Før statsbesøget: Kinas etbarnspolitik sætter unge under pres

Etbarnspolitikken i Kina sætter kineserne under et kolossalt pres. Kapløbet om at klare sig bedst resulterer i store problemer for flere af de unge

En gruppe unge kinesere hænger ud i den kinesiske by Heihe. De fleste unge kinesere er enebørn som konsekvens af etbarnspolitikken. For nogle unge kinesere betyder det, at de føler sig pressede og oplever store problemer.
En gruppe unge kinesere hænger ud i den kinesiske by Heihe. De fleste unge kinesere er enebørn som konsekvens af etbarnspolitikken. For nogle unge kinesere betyder det, at de føler sig pressede og oplever store problemer. Foto: Mads Nissen Denmark.

Livet som enebarn kan være udfordrende. Det gælder særligt i Kina, hvis præsident gæster Danmark i slutningen af denne uge.

Landet indførte i 1979 en etbarnspolitik med det resultat, at de fleste unge kinesere vokser op som enebarn.

LÆS OGSÅ:  Etbarnspolitik: Kina tvinger gravide i op til syvende måned til abort

For mange kinesere betyder det, at de vokser op med store forventninger fra deres forældre og dem selv. Ikke alene skal de klare sig godt og have en god uddannelse, men de skal også tage sig af deres forældre, når de bliver gamle.

LÆS OGSÅ: Kinas indbyggere bliver ældre og ældre

Det er ikke lige nemt for alle de unge kinesere at håndtere presset, og en del af dem oplever at få følelsesmæssige problemer, fordi de har svært ved at leve op til forventningerne. Det fører til forskellige afhængigheder, fortæller Denise Gimpel, der er lektor på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet:

Der er mange unge kinesere, som har emotionelle og sociale problemer. Særligt er der mange, som på forskellig vis er afhængig af computere og spil, fortæller Denise Gimpel og fortsætter:

Jeg gætter på, det godt kunne skyldes, at nogle har brug for en ventil for det pres, det er at være det eneste barn i familien, ligesom de også skal klare sig godt i skolen. Det handler om den situation, de er i, og den måde livet presser dem på.

Det er ikke alene kravet om en god uddannelse, der presser de unge kinesere. De fleste af dem er som resultat af Kinas etbarnspolitik enebørn. Det betyder, at de udover at skulle leve op til deres forældres forventninger også har til udsigt at skulle tage sig af deres forældre, når de bliver gamle, som det er skik i Kina.

På sigt skal et barn kunne forsøge to forældre. Der er en forventning om, at barnet får et højt betalt job, så det kan lade sig gøre, påpeger ekstern lektor i Antropologi på Københavns Universitet, Susanne Bregnbæk. Hun bakkes op af Denise Gimpel:

Presset på det ene barn er stort. I Kina har børnene traditionelt set taget sig af deres forældre, når de blev gamle. Det var den største opgave. I de tilfælde, hvor der er flere børn, er der flere til at tage sig af forældrene, men hvis du er det eneste barn, hviler alt på dine skuldre, forklarer Denise Gimpel og fortsætter:

Kineserne er nødt til at gå ud og skabe dem selv et navn, så de kan få et job og tage sig af deres forældre, når de bliver gamle, fordi de fleste har ikke en pension. Og det er også et problem for mange, når de bliver gift, fordi de så gifter sig med et andet enebarn. Så har de måske fire forældre, de skal tage sig af, og hvor skal de bo, hvis de kommer fra forskellige regioner i Kina? Og sammen med hvilke forældre? For unge kinesere er det et stort problem.

Hvor vi i Danmark sørger for, at de ældre kommer på plejehjem, når de ikke kan klare sig selv, er det samme ikke velanset i Kina, fortæller Denise Gimpel. Hvis forældrene i Kina flytter på et plejehjem, taber barnet ansigt og betragtes som et dårligt barn. Det gælder også, hvis forældrene selv gerne vil på plejehjem.

Jo ældre de kinesiske børn bliver, desto mere bliver de klar over det pres, som ligger på dem om at slå til. Psykologisk og følelsesmæssigt set er det at være det eneste barn en kilde til et stort pres. De vokser op vel vidende, at det er deres rolle, men de tænker ikke over det. Når de begynder at tænke over det, bliver det hårdt for dem, fordi de har dårlig samvittighed over at tænke sådan, siger Denise Gimpel og tilføjer:

Jeg tror, der generelt er et pres på det eneste barn, men også at det bliver større, jo højere oppe du er i samfundet.

Ifølge Susanne Bregnbæk tyder det også på, at flere af de kinesere, der har været udsat for et stort pres gennem deres opvækst, og som nu sidder i velbetalte jobs, venter med at få børn. Samtidig er de skeptiske over for at skulle gå på kompromis med deres egne ønsker for at sikre, at deres barn klarer sig, ligesom deres egne forældre gjorde det for dem:

Forældregenerationen har ofret alt på deres børns uddannelse, men de unge mennesker har svært ved at forestille sig, at de skal ofre det samme for deres børn. De ønsker sig mere af livet end den form for slid og hårdt arbejde, som de ofte oplever, har kendetegnet deres forældres liv, forklarer Susanne Bregnbæk og fortsætter:

Det virker, som om at nogle af de unge mennesker, som jeg kender i Kina, der er uddannet ved top-universiteter, og som har klaret sig rigtigt godt i velbetalte jobs, udsætter det her med at få børn, fordi de føler det som et stort pres at skulle opfostre et barn til at klare sig i den konkurrence.

Konkurrencen om at komme ind på de bedste universiteter er barsk, og den starter tidligt:

Der er et øget fokus på, at børnene og de unge lider under det pres, der er i uddannelsessystemet. Der er ingen tvivl om, at de er under pres. Konkurrencen starter helt fra, at børnene er små. Det handler om at komme ind på de bedste skoler og få høje karakterer hele vejen ind på universitetet, siger Susanne Bregnbæk og tilføjer:

Konkurrencen om at komme ind på de gode universiteter er enorm hård.

Selv for de kinesere, som klarer den og kommer ind på eliteuniversiteterne, kan presset blive for hårdt. I nogle tilfælde har det ført til, at unge studerende har begået selvmord. Der findes dog ingen offentlige statistikker, der beskriver, hvor stort problemet er:

Under mit feltarbejde fandt jeg, at der var en del snak om selvmord på eliteuniversiteterne. Selvmord er den ultimative vej, som meget, meget få vælger for at komme væk fra presset. Men der er ikke nogen klare tilgængelige statistikker om det. Det er på rygteplan, man hører om det, fordi selvmord er et tabu, som måske også kan opfattes som en form for social kritik, forklarer Susanne Bregnbæk.