Apple strammer grebet om hjemmearbejde

Apples medarbejdere skal vende tilbage til arbejdspladsen mindst tre dage om ugen fra 5. september.

Fra 5. september skal Apples ansatte møde på kontoret mindst tre dage om ugen. (Arkivfoto).
Fra 5. september skal Apples ansatte møde på kontoret mindst tre dage om ugen. (Arkivfoto). Foto: Christof Stache/Ritzau Scanpix.

Måske er coronakrisens hjemmearbejde snart forbi. I hvert fald skal Apples medarbejdere fra september vende tilbage til arbejdspladsen mindst tre dage om ugen.

Det skriver den britiske avis Financial Times tirsdag.

- Nye rammer vil styrke vores evne til at arbejde fleksibelt, samtidig med at vi bevarer det personlige samarbejde, der er så afgørende for vores kultur, siger administrerende direktør Tim Cook i et internt memo, som avisen har set.

Det er ikke første gang, Apple kalder sine medarbejdere tilbage på kontoret.

Ledelsen forsøgte også sidste år at kalde sine ansatte tilbage på arbejde. I den tid plagede covid-19 dog stadig arbejdspladserne, og initiativet måtte rulles tilbage.

Ved den lejlighed reagerede de ansatte negativt på beskeden om at vende tilbage til deres arbejdsplads.

Det er en generel tendens blandt virksomhederne i Silicon Valley, at mange medarbejdere fortsat gerne vil have mulighed for at arbejde hjemmefra, skriver Financial Times.

Nu forsøger Apple sig så med samme initiativ igen. Og selskabet er ikke det eneste. Google kræver, at størstedelen af virksomhedens ansatte arbejder på kontoret tre dage om ugen.

Administrerende direktør i Tesla Elon Musk skrev til sine ansatte i juni, at de skulle vende tilbage til deres arbejdspladser minimum 40 timer om ugen.

- Hvis man ikke dukker op, går vi ud fra, at man har sagt op, skrev han i en advarsel til de ansatte hos Tesla.

I selskabet bag Facebook, Meta, har administrerende direktør Mark Zuckerberg valgt en anden løsning og opfordrer ligefrem til fjernarbejde. Heller ikke Amazon kræver fysisk fremmøde fra sine medarbejdere.

I Apples interne memo uddyber direktør Tim Cook, at medarbejderne skal møde fysisk på arbejde tirsdag og torsdag samt en dag, der fastsættes af de lokale mellemledere.

Han understreger, at ordningen er et "eksperiment," som kan justeres efter behov.

- Vi ved godt, at vi har meget at lære. Vi bestræber os på at lytte, tilpasse os og vokse sammen i de kommende uger og måneder, siger Tim Cook.

Apple har 154.000 ansatte på verdensplan. Ændringen træder i kraft for selskabets ansatte over hele verden.

/ritzau/