I vores senmoderne samfund er et arbejdsophør en af de allervæsentligste overgange, men samtidig er det ikke ritualiseret. Klassisk har man haft ritualer ved alle store overgange i livet som konfirmation, ægteskab og barnedåb, men ikke denne, der markerer livsfasen efter den produktive livsfase, selvom der måske kunne være et behov for det.
Den store stigning i middellevetid betyder, at vi har en voksende gruppe, der befinder sig i det, der kaldes den tredje alder. Og som kiler sig ind mellem arbejdsophøret og den tid, hvor man ikke længere er uafhængig og får behov for hjælp. Når vi nu ser den tredje alder få så stor bevågenhed, skyldes det, at det er babyboom- og efterkrigsgenerationen, født fra 1940’erne til 1960’erne, som nu begynder at gå på pension. Og de er virkelig mange.
Vores livsforløb har ændret sig markant. Før regnede man kun med at leve cirka fem år, efter at man havde fået sin folkepension. I dag kan man se frem til 20 år eller mere som pensionist. Derfor ser man også, at pensionister i dag foretager mange flere ændringer i deres liv. For eksempel er der mange flere skilsmisser blandt folk over 65 end før. Tidligere sagde man måske „den gamle idiot holder ikke mere end et par år alligevel“, så derfor så man ikke grund til at foretage store ændringer. I dag står den enkelte for at træffe en lang række aktive valg. Hvor vil du bo, hvilken relation vil du have til børn og børnebørn, hvilke aktive fællesskaber vil du være en del af?
Det er blevet mindre legitimt bare at trække sig tilbage som en sofakartoffel med henblik på at leve roligt. Et ord som aktiv går igen i denne livsfase. For 20 år siden betød aktiv primært, at man var social og involveret i andre. I dag er der fokus på den fysiske aktivitet. Ældre går til stavgang og zumba og fylder fitnesscentrene op i det ganske land. Det er ugleset at være hensygnende.
I min forskning støder jeg på seniorer, der er trætte af alle de udviklingsmål og gode råd om at holde sig sunde og raske. De føler, de er udsat for en pædagogisering af alderdommen. Når det er sagt, er en af de bedste måder at holde kroppen i gang på simpelthen at bruge den, og man får ikke et bedre helbred og en bedre livskvalitet ved at spare kroppen. De fleste synes, det er sjovere at kunne gå i skoven eller lege med børnebørnene end ikke at kunne det, og derfor er det vigtigt at komme ud og gå den tur i dag frem for i morgen. Det behøver jo ikke foregå i fitnesscentret.
Vi ser flere senioriværksættere end nogensinde før. Nogle har en foredragsvirksomhed, andre en blomsterbutik. Mange kaster sig ud i frivilligt arbejde. Det tæller ganske vist ikke med i landets BNP, men der bliver udført et kæmpe stykke arbejde. Det er især kvinder med middellange uddannelser som sygeplejersker og socialrådgivere, der kaster sig ud i en lang række frivillige aktiviteter. I en tid, hvor velfærdsstaten er under pres, taler mange politikere om samskabelse. Og det må man sige, at de frivillige seniorer tager del i. De er en kæmpe ressource.
Mænd står ikke lige så stærkt som kvinderne i deres relationer. Derfor ser vi også nogle kommuner, der tager kontakt til mænd på vej på pension for at hjælpe dem med at lægge planer for fremtiden. For tabet af arbejdsfællesskabet kan være enormt. For nogle mænd kan det være direkte livsfarligt at stoppe med at arbejde, fordi det kan medføre et forøget indtag af alkohol, tobak og usunde fødevarer. Mange – både mænd og kvinder – foretrækker derfor en udfasning frem for en brat afsked med arbejdsmarkedet. Flere virksomheder begynder at tilbyde særaftaler om nedtrapning til dem, der gerne vil.
Tre gode råd
1. Det er dumt at tro, at verden kommer til en. Hvis man bare sætter sig derhjemme og venter, så kan man forestille sig, at man kommer til at leve meget stille. I stedet må man tænke som i de øvrige livsfaser: Hvad har jeg som mål for min tredje alder?
2. Lav en ugeplan, hvor du visualiserer, hvordan en uge i dit nye liv kunne se ud. Hvad kunne være vigtigt? Hvordan kan du fylde din tid op med det, der gør dig glad?
3. Hvem vil du gerne være noget for? Og hvem vil gerne være noget for dig? Ægtefælle, børn og familie vil for mange pensionister være det indlysende svar, men hvis de blodsbeslægtede relationer bor langt væk, ikke har tid eller lyst, så må man finde tyngdepunktet et andet sted. Brug din livserfaring til at investere energien der, hvor den kommer godt igen.