Opråb fra en nationalromantiker

Ole Hyltoft er dybt forelsket i Danmark og vores historie og kultur. Denne kærlighed gennemsyrer på godt og ondt hans nye debatbog, der bærer et fint ærinde, men også en noget vidtløftig tone

Skulle man have glemt, hvad der kendetegner en ægte nationalromantiker, bør man læse Ole Hyltofts nye debatbog, "Tør du være dansk?". Hyltoft er forfatter, journalist og næstformand i DR's bestyrelse, og med sin nye bog vil han mane til besindelse på folkelighed, fællesskab og fælles historie.

Bogen består af en række korte kapitler, hvor pointerne nærmest remses op som resultaterne på en tipskupon, og hvor de kortfattede synspunkter er flere end de grundige analyser. "Tør du være dansk?" er opdelt i temaer som hjemlighed, rodløshed, skønhed og evighed, og læseren præsenteres for nogle af de diskussioner, der i de senere år har præget nationen.

Som udgangspunkt konstaterer Hyltoft, at det længe har været upopulært at tale positivt om begrebet folkesjæl, mens især det globale og multikulturelle i stedet opfattes som det rette menneskelige grundlag. Som modsvar hævder Hyltoft, at intet kan måle sig med den nære samhørighed mellem landsmænd, der vokser frem gennem sproget, minderne, kulturen og landskabet, og som åndelig ballast citerer han flittigt digtere som St. St. Blicher, Jeppe Aakjær og Grundtvig. I denne blanding af debat og poesi fremstår bogen med sin stort set entydige hyldest af det danske fællesskab som et slags digterisk kampskrift.

Hyltoft har en lang socialdemokratisk fortid bag sig, og han forsømmer ikke at kritisere partiet i dag. Mens bestræbelsen tidligere var "at højne", fordi respekten for kulturen blandt socialdemokrater var intakt, mener Hyltoft, at folkeligheden i dag er blevet opløst i kulturradikale standarder. Om partiet siges det: "- som en aktiv folkelig bevægelse er det døende. Vejen er åben for, at andre kan rykke ind og få folkeligheden - danskheden, om man vil - til at tro på sig selv."

Få kan være i tvivl om, hvem Hyltoft her blandt andet hentyder til, for det er en uhyre velkendt analyse, at Dansk Folkeparti har overtaget en stor del af socialdemokraternes folkelige mandat. Hyltoft er på folkets side og tillægger danskerne en mental homogenitet, næppe alle kan genkende, mens han pudsigt balancerer mellem det nøgterne og det sentimentale.

På den ene side lyder der særdeles barsk tale om den måske potentielle bøddel "gemt i vores flinke muslimske grønthandler", og på den anden side svømmer Hyltoft rørt hen i hyldest af det jævne menneske, der hver dag går på arbejde. Forfatteren bærer på en yderst følelsesladet utopi, og flere steder understreger han, at civilisationens skønhed ligger foran os og ikke bag os. Dermed er Hyltoft noget så sjældent i dansk debat som en mand, der dyrker det gode i mennesket uden samtidig at forfalde til naivitet i synet på det multikulturelle samfund. Denne særlige blanding af realisme og utopisme er bogens mest interessante særkende.

Temaerne er nemlig ikke i sig selv nye, og der optræder for mange ustrukturerede udsagn, som når Hyltoft på få linjer springer fra kritik af omskæring af muslimske piger til opfordring til fredelig sameksistens med dyrene. Decideret luftigt bliver budskabet, når han inddrager det religiøse og skriver: "Med religionernes vigen eller deres overgang til fanatisk had udsultes sjælen. Men forløsningen ligger lige for. Uden de andres sjæl eksisterer min ikke. Din, min og alles sjæle er en enhed. Gennem denne enhed er fællesskabet vores evighed."

Dette lidt tyndbenede forsøg på en slags guddommeliggørelse af fællesskabet får Hyltoft til at fremstå som en gryende fantast, hvilket er en skam, for han kan godt analysere med substans. Det gør han for eksempel i sin kritik af moderne og udtryksløs arkitektur set i forhold til 1800-tallets husrækker, der står som "victorianske bryggerheste" med fylde og karakter.

Her oplever man Hyltofts kloge fokusering på forankring i modsætning til det upersonligt abstrakte, men med de digteriske og småreligiøse friløb svækkes linjen, og man mistænker Hyltoft lidt for i sin endeløse besyngelse af nation og slægt at se det, han vil se. Og med ukuelig tro på fremtiden skriver han i bogens sidste del: "Vi skal synge: Om hundrede år er alting meget bedre. Og jeg og min nabo og mine børn giver verden et lille puf frem mod denne lysere fremtid." Ole Hyltofts danske drøm er velment, men fremstår sine steder en smule karikeret, og hans bog er ikke ubetinget vellykket.

Sikkert er det dog, at den er helt sin egen.

Ole Hyltoft: Tør du være dansk? Oder til fællesskabet. 188 sider. 229 kroner. Hovedland.

kultur@kristeligt-dagblad.dk