Lykken findes i urkraften

Syv områder af dit liv skal være i balance, hvis du vil være lykkelig, mener hoteldirektør Jens Ole Ambjerg fra Horsens, der i ny bog sætter fokus på det lykkelige liv

Hoteldirektør på Hotel Opus i Horsens Jens Ole Ambjerg finder nye kræfter og bliver "renset ud" igennem blandt andet løbeture i naturen, her ved Munkebjerg i Vejle.
Hoteldirektør på Hotel Opus i Horsens Jens Ole Ambjerg finder nye kræfter og bliver "renset ud" igennem blandt andet løbeture i naturen, her ved Munkebjerg i Vejle. . Foto: Claus Fisker.

I hvid skjorte og sorte bukser tager hoteldirektør Jens Ole Ambjerg imod i Hotel Opus mægtige hall. Høje, lyse søjler sætter stemningen for kvalitet, stil og service arkitekten er Kim Utzon, hvis design i dag andægtigt indrammes af sommersolens klare lys. I disse stilfulde rammer arbejder hoteldirektør Jens Ole Ambjerg. Men bag det officielle ydre gemmer den anden Jens Ole Ambjerg sig. Ham, der i fritiden befinder sig bedst i løse bukser, natur og fysisk udfoldelse.

LÆS OGSÅ: Med lykke skal land bygges

Motion er en indgroet del af min hverdag, og jeg kan godt lide at træne i naturen. For mig er træning en måde at få renset ud på. Ligesom indianerne havde brug for at gå hen i en svedehytte og blive nulstillet, har også vi moderne mænd og kvinder brug for det.

For Jens Ole Ambjerg er motion et redskab til at finde ind til det, han kalder urkraft. En betegnelse, der også er titlen på hans nye bog, Urkraft. Karriereliv uden stress. For rent faktisk kan det lade sig gøre at få en karriere uden stress. Men det kræver, at syv områder i dit liv skal være i balance, forklarer han. Punkter, der kan måles på igennem et såkaldt lykkekompas og som ud over fysisk træning består af psykisk træning, medier, spiritualitet, relationer, kost og arbejde.

For mig er lykke, når de her syv punkter harmonerer. Når jeg får den træning, jeg har brug for, når jeg læser bøger, som er gode for mig, når jeg ikke ser for meget tv. Når jeg vælger at bruge min tid på en måde, som er god for mig, fastslår Jens Ole Ambjerg.

Ifølge hoteldirektøren skyldes mange menneskers stress, at de dybest set ikke lytter til urmennesket i sig selv. De overser de virkelige årsager til stress og fokuserer i stedet på arbejdspladsen og lægger skylden over på ledelsen. Men ansvaret ligger i høj grad også på den enkelte selv, pointerer han.

Det kan godt være, du kan give ledelsen noget af skylden for dit stress. Men for mig at se er der syv hovedområder af dit liv, hvor arbejde kun er ét af dem. Og hvis der er nogle af områderne, der ikke fungerer optimalt, så er det dit eget ansvar at gøre noget ved det.

Et eksempel er kosten, forklarer Jens Ole Ambjerg. Dårlig næring, forarbejdet mad og fast food giver usunde kalorier i stedet for sund energi. På samme måde med medieforbrug og træning. Man kan vælge enten at se to afsnit af en tv-serie eller at tage en løbetur. Valget er dit.

Se på sportsfolk. De skal præstere helt vildt, og der er stor forståelse for, at de har brug for god næring, og at de skal sove godt. Men den samme forståelse møder man ikke, hvis man sidder i et vigtigt arbejde i erhvervslivet. Man ved måske godt, at søvn, kost og motion er vigtigt, men det bliver ikke prioriteret.

Et andet overset område er den spirituelle del af mennesket, mener Jens Ole Ambjerg.

Spiritualiteten er vigtig for, at vi mennesker kan være glade og leve et meningsfyldt liv. Spiritualitet handler jo om meningen med livet. Undersøgelser viser, at størstedelen af verdens befolkning har en overbevisning om, at der findes en gud eller en skaber, og selvom vi ikke taler så meget om det herhjemme, tror jeg stadig, der er en stor underlæggende interesse for spiritualitet. Meningen med livet er et spørgsmål, vi ikke kan frasige os. Derfor skal man også beskæftige sig med det vi skal acceptere, at spørgsmålet om meningen med det hele er der, og det skal have lov til at fylde noget i vores hverdag og i vores bevidsthed.

Selv betegner Jens Ole Ambjerg sig som kristen, men samtidig spørger han alternative behandlere til råds, når store beslutninger skal tages. Han har desuden tidligere besøgt en indianerstamme, hvor en oplevelse i en svedehytte beskrives i bogen. En beretning, der er svær at få til at passe til billedet af en succesrig erhvervsmand fra Danmark og en beretning, der måske vil komme bag på nogle af hoteldirektørens samarbejdspartnere og ligesindede. Reaktioner fra omverdenen er dog ikke noget, der bekymrer Jens Ole Ambjerg:

Det, jeg skriver i bogen, står jeg ved. Det afspejler den, jeg er, og det kan jeg ikke lave om på. Jeg bruger min bog til at præsentere en idé til, hvad man kan gøre ved et kæmpe problem i samfundet nemlig stress og det tror jeg, ikke der er nogen, der har noget imod. Der er mellem 30.000 og 40.000 danskere, der har stress. Kan vi være tilfredse med det i et land, hvor vi siger, vi er så lykkelige? siger Jens Ole Ambjerg og hentyder dermed til de internationale lykkeundersøgelser, som danskerne gang på gang scorer topkarakterer i.

Men hvordan ændrer man et karriereliv med stress til et liv med lykke? Jens Ole Ambjerg peger på lykkekompasset som et praktisk redskab til dette. Ved at give hvert enkelt af de tidligere nævnte hovedområder point, hvor 1 er lavest og 10 er højest, og derefter dividere dem med syv og gange med 100, får man herved, hvad Jens Ole Ambjerg kalder lykken i procent. Du kan ganske enkelt måle, hvor lykkelig du er.

Jeg er matematiker og kan godt lide, når ting kan måles og vejes, smiler hoteldirektøren og uddyber:

Det er nemt at sætte nogle point ind, og derfor er det så brugbart. Man opdager lynhurtigt, der er nogle områder, som man ønsker at forandre. Derefter kan man dykke ned i et enkelt område, for eksempel træning, og så begynde at ændre på det. Livet bliver lige pludselig meget mere overskueligt, og det bliver klart, at ja det er muligt at lave forandringer, mener Jens Ole Ambjerg.

Dit formål med bogen er tydeligvis, at mennesker skal blive lykkelige. Men må man nu slet ikke være ulykkelig? Skal der ikke også være plads til at være nedtrykt eller til at have en dårlig dag?

Lykkekompasset handler jo ikke om at komme væk fra de helt basale følelser. Hvis man har en sorg, skal man naturligvis bearbejde den. Men ingen har jo lyst til at være ulykkelig, og jeg mener, at lykkekompasset er et instrument til at komme væk fra ulykken. Du kommer jo ikke væk fra sorgen ved at se tv og spise junk food. Du kommer væk fra sorgen ved at se den i øjnene og være en kriger, påpeger Jens Ole Ambjerg fast.

Netop begrebet kriger er et gennemgående ord i Urkraft. Karriereliv uden stress. For alt for mange vælger i dag offerrollen i stedet for at gå ind i kampen, mener Jens Ole Ambjerg.

Jeg ser det blandt andet hos de unge, som jeg underviser på en serviceøkonomuddannelse. Unge, der er mellem 20 og 25 år, jamen der går meget af tiden jo med Facebook og med at følge med i, hvad veninderne har lavet.

Jens Ole Ambjerg har derfor skrevet sin bog for at give os alle sammen en syngende lussing, fortæller han med et skævt smil. Vi skal op af stolen, ud at røre os og væk fra en overfladisk kultur, hvor vi fodrer både hjernen og maven med tomme kalorier.

Det er nødvendigt, at vi finder krigeren frem. Du skal tro på, at du kan ændre noget i dit liv og tage ansvar for det. At være en kriger handler ikke om vold, men om troen på dig selv, påpeger han.

Den tro har Jens Ole Ambjerg og hans team af ansatte på Hotel Opus, fortæller han. Som vært for EU-møder i april, maj, og juni har de på trods af at være et provinshotel formået at trække Europas mest betydningsfulde mænd og kvinder til stribevis af møder i Horsens.

Da vi overvejede, om vi kunne klare opgaven, kunne vi lige så godt have tænkt nej, det går ikke det er alt for stort for os. Men det gjorde vi ikke. Vi udfyldte udbudsmaterialet og troede på, vi kunne levere varen, fortæller Jens Ole Ambjerg.

Han kigger frem for sig i det smagfuldt indrettede kontor, der ligger i tæt forbindelse med hotellets reception og hall, hvorfra det hyggesnakkende og smilende personale servicerer gæsterne. Lykkekompasset har Jens Ole Ambjerg ikke tænkt sig at præsentere for medarbejderne, medmindre de selv efterspørger det. Men som direktør forsøger han at skabe rammerne for en arbejdsplads, hvor stress ikke kan finde fodfæste. Et fænomen, der ellers har det med at klistre til branchen, hvor der traditionelt hersker en hård tone, og som er præget af travlhed og skiftende arbejdstider. Men på Hotel Opus er tiderne skiftet.

Jeg har nogle principper, der hedder benhård disciplin og bløde værdier. Den hårde disciplin består blandt andet i, at tingene skal være fuldstændig i orden. Man skal møde til tiden og være klædt som reglementet kræver i sort og hvidt, maden skal serveres til tiden og være af høj kvalitet og her skal generelt være et højt serviceniveeau. De bløde værdier handler om, at vi taler ordentligt til hinanden, og vi respekterer hinanden.

Og principperne ser ud til at virke. I hvert fald emmer hotellet i dag af glade medarbejdere og store smil. En udvikling, han med udgivelsen af sin nye bog ønsker at videregive til andre, ledere såvel som ansatte. For flere mennesker skal have fornøjelse af et karriereliv uden stress.

Jens Ole Ambjerg

- Yitta Schwartz' første store sejr over nazisterne var at overleve Anden Verdenskrigs jødeudryddelse. Her ses nogle jødiske børn under krigen. -
- Yitta Schwartz' første store sejr over nazisterne var at overleve Anden Verdenskrigs jødeudryddelse. Her ses nogle jødiske børn under krigen. -