Udfordringen i historiske romaner er som bekendt, om det lykkes forfatteren at leve sig ind i datidens bevidsthed. Ikke kun faktuelle forhold skal forekomme troværdige, også noget så uhåndterligt som det mentale skal have et historisk touch, som farver tankesæt og selvopfattelse efter tiden.
Maria Helleberg har et imponerende stort historisk forfatterskab bag sig, oftest bygget på omhyggelig research og med sans for tidskolorit og historiske problemstillinger. Det gælder også hendes nyeste om Anne Sophie Reventlow, der fik en usædvanlig skæbne.
Som 18-årig mødte hun kongen, Frederik IV, ved et bal på Koldinghus; de forelskede sig i hinanden, og året efter lod han hende bortføre fra Clausholm, hvor moderen holdt hende under skarpt opsyn af frygt for, at hun skulle blive kongens maitresse. Det blev hun, dog med en vis position, idet kongen lod hende vie til sin venstre hånd. Da den forsmåede dronning Louise døde ni år efter, kunne Anne Sophie indtræde i hendes plads som ægteviet hustru og dronning.
Helleberg lader os møde Anne Sophie i 1742. Da har hun været holdt indespærret af Christian VI siden Frederiks død 12 år tidligere; kong Christian havde en forsmædelig behandling af sin mor, dronning Louise, at hævne.
Anne Sophie har brugt de mange år indelukket i sit barndomshjem til at sørge og sone. Sørge over dels ægtemanden, dels deres seks børn, som alle døde inden det første år. Og sone, fordi så megen ulykke nødvendigvis i tidens optik måtte være Guds straf og udtryk for, at hun og kong Frederik havde syndet med deres kærlighed.
Da romanen begynder, føler Anne Sophie imidlertid, at hun har sonet tilstrækkeligt. Under påskud af at ville hjælpe godsets præst med at finde sin elskede påbegynder hun en forbudt rejse mod København. Hun vil ind at se, hvordan hendes forhadte stedsøn har ladet København præge af pietismen. Alle teatre og anden morskab var blevet bandlyst. Undervejs får hun følgeskab af Holberg, der er lige så vred over teaterforbuddet, og de koketterer med at forlade landet og slå sig ned i Moskva.
På turen lader Helleberg sin hovedperson kigge tilbage på sit liv. Vi får et indblik i en adelig piges materielt privilegerede, men følelsesmæssigt barske opvækst, hvor forholdet til moderen var præget af afstand og konkurrence. Også Anne Sophies udvikling står skarpt og ægte, fra den forelskede pige, hvis hovedærinde er at byde moderen trods, til den aldrende dronning, der har fået indsigt og selverkendelse af modgang. Interessant er også indblikket i tidens skiftende normer, og her kan man som moderne læser identificere sig med den mistro, forfatteren via sin hovedperson viser den fanatiske, glædesløse pietisme.
Romanen giver således et fængslende indblik i en tid med stærke brydninger, velskrevet og veldokumenteret. Men er det troværdigt, at en kvinde, der i 12 år har været optaget af skyld og soning, påvirket af tidens normer, kan give sig i kast med en næsten sprudlende revurdering af sig selv og sit liv? Jeg må tvivle.
Maria Helleberg: Engels-hjerte. 286 sider. 299,95 kroner. Samleren