Forbrydelse og tvang i klosterlivet

Helene Hägglund boede i et katolsk kloster i Danmark i 12 år. Klosteret blev drevet sekterisk med en altdominerende leder. I dag udgives hendes selvbiografiske bog om livet bag klostermurene

36-årige Helene Hägglund har tilbragt over en tredjedel af sit liv i et katolsk kloster i Danmark. Hun ville væk, men det tog hende 12 år. -
36-årige Helene Hägglund har tilbragt over en tredjedel af sit liv i et katolsk kloster i Danmark. Hun ville væk, men det tog hende 12 år. -. Foto: Mette Frandsen.

Søster Perpatua lå på den kolde jord uden for klosteret med et halvråddent æble i hånden. I en underlig, forvreden stilling. Død.

Abbedissen, Moder Benedicta, havde smidt den gamle nonne udenfor, fordi hun endnu engang var dukket op til morgenbønnen kun iført natkjole. Hun larmede og forstyrrede, så de ikke kunne bede.

Den forvirrede gamle nonne hev i dørhåndtaget, skreg og larmede. I et stykke tid.

Efter bønnen sendte Moder Benedicta sin betroede Søster Filippa ud for at hente nonnen, så hun kunne komme tilbage på sit værelse, hvor de tidligere havde bundet hende fast til en stol. Den gamle nonne havde symptomer på Alzheimers sygdom, og flere gange havde hun gjort sig pinligt bemærket for nonneordenen - ved at løbe halvnøgen rundt på gårdspladsen foran klosteret, ved at drikke ætsende rengøringsmiddel, ved at modsætte sig nonnernes daglige tvangstandbørstning.

Søster Filippa blev skræmt ved synet af den døde. Men Moder Benedicta sagde blot: "Tror du ikke, hun var død alligevel?"

Søster Filippa lagde oplevelsen bag sig.

- Min Gud var abbedissen, fortæller Søster Filippa.

I dag hedder hun Helene Hägglund, er gift med en svensk datalog og har to børn. Hendes tøj er farverigt, og hun smiler, når hun ikke snakker specifikt om Moder Benedicta. Helene Hägglund boede i et katolsk kloster i Danmark fra hun var 16 år og 12 år frem. Det har hun skrevet en bog om, som udkommer på Kristeligt Dagblads Forlag i dag. Hvilket kloster, det drejer sig om, har hun valgt at holde skjult, og navnene er opdigtede i bogen for at beskytte hendes tidligere medsøstre. Genremæssigt lægger historien sig op ad Sofia Evensens opgør i bogen om Faderhuset og Ruth Evensen eller Martin Herbsts bog om sin vej ind i og ud af Moon-bevægelsen.

- På to måder var Gud abbedissen: Jeg skulle være lydig over for hende, fordi hun var Guds repræsentant. Mere uudtalt var, at Gud fik hendes ansigt, siger hun.

- Og det har jeg kæmpet med i årene, efter at jeg forlod klosteret. At få det ansigt væk. At Gud var dømmende og kontrollerende. At man ikke kunne stole på ham.

Et årti før Helene Hägglund fandt den gamle nonne død, var hun kommet til klosteret. Draget af Moder Benedicta. Hun var så smuk og glad. Det strålede omkring hende, forklarer Helene Hägglund i bogen.

Men Moder Benedicta udviklede sig, som hun fik mere magt. Ulydige nonner fik slag. Følte nonnerne sig fristet til at sige hende imod, fik de at vide, at det var Djævelen, der ville ind. Og han måtte ikke komme ind, vidste de unge nonner. Alt skulle åbenbares for Moder Benedicta: følelser, tanker, samvittighedskvaler. Var det særlig slemt, skulle de onde tanker åbenbares foran alle nonnerne, så de sammen kunne modstå Djævelen.

Oplevelsen med den døde gamle nonne ville ikke slippe den unge Søster Filippa.

- Det trængte langsomt ind i baghovedet: Vi mishandler folk. Det går ikke. Jeg udtalte det aldrig, men det fandtes som en følelse, og jo dårligere jeg fik det, jo mindre kunne jeg undertrykke den følelse, fortæller hun i dag.

Men der skulle stadig gå tre år, før hun sagde stop. Moder Benedicta var hendes ufejlbarlige leder, hun vidste, hvad der var ret og uret. Det gjorde Søster Filippa ikke. Hun kunne ikke høre Gud, som abbedissen kunne.

- Jeg havde affundet mig med, at jeg aldrig ville få lov at opleve Gud. Mit liv skulle være en ørkenvandring, og jeg skulle leve i ren tro. Tro på, hvad andre siger om Gud, for jeg kunne ikke selv erfare ham, siger Helene Hägglund om sin tid som Søster Filippa.

I stedet drev oplevelsen hende i armene på den eneste betroede ven, hun havde. En mandlig, gift, cellolærer. De udvekslede et kys og en omfavnelse, og det var slutningen på den relation.

Cellolærerens kritik af abbedissen og samvittighedskvalerne pressede på. Men Søster Filippa kunne ikke sige noget til nogen, for Moder Benedicta havde gjort hende til næstkommanderende. Det var Søster Filippas ansvar at beskytte abbedissens omdømme.

Undertrykkelsen fortsatte. Moder Benedictas råd og vejledning var nonnernes eneste holdepunkt, især når Djævelen dukkede op i dem med sine kritiske spørgsmål: Hvorfor tillader vi korporlig afstraffelse? Hvorfor lyver vi for omverdenen? Hvorfor tillader vi sort arbejde? Og så videre.

Det hele hobede sig op: abbedissens hårde tone, den barske pleje af ældre søstre, vold, afvisning af al kritik og magtkoncentration. Søster Filippa måtte indse, at moderen ikke var ufejlbarlig.

Det tog tid og krævede mange kampe, men til sidst forlod hun klosteret, hendes hjem gennem knap halvdelen af livet.

I dag kan hun ikke længere bede, men hun tror, at hun føler Guds nærvær i det daglige.

- Jeg fortsatte med at søge efter Gud. Han er en faktor i mit liv, og det havde han nok ikke været, hvis jeg ikke var gået i kloster. Det er det ironiske: Han er blevet en meget mere naturlig del af mit liv, end han var, da jeg gik i kloster, siger hun, og kinderne blusser op.

Hun har tilgivet abbedissen, fordi hun ser Moder Benedicta som et offer for sin egen historie. Der er intet had. Men har hun tilgivet sig selv?

- Nej!

Svaret kommer lynhurtigt.

- Jeg har et ansvar for det, der er sket i de andre søstres liv. Jeg håber, at jeg nu kan godtgøre lidt for det ved at fortælle historien. Men jeg var Moder Benedictas højre hånd og har støttet hende i det, hun har gjort. Jeg har været med til at manipulere.

Helene Hägglund bliver stille et øjeblik og fortsætter så:

- Jeg burde have sagt mere imod. Jeg burde have protesteret mere. Jeg burde have taget afstand. Jeg burde ikke have støttet hende.

- Jeg tror nok, jeg har brug for mine medsøstres tilgivelse.

Den får hun svært ved at få modtaget. De nonner, der er tilbage på klosteret, må ikke tale med hende.

schou@kristeligt-dagblad.dk