Skarpt set

Efter fem romaner tager Lisbeth Brun nu springet til novellegenren. Hun gør det med dygtighed

Lisbeth Brun har netop udgivet novellesamlingen "Plan B". -
Lisbeth Brun har netop udgivet novellesamlingen "Plan B". -. Foto: Michael Koch Denmark.

Lisbeth Brun bevæger sig i sit forfatterskab ligeså hjemmevant i schweizisk og københavnsk middelklasse som i jysk og norsk arbejdermiljø. Og ligeså ubesværet har hun nu foretaget springet fra romangenren – med 5 velomtalte romaner på bagen – til novellegenren med dens iboende krav om strammere styring.

Novellerne udfolder sig typisk i et provinsbymiljø, flere af dem i 1950'erne og 1960'erne. Fokus er på mennesket i samspil med andre: i parforholdet og familien, blandt naboer, venner og kolleger. Synsvinklen er ofte placeret hos en hovedperson, der iagttager det liv, som udfolder sig omkring ham eller hende, og hvis reaktioner på de andre vi kommer tæt på.

"Vinteren 42" drejer sig om et barns stadig større indblik i de voksnes verden. Forældrene har hemmeligheder over for drengen, udsprunget af morens oplevelser under krigen med tyske soldater, og han hører natlig gråd og skænderier, som han ikke forstår. Morens angst bliver udfordret, da tyske turister lejer sig ind nær familiens sommerhus. For drengen er de som anderledes både fascinerende og skræmmende, og mødet bringer ham nærmere en forståelse af de voksne. Her gives et nænsomt og flertydigt barneportræt.

I "Efter det med dyrene" er hovedpersonen en voksen kvinde, der efter en skilsmisse synes ribbet for livsindhold og selvfølelse. Dagene går med at iagttage naboernes tilsyneladende så farvestrålende liv med mange gæster og grillmiddage på terrassen. Efterhånden afsløres dets bagside, og hovedpersonen tør lade den handlekraftige og slagfærdige nabokone komme ind på livet af sig. Derved er hun på vej ud af iagttagerrollen og atter ind i menneskelige relationer. Novellen betoner håbet og forandringen som en mulighed.

I noveller om parforhold er det ofte følelser af utilstrækkelighed og utilfredshed, der er på spil. De gnaver i det skjulte for pludseligt og dramatisk at komme til udtryk, som når hustruen i titelnovellen lader sin jalousi eksplodere i en hævnakt mod den, hun tror, er ægtemandens elskerinde.

Ikke alle noveller er ligeså vellykkede. Der er bagateller, "Naboerne", og for kraftigt markerede pointer, i "Cykelpiloten", men som helhed overbeviser samlingen om, at også novellegenren hører til Lisbeth Bruns repertoire. Hendes force er lavmælte, fintmærkende registreringer af relationer mellem mennesker og skarpt sete detaljer om tid og miljø. Flere steder med en humoristisk undertone.

kultur@kristeligt-dagblad.dk

Lisbeth Brun: "Plan B". 168 sider. 229 kroner. Gyldendal.