Tyskere vil lave karikaturer af muslimer

Aktion øger frygt for religiøse konflikter på tyske gader

Aktion øger frygt for religiøse konflikter på tyske gader.
Aktion øger frygt for religiøse konflikter på tyske gader. Foto: Oleksandr Prykhodko.

Tyske myndigheder ser med bekymring på, at en yderligtgående konservativ gruppe i Tyskland nu planlægger en protestaktion imod muslimer.

Den islamkritiske borgergruppe Pro NRW planlægger at udstille anti-muslimske karikaturer ved de største moskeer i delstaten Nordrhein-Westfalen den 8. maj. Gruppen, der betragtes som meget højreorienteret og islamfjendtlig, har sat en kampagne i gang under mottoet Frihed i stedet for islam. Det er tanken, at folk skal sende karikaturer af islam og muslimer til gruppen, som så udstiller værkerne.

LÆS OGSÅ: Tysklands oversete fare fra højre

Den tyske regering er bekymret.

Det politisk religiøse klima i landet bliver hidset yderligere op med denne aktion, advarer en talsmand for den tyske indenrigsminister, Hans-Peter Friedrich.

Der er tale om en provokerende aktion, der ganske vist ligger inden for rammerne af den kunstneriske frihed og ytringsfriheden, men politiet er i alarmberedskab, fordi vi frygter voldelige reaktioner fra den islamiske scene i landet, siger indenrigsministerens talsmand.

Pro NRWs kampagne er en reaktion imod muslimers uddeling af koranen i de tyske storbyer, der har fundet sted de seneste uger. Muslimerne, der kalder sig salafister, betragtes som en meget ekstrem ortodoks gruppering inden for islam. Deres mål er at skabe en gudsstat baseret på den islamiske lov shariaen, og de vil indføre dødsstraf.

Siden påske har salafister uddelt koranen gratis i flere tyske storbyer. Det er salafisternes prædikant i byen Køln, Ibrahim Abou Nagie, der står bag aktionen.

På internettet er der de seneste dage blevet offentliggjort flere videoer med trusler imod journalister, der har udtalt sig kritisk om salafisternes uddeling af koranen.

Ophavsmanden til filmene er Sabri Ben A. fra Køln, der betragtes som en af Ibrahim Abou Nagies nærmeste venner. Politiet undersøger nu, om Sabri Ben A. kan anklages for forsøg på anstiftelse til overgreb på journalisterne.