Michael Sheridan er en kærlig og kyndig kender af nyere dansk arkitektur og design.
Den amerikanske arkitekt – født 1967 og bosat i New York – har blandt andet tilrettelagt en Poul Kjærholm-udstilling på Louisiana og skrevet en bog om museet i Humlebæk. Selvfølgelig er han tjekket ind på værelse 606 på Royal Hotel, der er noget ganske særligt, fordi det stadig er indrettet, som Arne Jacobsen gjorde det – og har skrevet en bog om dét. Og så har han begået en bog om nogle af 1950’ernes bedste enfamiliehuse, der nu udkommer i femte oplag.
Mellem- og efterkrigstiden er en glansperiode i dansk arkitektur og betegnes ofte – og også af Michael Sheridan – som en guldalder.
Efterfølgende var der meget, der gik galt på grund af industrialiseringen og effektiviseringen af byggeriet, der på den anden side skete ud fra de bedste motiver om at give såkaldt almindelige mennesker mulighed for at få en bedre og større, lysere og mere moderne bolig. Gerne uden for byerne og væk fra den ældre, nedslidte boligmasse.
Guldalderen var rig på ekstraordinært mange, begavede arkitekter, der gennemgående forstod at vende tidens materialemangel til et smukt og enkelt, æstetisk udtryk. Og – og det er virkelig en bedrift – ikke blot kopierede udenlandske tendenser i tiden, men formåede at omsætte dem til en regional tone i pagt med ældre traditioner i dansk arkitektur for bedre byggeskik og indpasning af byggeri i landskabet. Hvor eksempelvis den amerikanske modernisme kan være afvisende, kold og knivskarp som pressefolder, møder man i periodens danske arkitektur hyppigt et blødere, mere organisk, naturefterlignende udtryk.
Perioden mangler ikke eksempler på fornem bygningskunst.
Tiden falder sammen med den gryende velfærdsstat med udbygning af samfundets infrastruktur som rådhuse, biblioteker, uddannelsesinstitutioner – og mange kirker til de nye forstadskvarterer ikke at forglemme. Dertil kommer mange fremragende etageejendomme og rækkehuskvarterer. Men Sheridan har fokuseret på noget af det mest eksklusive: enfamiliehuset.
Det danske enfamiliehus’ guldalder tog sin begyndelse i efteråret 1952, skriver Michael Sheridan i sin meget læseværdige bog om tidens bedste, modernistiske villaer. Det var nemlig på det tidspunkt, Utzon færdiggjorde et 112 kvadratmeter stort hus til sig selv og derved satte barren højt for sine arkitektkolleger.
Det kan ikke have været nemt at udvælge de 14, det er blevet til. Men de er så til gengæld særligt markante, fordi arkitekterne i adskillige tilfælde har været deres egen bygherre – eller det har været villaer til venner – hvilket betyder, at arkitekten har kunnet arbejde mere frit og konsekvent og virkelig føre sine idealer ud i livet som en arkitektonisk programerklæring.
For nu at nævne de mest kendte er det huse af blandt andre Arne Jacobsen, Jørn Utzon og Vilhelm Wohlert samt Inger og Johannes Exner.
Sidstnævnte, der er mest kendt for adskillige kirkebyggerier og for transformationen af Koldinghus, erhverver i begyndelsen af 1960’erne en grund i Skodsborg, der ville være en udfordring for de fleste, fordi dele af den var fredet.
Der lå et monument, Mathildehøj, på grunden, og af den grund var der en række begrænsninger for byggeriets placering og størrelse, som ægteparret Exner vendte til deres fordel, da de tegnede og opførte eget hus med plads til de unge års tegnestue.
Heldigvis er bogens billedside gavmild, for det er den, man er nødt til at holde teksten op imod. Det er en privatbolig uden offentlig adgang. Det, man så kan glæde sig over i den forbindelse, er, at Exners hus er erhvervet af den filantropiske forening Realdania og udlejes på markedsvilkår.
Det og andre af arkitekternes egne huse i Realdanias skattekiste er altså sikrede som en del af kulturarven, og når boligerne skifter lejere, er der som hovedregel adgang for interesserede et par dage.
Fotografierne af villaen med smukke træ- og murstensflader og vinduer, der åbner for udsyn til grønne omgivelser, viser, hvor gennemtænkt Inger og Johannes Exner udnyttede begrænsningerne til den bedste løsning. Ud over det forhold, at kun en meget lille del af grunden måtte bebygges, spillede økonomien en rolle.
Som mange andre i tiden fik Exner statslån til byggeriet, og også det kan være en medvirkende årsag til, at villaen ikke er prangende, men enkel og regulær og i pagt med gamle danske byggetraditioner. Alt sammen er det med til at understrege en vigtig kvalitet ved dansk modernisme: mådeholdet. Hellere et underspillet udtryk end det modsatte.
Michael Sheridans bog er skrevet med let hånd og befriet for unødvendig arkitekturjargon.
Fortællingen indledes med en oversigt over perioden, hvor der fint fremhæves adskillige forudsætninger. Som for eksempel, at moderne arkitektur – med Michael Sheridans ord – har ”sit intellektuelle udspring” i 1860’ernes engelske Arts and Crafts-bevægelse, fordi bevægelsen er en reaktion mod trivialiseringen og vulgariseringen af vores fysiske omgivelser og et forsvar for håndværksmæssig kvalitet.
Ved at betone sammenhængen mellem form og funktion (gen)opdagede arkitekter dyder i den nøjsomme nødvendighedsarkitektur, man for eksempel kan møde i ældre danske landbrugsejendomme. På grund af en sen industrialisering af byggeriet i Danmark fik håndværkere og mindre værksteder længe en mulighed for at arbejde med traditionelle materialer og konstruktionsmetoder. Kombineret med æstetiske idealer om enkelthed i udtrykket resulterede det i mange smukke byggerier.
Ofte er fortællingen om dansk funktionalisme, at den er opstået under påvirkning af Bauhaus og andre udenlandske strømninger – men Michael Sheridan betoner også, hvor stor en betydning arkitekturtraditionen havde. Det var, som om den nye klassicisme i begyndelsen af 1900-tallet havde gødet jorden, og det er ligeledes interessant, hvor stor vægt forfatteren tillægger en vigtig skikkelse i tiden som arkitekten bag Grundtvigskirken, P.V. Jensen-Klint (1853-1930).
P.V. Jensen-Klint fik en meget stor betydning for senere arkitekter, fordi han insisterede på enkelthedens styrke. Det er den samme kvalitet, man kan møde i Michael Sheridans eksempler på mesterlige enfamiliehuse.
At monumentet for Grundtvig er blevet kaldt en gigantisk landsbykirke, er ikke noget tilfælde. Som Michael Sheridan også fortæller, studerede Jensen-Klint de gamle danske landsbykirker og beundrede dem for deres ”ukunstlede skønhed”. På samme vis integrerer han fuldstændig udsmykningen af kirken i murstensarbejdet.
P.V. Jensen-Klint får de sidste ord i denne omgang. Forfatteren citerer ham for at sige følgende – der fint dækker den guldalder, Michael Sheridan skriver så indbydende om:
”Lad os dyrke tingene, fladen, stoffet efter sit væsen, aldrig indlade os på gammel stilafskrivning, men gennem grundig tilegnelse af de gamle tiders gennemførte kultur og værdige stilholdning dyrke vores personlige stil med tanken om at skabe skønne og storladne omgivelser for menneskets liv og færden…”.