Der er regler for alt. For de københavnske promenader. For småbørnsforældres udenomsforbindelser. For samkvemsret. To arkitekter taler i "Drømme i København" om vanskeligheden med at indpasse deres visioner for promenader i et København gennemsyret af regler. Så klippes der til to veninder, der hen over barnevognen diskuterer regler for de sidespring, de sidestiller med en ugentlig badmintonaften. Straks rask videre til to yngre mænd, der hviler deres ketsjere, mens de samtaler om de betingelser, der styrer fælles forældremyndighed.
De tre korte scener blotlægger Max Kestners dokumentariske metode. Hjulpet af Anne Østeruds spændstige montager knytter instruktøren tråde og overraskende forbindelser. Mellem steder. Mellem mennesker. Mellem ideer. Og sådan set også mellem de drømme, som vel på en skæv måde er emnet for Kestners københavnerportræt. Titlen er trods alt "Drømme i København".
Metoden går igen fra Kestners tidligere film, hvor den selvbiografiske "Rejsen på ophavet" udgør en hjørnesten i den moderne dokumentar. De associative spring, brugen af rekonstruktionen og tydelig iscenesættelse af de medvirkende. Det samme gør stilen. Den kølige billedkomposition i distancerede billeder stillet op mod lydlige nærbilleder af personer, der således situeres i rummet. Som tilskuer må man tage ordene for pålydende, når man fratages muligheden for at læse følelser ud af personernes ansigter. Henrik Ipsens kamera bevæger sig kun i roligt afmålte kranture og kamerature på skinner.
"Drømme i København" holdes sammen af tre personer. En handlende udi dødsboer og bedre marskandiservarer, en skolepige, der pendler mellem far og mor, og en yngre kvinde med store forventninger til sin første lejlighed. Det handler om på samme tid at være sig selv og være en del af noget, konstateres der. Instruktørens lakoniske fortællestemme skaber finurlig sammenhæng og drøj poesi med opremsning af fakta og statistik. Noget relevant, andet anekdotisk.
Kestner ser Københavns kaos fra oven, zoomer ind og skaber forbindelser. Aldrig logiske eller regelstyrede. Altid tilfældige eller omhyggeligt konstruerede. Det er en idiosynkratisk, nærmest Greenawaysk form for ordning, systematisering. I "Rejsen på ophavet" bar metoden frugt, fordi den i den grad var forankret i erindringen, det subjektive og en række konkrete genstande. I "Verden i Danmark" og nu "Drømme i København" truer ciseleringen og tomheden. For hvad er konstruktion, og hvad er rekonstruktion? Det ligner showoff, når Kestner mod slutningen lader en kvinde stige op af badet, hvorefter kameraet trækker sig tilbage ud gennem vinduet over baggården og ind i en anden lejlighed, hvor beboeren er intetanende om det spektakulære skue. Så tæt bor københavnerne. Så tæt forbundne er vi. I hver vores lejlighed, i hvert sit univers. Fint nok, men er det det?
Drømme i København. Danmark 2009. Instruktion: Max Kestner. 72 minutter. Premiere i 7 biografer.