Madsen igen og igen

Erik Skyum-Nielsen og Lars Green Dall er begge aktuelle med bøger om den århusianske forfatter Svend Åge Madsen

Svend Åge Madsen, Bellevue strand, Århus.
Svend Åge Madsen, Bellevue strand, Århus. Foto: Flemming Jeppesen

I anledning af Svend Åge Madsens 70-års-fødselsdag er der udkommet to meget forskellige bøger om forfatterskabet.

Den ene er skrevet af Erik Skyum-Nielsen, eller rettere nedskrevet af ham, og bærer vidne om en række levende samtaler med Madsen. Den anden bog er en samling artikler, essays og digte skrevet til ære for fødselaren af kolleger, akademikere og familie.

Lad mig begynde med samtalebogen og slutte med artikelsamlingen.

Det er en god idé at sætte Erik Skyum-Nielsen og Svend Åge Madsen over for hinanden til en række samtaler om Madsens verdensbillede og forfatterskab. De synes at være ligeværdige i evne til at diskutere komplicerede problemstillinger, og de har nogenlunde ens forudsætninger herfor i form af omfattende belæsthed inden for litteraturen.

Rollerne er fordelt sådan, at Skyum-Nielsen skiftevis spørger og analyserer, mens Madsen besvarer, uddyber og nuancerer.

Der tales om forskellige emner som arbejdsmetode, læsning af klassikere, brug og misbrug af genrer, sammenhæng og brudflader i forfatterskabet, fortolkning og fejlfortolkning af værker samt endelig det verdensbillede og dobbeltsyn på tilværelsen, der forener de mange bøger.

Samtalerne fandt sted hen over sommeren og omhandler også Madsens seneste roman, "Mange sære ting for". Man har overalt en fornemmelse af, at samtalerne var båret af nysgerrighed og humor, og denne atmosfære er formidlet i den lydhøre nedskrivning af samtalerne. Skal jeg kun citere et enkelt sted fra bogen, må det blive der, hvor Skyum-Nielsen spørger, om man så bliver bedre til at leve ved at læse litteratur, og svaret lyder:

"Ja, i et vist omfang. Man bliver jo også bedre til at leve ved at snakke med andre mennesker. Det ved vi, at vi bearbejder vores ting, vi får vores holdninger, vi udarbejder vores forståelse af verden ved at snakke sammen. Og det at læse er jo også indimellem en slags dialog med nogle fornuftige mennesker, så man får da bearbejdet sine holdninger og reaktionsmuligheder på samme måde, som man gør i dagligdagen, i diskussionen med vennerne, hvor man kommer igennem nogle ting."

Det må siges at være et betryggende svar til alle dem, der bruger en stor del af deres liv på at læse litteratur. Jeg savner kun et spørgsmål i bogen, og det går på, om Madsen ikke læser og forholder sig til den samtidige udenlandske og danske litteratur? Vi hører om inspirationer fra Shakespeare, Kierkegaard og Seeberg, men er der slet ingen yngre forfattere, Madsen interesserer sig for?

Den anden bog om Madsens forfatterskab har titlen "At fortælle Svend Åge Madsen", og den består som sagt af en række personlige kærlighedserklæringer til forfatterens univers. Et par af bidragyderne er så nære bekendte af forfatteren, at de nøjes med skrive "Svend Åge".

Bogen belyser de mindre kendte dele af forfatterskabet, og fremhæves kan Henrik Skov Nielsens læsning af krimien "Blodet på mine hænder", som Madsen skrev sammen med sin kone under pseudonymet Marianne Kainsdatter.

Der er tillige artikler af mere erindrende, anekdotisk art og små skønlitterære stykker skrevet af både yngre og jævnaldrende forfatterkolleger. For eksempel støder man i bogens slutning på en tekst af Peter Laugesen, der begynder således: "Tennis læste jeg mig i første omgang til. Derefter praktiserede jeg slagene ude i gården op ad muren med en gammel træketsjer".

Andetsteds i bogen får man fra Christian Braad Thomsen at vide, at Svend Åge Madsen foruden at skrive alle disse elskede bøger også spiller tennis. Og således bliver vi med disse to udgivelser lidt klogere på Madsen og hans mange sære bøger.

Erik Skyum-Nielsen: Møder med Madsen. 226 sider. 198 kroner. Aarhus Universitetsforlag.

Lars Green Dall (red.): At fortælle Svend Åge Madsen. 229 sider. 249 kroner. Klim.

kultur@kristeligt-dagblad.dk