Anonym spiseafhængig: Maden var et symptom på min indre vrede

I serien om anonyme afhængighedsfællesskaber har Kristeligt Dagblad besøgt det nyeste skud på stammen, AEA. I gruppen har medlemmerne et usundt forhold til mad og kroppen og lider af eksempelvis anoreksi, bulimi og/eller tvangsoverspisning. På mødet taler de om, hvordan de bruger bønnen og en højere magt til at kontrollere deres lidelser

Illustration: Rasmus Juul
Illustration: Rasmus Juul.

På en stille gade i et kælderlokale nær Kastellet i København sidder en mand og en kvinde. Klokken nærmer sig 19. Det er torsdag og hedebølge udenfor. I hjørnet af indgangspartiet står initialerne AEA, så indviede kan se, at de er kommet til rette sted. Forkortelsen står for Addictive Eaters Anonymous – det seneste af de i alt 20 anonyme selvhjælpsfællesskaber, der eksisterer i Danmark, siden Anonyme Alkoholikere officielt kom til landet i 1955.

Kvinden, som vi kalder Tine, er dagens mødeleder. Hun er en velklædt, lyshåret og imødekommende kvinde i 50’erne. Selvom de tilsyneladende kun bliver to til dagens møde, går hun til opgaven med iver. Insisterende læser hun fællesskabets formålsparagraf fra ende til anden. Den anden fremmødte, en mand, lytter opmærksomt, selvom han har hørt det hele før. Han har frekventeret forskellige 12-trinsfællesskaber i årevis, da han også er ædru alkoholiker og stoffri misbruger. Hvis man tror, han ligner en karakter fra Per Flys film ”Bænken”, må man tro om igen. Manden, som vi kalder Erik, kunne ligne en hvilken som helst gråhåret, velsoigneret mand i 60’erne.

”Jeg hedder Tine, og jeg er addictive eater,” siger mødelederen og byder velkommen. Som sad her 10 nytilkommere, forklarer hun pædagogisk, at dette er et ”fællesskab for mænd og kvinder, der deler deres erfaringer, styrker og håb med hinanden for at kunne løse deres fælles problem og hjælpe andre med at komme sig fra addictive spisning”.

Det eneste, det kræver for at blive medlem, fortsætter hun, er ønsket om at holde op med addictive spisning. Hun læser, at medlemmer har ”fundet helbredelse fra tvangsoverspisning, anoreksi, bulimi og andre former for tvangsspisning og tvangsdrikkelse”. Skulle man være i tvivl, afslutter hun velkomsten med at understrege, at gruppen ikke er ”tilknyttet nogen sekt, trosretning, politisk sammenslutning eller institution”.

Dette er næstsidste del i serien om anonyme selvhjælpsfællesskaber i Danmark. Her mødes mennesker, der kæmper med afhængighed uge efter uge. Vejen mod ædruelighed går hverken gennem medicinering eller professionel terapi, i stedet tager samtlige fællesskaber udgangspunkt i Anonyme Alkoholikeres såkaldte Store Bog. En kanonisk skrift fra 1939, der gennem vidnesbyrd, 12 trin og traditioner introducerer medlemmerne for en åndelig ”højere magt”, der viser misbrugerne vejen mod et ædru liv. Dagens AEA-møde handler om, hvordan bøn og meditation er afgørende for at opnå kontakt til denne højere magt og dermed ædrueligheden. Trinnet lyder: ”vi søgte gennem bøn og meditation at forbedre vor bevidste kontakt med Gud, sådan som vi opfattede Ham, idet vi alene bad om at få at vide, hvad der var Hans vilje med os, og om styrken til at udføre den”.

Diktafonen er tændt, og Kristeligt Dagblad er fluen på væggen. Erik har netop gennemgået en tekst om overgivelse. Mødelederen, Tine, takker ham og beder ham læse et kapitel af den Store Bog, der ligger på bordet mellem dem.

”Ja,” siger Erik og spørger, om det ikke er 11. trin, de er nået til. Han bladrer i de Anonyme Alkoholikeres bog og slår op på side 96.

”11. trin,” læser han, ”foreslår bøn og meditation, og hvad bøn angår, skal vi ikke genere os. Bedre mennesker end os benytter sig af den hele tiden. Det virker, hvis vi arbejder med det og har den rigtige indstilling. Det letteste ville være at springe let over det her. Alligevel mener vi, at vi kan give nogle klare og værdifulde forslag. Inden vi går i seng om aftenen, ser vi konstruktivt på vores dag. Var vi vrede, egoistiske, uærlige eller ængstelige? Skylder vi nogen en undskyldning? Har vi fortiet noget, som vi straks burde have taget op med et andet menneske? Var vi venlige og kærlige mod alle? Hvad kunne vi have gjort bedre? Tænkte vi på os selv det meste af tiden? Eller tænkte vi på, hvad vi kunne gøre for andre, og hvad vi kunne bidrage med? Vi må passe på ikke at give efter for bekymringer, samvittighedsnag og sygelige tanker, for det formindsker vores brugbarhed for andre. Når vi er færdige med vores gennemgang, beder vi Gud om tilgivelse og spørger, hvad vi skal gøre for at rette op på det. Når vi vågner, tænker vi på de næste 24 timer. Vi overvejer vores planer for dagen, og før vi går i gang, beder vi Gud om at lede vores tanker. Vi beder især om, at de må være fri for selvmedlidenhed, uærlighed og egoistiske motiver. Som regel afslutter vi meditationen med en bøn. Vi beder om, at vi i dagens løb må få at vide, hvad der er vores næste skridt, og at vi må få det, vi har brug for, så vi kan løse de problemer, der opstår. Vi beder især om, at vi må undgå egoisme, og vi gør os umage for ikke at bede om noget, der kun er til os selv. Vi minder hele tiden os selv om, at det ikke længere er os, der styrer showet, idet vi mange gange om dagen ydmygt siger: ’Din vilje ske’.”

Erik lægger bogen fra sig. Et øjeblik fyldes kælderen af stilhed.

”Det er ganske fantastisk beskrevet, hvordan man på 24 timer skal strukturere sit liv, så man kan udvikle sin åndelighed og spiritualitet,” siger han så:

”De første gange, jeg læste det, tænkte jeg, at det her ikke er noget, jeg normalt forbinder med spiritualitet. At åndelighed fungerer som en muskel, der skal trænes...”

Tine lytter. I ny og næ nikker hun anerkendende.

”I morges blev jeg meget vred på min underbo. Jeg nåede akkurat at trække bremsen, så jeg kunne høre, hvad det egentlig var, hun stod og sagde... Det var noget med min datters cykel. Den stod og fyldte et sted, den ikke skulle. Det er faktisk en årelang konflikt. Æhm, det korte af det lange er, at jeg var så vred, at jeg måtte række ud til et menneske, der har gået samme vej, men som er mere ædru (i 12-trinsfællesskaberne har alle en såkaldt sponsor til at vejlede dem, red.). Han bad mig læse et stykke om, hvordan man kan bede for mennesker, der gør en vred, eller som man ønsker, noget dårligt sker mod. Så nu er jeg gået i gang med at bede for min nabo i 14 dage. Jeg tager udgangspunkt i sindsrobønnen, som jo bare siger, at jeg ikke kan lave om på andre mennesker. Det er en fin erkendelse. Jeg er så taknemmelig for, at der findes mennesker, jeg kan række ud til, som vil høre på mine konstante, intense vredesudbrud. Sådan er det for mange af os afhængige. Vi har meget let til vrede, og samtidig kan vi ikke tåle vreden, for dens intensitet gør, at man bliver enormt træt og ikke kan se klart. Nogle gange kan jeg få lyst til at slå på en bil i trafikken, men i de øjeblikke, jeg mærker vrede, beder jeg en bøn. Her er ’ske din vilje, ikke min’ god at have som en slags automatreaktion. Jeg beder for min nabo. Jeg beder til, at hun oplever fremgang i livet, og jeg beder til, at hun bliver rask. Bønnen har hjulpet mig til at håndtere min vrede. I dag føles det ikke så underligt, at jeg bare havde lyst til at køre mad ind og flade ud i min sofa som en madskævert. Jeg tror, min afhængighed skyldes min intense vrede. Jeg føler først, jeg lever, når jeg er vred, og det er jo et sært liv at leve. Tak for det.”

”Tak, Erik,” siger Tine og nævner nok engang sit navn og sin afhængighed. Så takker hun for oplæsningen og det delte og siger, hvordan beskrivelsen af den intense vrede fik hende til at tænke på, hvordan hun skal lære ”at opføre mig bedre i mine tanker”.

”Jeg tænker på der med bare at skulle have noget, når trangen opstod på grund af vreden, ked-af-det-heden, frygten og alle de der følelser... jeg kan huske det. Det med sofaen. Jeg kan virkelig genkende det. Nogle dage tænkte jeg ikke på andet end at komme hjem og spise og så flade ud, fordi det, livet bød mig, var så hårdt. Kun ved at trække stikket og flade ud kunne jeg udholde at leve. Sådan var det sgu. Og sådan var det med maden og med sprutten. Var jeg ikke afhængig af det ene, var jeg afhængig af det andet. Det handlede bare om at have noget, så jeg kunne stikke af fra virkeligheden. Jeg tænkte altid: ’Nå, men det her kommer ikke andre ved.’ Det vedrører ikke mine nærmeste, at jeg har et ’lille problem’. Sådan var det, indtil jeg en dag fik at vide, at jeg var uudholdelig at være sammen med på grund af mit forhold til mad. Jeg fik at vide, at jeg blev så fjern, så snart det handlede om mad... det var jo dét, der skete... jeg stak af i mine tanker om vægt. Jeg tænkte på, hvad folk troede, jeg vejede, og hvad de tænkte om mit udseende. Jeg glemte at lytte og være til stede, fordi jeg var så optaget af min vægt og mit kropsbillede.

I dag har AEA vist mig, at det aldrig handlede om maden og alkoholen, men at afhængighederne bundede i mine følelser og tanker om dette u-arrangerlige liv. Teksten i dag er enkel. Den viser mig en regelmæssighed i bønnen, fra jeg står op om morgenen, til jeg går i seng om aftenen. Det er simpelt. Og det er mærkeligt, for jeg har hele livet hadet alt, hvad der havde med regelmæssighed at gøre. ’Jeg skal leve frit!’. ’Jeg skal kunne rejse i morgen’. Ha, alt det der. I dag ved jeg, at regelmæssigheden er god for mig,” siger Tine og takker og kigger på Erik:

”Ordet er frit, hvis du har mere.”

”Tak, Tine. Jeg hedder Erik, og jeg er addictive spiser,” siger han uden tøven.

”Jeg er så taknemmelig for, at jeg er havnet her. I bogen er der jo den her skuespiller. En fiktiv person, men en person, der passer på mange af os afhængige. Ligesom skuespilleren troede jeg også, at jeg styrede hele showet. Da jeg i første omgang kom til Anonyme Alkoholikere, begyndte jeg at spille skuespil. Jeg lod, som om det gik godt – at jeg havde styr på min afhængighed. Faktum var, at jeg blev mere og mere vred og umedgørlig. Jeg bekæmpede mig selv og omverdenen. Det var en stor kamp. I dag har jeg været i så mange fællesskaber, at jeg ret præcist kan sige, at hvis der ikke står ’hold op med at putte i munden’, så kan jeg ikke forstå det. Jeg er ikke i stand til at definere, hvordan jeg skal spise og gøre tingene. Det er umuligt. Det er ikke maden, trangen til alkohol eller stoffer, der er mit problem. Det er min måde at tænke på, for det er dét, der forvrænger virkeligheden, så løgneren oppe i mit hoved kommer og fortæller mig, at jeg skal blive vred på min nabo. At jeg bør tage noget for at flygte. Tak.”

Inden mødet slutter, lukker Tine og Erik øjnene. I fællesskab reciterer de de anonyme 12-trinsfællesskabers svar på Fadervor – den såkaldte sindsrobøn.

”Gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting, jeg kan, og visdom til at se forskellen,” siger de.