På sporet af morskaben

Det anderledes og forjættende ved "Sherlock Holmes" årgang 2009 er komikken, der leveres med charme og præcision af to af tidens populæreste skuespillere

Man er i godt selskab med Jude Law som dr. Watson (tv.) og Robert Downey Jr. som Sherlock Holmes (th.). --
Man er i godt selskab med Jude Law som dr. Watson (tv.) og Robert Downey Jr. som Sherlock Holmes (th.). --. Foto: Sandrew Metronome.

Sherlock Holmes er en af populærkulturens længstlevende helte. Han slog for alvor igennem, da Arthur Conan Doyle fra 1891 udgav den første af en lang række korte Holmes-fortællinger. Her til lands kom de første oversættelser fra 1893. I begyndelsen af det 20. århundrede fik Holmes stor succes på scenen, også i Danmark, og det nystartede Nordisk Films Kompagni lavede ikke færre end 12 korte Sherlock Holmes-film omkring 1910. Siden har talrige film- og tv-versioner vist os forskellige versioner af Holmes.

I britiske Guy Ritchies "Sherlock Holmes" møder vi Robert Downey Jr. som titelfiguren og ingen ringere end sommerens Hamlet, Jude Law, som hans ven og hjælper, dr. Watson. Ritchie har med stort held og en fantastisk dynamik lavet de gamle detektivhistorier om til en actionkomedie. Der er ikke tale om en filmatisering af en bestemt af de oprindelige historier, men filmen har nogle karakterer tilfælles med dem: Irene Adler, der - som kendere vil vide - snørede Holmes i fortællingen "En skandale i Bøhmen", spiller en vigtig rolle. Det samme gør Holmes' ærkerival, alle superskurkes fader, professor Moriarty.

Man kan genkende træk fra Conan Doyles fortællinger, men det er især forskellene, der springer i øjnene. Uanset om man kender "sin" Holmes i forvejen, kan man have det sjovt i selskab med Robert Downey Jr. og Jude Law. Deres individuelle præstationer og ikke mindst deres samspil er urkomisk i en voldsomt underholdende historie, der låner mystik fra Dan Brown og action fra James Bond.

Ud over at være en stor analytiker er Holmes i filmen et gevaldigt rodehoved og lidt af en kludremikkel. Han er også en ualmindeligt ferm udøver af en ikke særlig nobel form for boksning, og så er han ikke ligefrem verdensmester i at begå sig mellem andre mennesker. Især kvinderne volder ham besvær, og han glider af, hver gang Irene Adler forsøger at gøre deres forhold andet og mere end arbejdsmæssigt. I filmens løb forsøger Watson at flytte fra de to ungkarles fælles bolig i Baker Street 221B.

Det bryder Holmes sig ikke om, og han forsøger på alverdens måder at få Watson til at indse, at han er galt afmarcheret, når han sådan vil flytte sammen med sin forlovede. Filmen mere end antyder, at der eksisterer en relation mellem de to mænd, som går ud over det blotte venskab. Måske Holmes bare ikke kan lide at blive voksen og dermed slippe det drengede fællesskab med sin gode kammerat; måske han egentlig er forelsket i Watson.

Der er selvfølgelig også en mystisk forbrydelse i filmen. Ikke én, der skal opklares; men én, der skal forhindres. Der er masser af forfølgelsesscener, slagsmål, sprængninger og en afsluttende "når-han-det"-sekvens. Den slags kender vi fra alle mulige andre film i genren. Men det anderledes og det forjættende ved "Sherlock Holmes" årgang 2009 er komikken, der leveres med charme og præcision af to af tidens populæreste skuespillere.

Sherlock Holmes. USA 2009. Instruktion: Guy Ritchie. 128 minutter. Premiere juledag i 55 biografer.

kultur@kristeligt-dagblad.dk