en vis indforståethed, der tvinger læseren – for så vidt denne er kirkekyndig – til andre opslag og eftertanke.

Fremstillingen begynder, hvor den ender. Nemlig med, at vi ikke længere vil tilbageføre kirkerne til den oprindelige stil, som arkitekt Uldall mente det for et godt århundrede siden. Vi skal medtænke sporene af fortiden. Det gør Jørgensen så.

Kirkerne har hele tiden været ændret, men forandringerne er ofte svære at dokumentere. Jørgensen har siddet med kilometervis af kirkeregnskaber og kan derfor påvise allehånde anskaffelser og deres begrundelser. Der er bygningsspor, som afslører. Der er fotografier, men i mindre grad bruger Jørgensen maleriet som kilde. Og det er her, man næsten kan blive perpleks, når man ved, at forfatteren faktisk har publiceret og gennemgået et uhyre vigtigt maleri af en luthersk gudstjeneste fra en bornholmsk tavle.

Hver tid har haft sine behov og sin lovgivning, sine hensyn til magelighed eller i det mindste trang til ikke at lide fysisk i kirken. Der jævnføres løbende med lovgivningen, hvorved vi kommer tæt på gudstjenesten i fortiden.

Giver det mening at sætte det geografiske skel ved Sjællands kyster? Bestemt ikke. Jørgensen paralleliserer da også ofte med jyske, fynske og skandinaviske forhold. En del sager ville kunne findes i landet uden for Sjælland såsom barokke salmenummertavler og træskårne knæfald, men der er inventardele, som underligt nok ikke nævnes, skønt de også findes på Sjælland, eksempelvis dåbsengle – udskårne engle som holdere af dåbsbækkener. Men så sandelig også timeglassene på prædikestolene, som forfatteren atter de facto har skrevet en fin artikel om andetsteds.

Beskedenhed er en dyd, og det er smukt at takke andre, men i dette tilfælde har forfatteren selv skrevet en række uhyre vigtige artikler om aspekter af den her afhandlede sag. Dem ville man gerne have haft en samlet henvisning til. Det kunne Nationalmuseet godt have ofret en kvik student på.

Det er forbløffende, hvilke detaljer Jørgensen ser. Andre ville have set andre. Og dermed er sagen klar: Projektet kan ideelt set ikke gennemføres. Det kan antydes, angribes, omringes og beskrives delvist. Her er et livs observationer og erfaringer fremlagt. Hvorefter læseren straks lægger flere til. Hovedsagen er imidlertid, at enhver beskæftigelse med det efterreformatoriske kirkerum og gudstjeneste i mange år fremover må gå via denne store, lille sag på 108 sider.

kultur@kristeligt-dagblad.dk

Marie-Louise Jørgensen: Kirkerummets forvandling. Sjællandske landsbykirkers indretning fra Reformationen til slutningen af 1800-tallet. 108 sider. 129 kroner. Nationalmuseet.