Som bekendt er det i dag 20 år siden Muren faldt, og som det sig hør og bør giver det anledning til koncentreret ihukommelse i medierne. Også i nærværende avis, hvor man forleden kunne læse et interview, hvori Francis Fukuyama politolog og profet endnu engang bedyrer, at han mest havde ret i sin tese fra for 20 år siden, hvor han udsagde, at nu var historien slut og Vesten Vestens værdier havde sejret.
Nogle af os tillader os stadig at tvivle, men han har da fået en karriere ud af det.
Og vist er der grund til at erindre sig det korte moment for nu snart længe siden, hvor vi troede, at alle problemer var løst. Det viste sig, at murens fald mest var anledning til, at vi skulle til at orientere os langs en syd-nord-akse i stedet for langs den vante øst-vest-akse. Det er som at komme fra en tenniskamp til en turnering i trampolinspring. Hvis De forstår, hvad jeg mener.
Denne fornuftige bog om Muren og dens fald af Jens Winther er i den journalistiske genre. I et let tilgængeligt sprog gennemgår han hovedtrækkene i den østeuropæiske historie frem til 1989, særligt perioden fra og med Solidaritet i Polen og Gorbatjov i USSR, men også helt tilbage til Ungarn-krisen i 1956 og Foråret i Prag i 1968. Det foregår mest som en kommenteret citatmosaik, hvor forskellige danske og tyske skribenter og politikere ytrer sig retrospektivt tyske forfattere som Siegfried Lenz, Christoph Hein og Clemens Meyer, danske journalister som Leif Davidsen, Vibeke Sperling og David Rachlin og gamle politikere som Mogens Lykketoft, Per Stig Møller og Niels Helveg Petersen. Tågehornet Frank Aaen kommunist, til der absolut ikke var mere at stå på er sandelig også kommet med, måske for dog at have en med fra den anden side. Den tidligere formand for det danske kommunistparti, Ole Sohn, er sjovt nok kun med som forlægger.
Og således får vi mulighed for igen at komme i tanker om Mathias Rusts heroiske landing på Den Røde Plads med sit lille spinkle Cessna 172 B-fly i 1987 og høre lidt af Vaclav Havels første nytårstale i 1989 som præsident for et frit Tjekkoslovakiet, hvor han, efter at have fastslået, at ingen vel forventede, at også han som sine forgængere i embedet skulle fylde befolkningen med løgn om, hvor godt det gik, kastede sig ud i den mest dystre årsberetning, noget statsoverhoved vel nogensinde har aflagt: "Vort land blomstrer ikke. Vor nations store kreative, åndelige potentiale bliver ikke udnyttet fornuftigt. Hele grene af industrien producerer ting, der ikke er interesse for, mens vi mangler det, vi har brug for."
Vi kan også genopleve Gorbatjovs besøg i DDR i oktober 1989, hvor han leverede Honecker det dødskys, der figurerer i bogens titel, og sagde de bevingede ord, der udgør undertitlen. Det er uklart, om han mest tænkte på Honecker eller sig selv, men Christoph Heins funderinger over ordene er egentlig tankevækkende: "Det er et stort spørgsmål, om ikke det er dem, der kommer for tidligt, der altid bliver straffet. Alle bliver straffet, også dem, der kommer i rette tid. Af historien kan man se, at det egentlig er dem, der kommer for sent, der bliver straffet mindst, så det, Gorbatjov sagde dengang, var egentlig ikke så klogt. Honecker blev faktisk ikke straffet."
En bog for de belæste i emnet, de uvidende eller snarere for dem midt imellem? Nok mest de sidstnævnte, som blot har brug for et lille brushup af, hvad de godt ved i forvejen. De belæste vil finde den for tynd og de uvidende savne noget mere baggrund.
Jens Winther: Dødskysset den der kommer for sent bliver straffet af livet. 238 sider. 249 kroner. Forlaget Sohn.