Med New York og Blicher i blodet

Naja Marie Aidt og Mette Moestrup hører til tidens mest fejrede lyrikere. Bedømt ud fra deres aktuelle digtsamlinger kan man godt forstå, hvorfor Aidt får roser, mens betagelsen af Moestrup er mere uforklarlig. Det hele er set før

Naja Marie Aidt skriver blandt andet om et længere ophold i New York, mens Mette Moestrup har fat i barndommens land i "Jævnet med jorden".
Naja Marie Aidt skriver blandt andet om et længere ophold i New York, mens Mette Moestrup har fat i barndommens land i "Jævnet med jorden". Foto: .

Naja Maria Aidts nye digtsamling hedder "Alting blinker", og det er i sandhed som at komme ind i et spejlkabinet af sprog, når man bevæger sig igennem værket. Anledningen til bogen er angiveligt, at forfatteren har bosat sig i New York, som jo stadig har status som smeltediglen over alle, hvad angår forskellige nationaliteter og livsmåder. Og Aidt har som i sine tidligere poetiske værker en fantastisk evne til at lade alle mulige stemmer fra den sociale omverden interagere i det poetiske udsagn, således at konflikter og brudflader mellem forskellige personer og normer blotlægges. Hør blot, hvordan det lyder, når Aidt blander ydre og indre og erindring og sansning i sin poetiske tour de force med centrum i nutidens New York: "Jeg siger ikke noget selv. Men ihukommer/ intet mindre end feberrystelser fordi nogen har sagt at gadefejere/ pr. definition er børnelokkere thi der var mange visne blade i mit/ kvarter. Men det her er altså et neighborhood. Og vi hører sang fra fire/ kirker blande sig i den tynde søndagsluft, min albanske veninde bringer/ egnsretter og sød te, vi indtager det hele på trappesten, jeg lidt sky,/ hun alvorligt talende om en japansk frisørs manglende evner for krøller."

I modsætning til en række andre danske digtere, der anvender en flerstemmig strategi i deres poesi, er der hos Aidt altid tale om en skarp politisk og social kritik. Modsætningen mellem sociale klasser, racismen og kvindeundertrykkelsen er således temaer, der i Aidts digte trækkes på tværs af tider og landegrænser, og vi befinder os i digtene ud over i New York og Danmark i blandt andet Dansk Vestindien og på Grønland, hvor Aidts nådesløse udstilling af imperialismen og dens følger er særdeles hårdtslående. Blandt andet på grund af den raffinerede humor. Nyd blot det følgende absurdistiske nummer fra "Alting blinker": "hvis du kommer til Danmark/ kan du klæde dig ud som/ wienerbrød/ så kan du bo/ i bagerens vindue/ indtil du bliver spist/ eller smidt ud/ så ligger du ingen/ til last".

Mette Moestrup har skrevet en bog med titlen "Jævnet med jorden", der passende kan kaldes en romancollage. Genrebetegnelsen dækker over, at der i værket foregår en fusion mellem to typer værker, nemlig på den ene side den klassiske slægts- og erindringsroman og på den anden side den avantgardistiske collage. Hvad angår slægtshistorien får vi en gribende beretning om, hvordan hovedpersonen i sin voksne alder oplever, at en vandmølle, der har tilhørt hendes familie i generationer, bliver revet ned, og hvordan hovedpersonen knivskarpt erindrer og reflekterer over sit forhold til tre ældre kvindelige familiemedlemmer, nemlig mormoderen, mormoderens søster og moderen. Det handler om kvindelig identitet, kropslighed og seksualitet, og der gås også tæt på forholdet til det mandlige køn. Modsat denne beretning, der fanger læseren og virkelig viser, at Mette Moestrup er en glimrende fortæller, når hun har noget på hjerte, er den avantgardistiske impuls i værket mindre interessant. Der er her dømt metafiktion på alle mulige og umulige måder i værket. Dette består af 68 tekststykker, hvilket svarer til, hvad man finder i St. St. Blichers "Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog", hvis hovedperson også ligesom den person, Moestrups jeg har et kærlighedsforhold til, hedder Morten. Og så er der anbragt Klaus Høeck-agtige "ordaffaldsrester" under hvert af afsnittene, understregninger og kursiveringer af bestemte gloser, og gudhjælpemig om det sidste afsnit ikke er en systemtekst med 69 ens indledte afsnit med sort baggrund og lysende grøn skrift. Det hele kunne uden tvivl have været spændende, hvis det ikke var, fordi den slags er set så mange gange før i dansk konkretisme fra slutningen af 1960'erne, og hvis det ikke var, fordi de mange intellektualistiske og subtile æstetiske greb simpelthen truer med at kvæle de oplevelseskvaliteter, som ligger i værkets fortælling.

Så min konklusion er, at Moestrups projekt er faldet fra hinanden. Hun har i "Jævnet med jorden" vist, at hun mestrer at fortælle fremragende, ligesom hun i sin tidligere digtsamling "King Size" demonstrerede, at hun er en sublim poetisk eksperimentator. Men i forsøget på at få disse to koncepter til at samvirke i et værk er hun kæntret. Og man kan uden tvivl vente sig noget langt bedre af hende i fremtiden.