Sygehuset er det mest religiøse hus, man har i en by, for her er der mennesker, som beder til Gud på alle tider af døgnet året rundt. Hvorfor mon det?
Den vigtigste årsag til, at der bedes så meget på et sygehus, er, at mange af os, når vi kommer her, føler os truet på vores liv og har måttet indse, at der er grænser for, hvor meget vi kan hjælpe os selv.
LÆS OGSÅ: Religiøse mennesker lever længere
Nu er det heldigvis ikke hver gang, man bruger et sygehus, at ens tilstand er så alvorlig, at liv og førlighed er på spil. Men når alvorlig sygdom og ulykke rammer os selv eller vore nærmeste, bliver det tydeligt for os, at vi må lægge vores liv i andres hænder, hvis den truende død skal blive til liv igen. Når livet er sådan, bliver vi konfronteret med, at der er grænser for, hvor meget magt vi har over vores eget liv.
Vi, der har oplevet at blive bedøvet, kender til den mærkelige erfaring, det er, når narkosesygeplejersken siger: Nu får du noget at sove på. Et øjeblik efter er vores liv bogstaveligt talt i andres hænder. Vi er virkelig magtesløse.
Denne virkelighed kan man forholde sig til på forskellige måder.
Nogle mennesker kan med ophøjet ro sige til sig selv, at det hele nok skal gå, for lægerne er jo dygtige, og de har prøvet dette her mange gange før. Med denne tilgang skaber et sygehusophold ikke den store mentale udfordring.
Andre oplever konfrontationen med magtesløsheden som virkelig skelsættende. De vil føle sig bekymrede over og dermed overvældede af de symptomer og signaler, som kroppen sender.
Når vi bliver overvældede, ligger det i selve ordet, at noget flyder ud over alle grænser. Vi bliver ude af os selv. Vi erfarer, at vi er i et land, hvor vi ikke selv kan styre, og på dette omtumlende sted begynder mange helt instinktivt at bede. Også mennesker, der ikke tidligere har gjort sig religiøse tanker, gør det.
Derfor er sygehuset det mest religiøse hus i byen!
Endnu en ting skal nævnes. Når lægerne og sygeplejerskerne har gjort deres arbejde godt, og man er i bedring, er det naturligt for mange at sige tak til personalet og til Gud, fordi livet ikke var forbi.
Magtesløsheden bringer altså bønnen frem i mange af os. Men magtesløsheden bringer også skylden frem i mange. Man hører ofte en syg sige: Hvad har jeg gjort, siden dette skulle ramme mig. Eller: Jeg kan ikke forstå, hvad jeg har gjort galt. Jeg har aldrig røget, altid motioneret og i øvrigt levet sundt, og alligevel er jeg blevet syg.
Den slags udtalelser er blevet særligt almindelige i vores tid, og det skyldes, at vi har bildt hinanden ind, at vi har mere magt over livet, end vi i virkeligheden har. Vi har sagt til hinanden: Alting kan blive bedre underforstået, at hvis vi er dygtige nok og kun gør fornuftige ting, så kan livet kun blive godt og gå fremad. Vi har ment, at sygdom kun var for dem, der levede ufornuftigt. Det er der lige som en slags retfærdighed i. Synes de raske!
Men livet er ikke sådan. Vores indflydelse i livet er begrænset, og mange sygdomme rammer ligesom ulykker tilfældigt. Spørgsmålet er imidlertid, om vi ønsker at leve med et så realistisk verdensbillede?
Det har vi i vid udstrækning ikke ønsket i mange år, og derfor er der blevet ledt efter en skyldig, når der skete noget ulykkeligt. Hvem var den skyldige, når en sygdom ramte? Det mest nærliggende svar var: Det må være den syge selv, der ikke har været god nok til at lytte til sin krops signaler eller leve det sunde liv.
Og hvem var den skyldige, når den syge ikke kunne kureres? Det nærliggende svar her var: Det må være lægen, der ikke er dygtig nok.
Sygehuset er således ikke bare bønnens hus det er også skyldens hus!
Og begge dele skyldes, at magtesløsheden findes. I det ene tilfælde med bønnen anerkender vi magtesløsheden, og den giver os et sprog. I det andet tilfælde opstår skylden netop, fordi vi fornægter magtesløsheden og finder en syndebuk, så vi kan bevare vores illusion om, at alting kan blive bedre.
Der ser imidlertid ud til at være en forandring på vej. Fortrængningen af magtesløsheden ser ud til at være ved at forsvinde, og derved åbnes der for ressourcer, der ikke har været fremme i dagens lys i mange år.
En af disse ressourcer er, at vi er Guds børn.
Når man er barn, har man ikke ansvar for alting, for der er grænser for, hvor megen magt et barn har. Desuden er det barnets ret, at det må skrige, hvis det har brug for hjælp, uden at andre anser det for at være unormalt. Tværtimod er det sådan, at det barn, der ikke skriger, når det er i nød, vil man blive urolig for.
Allerede i dåben hører vi om barneretten, når det siges, at hvis vi ikke modtager Guds rige, ligesom et lille barn modtager, så opdager vi ikke, hvor stor Gud er.
Gud har mange forskellige børn i sin børneflok. Bibelen er fyldt med dem, så vi har alle mulighed for at finde en, vi ligner.
Når livet bliver overvældende, og vi ikke magter mere, kan det være særlig nyttigt at tænke på, at vi hver især er Guds barn, og at vi kan bruge den barneret, som han selv har givet os.