Begravelsestaler er en svær balancekunst

Landets stifter melder om seks klager over præsters begravelsestaler i 2012. Ifølge loven er der ingen krav til præstens tale, men præster efterkommer i stigende grad ønsket om mere personlige taler

Tegning: Peter M. Jensen
Tegning: Peter M. Jensen.

Ser man på antallet af klager over begravelsestaler til landets 10 stifter, står det ret godt til med præsters begravelsestaler.

Mens 40.000-50.000 personer fik en kirkelig begravelse i 2012, melder kun tre stifter om klager i løbet af året. De tre stifter er Helsingør med tre klager, Roskilde med to klager og Aarhus med en klage. I de resterende syv stifter melder fem, at de ingen klager har fået, og to stifter har ikke kunnet oplyse antallet af klager.

Men når det sker, at præstens begravelsestale ikke lever op til de pårørendes ønsker og forventninger, er det til gengæld ofte de store følelser, der er på spil. Som det eksempelvis er tilfældet i et læserindlæg i Politiken, hvor en mand beskriver, hvordan han har klaget til biskoppen i det pågældende stift over en upersonlig begravelsestale.

LÆS OGSÅ: Det personlige fylder mere i begravelsestaler

I indlægget skriver han, at afdøde var en jævnlig kirkegænger til kirkens gudstjenester og en hengiven kristen. Alligevel fik hun en uretfærdig bisættelse. Hun kendte kirken, men kirken kendte ikke hende. Og om reaktionen: Det ramte familien som et chok, og den reagerede med vrede.

Forud for bisættelsen havde familien sendt personlige oplysninger om afdødes livsforløb og personlighed til præsten, og præsten havde kvitteret for modtagelsen.

Men det resulterer, som eksemplet viser, ikke automatisk i en personlig begravelsestale. En præst har nemlig ikke pligt til at sige noget personligt i sin tale.

Af begravelsesloven fremgår det, at begravelseshandlingens forløb ved en kirkelig begravelse fastlægges af præsten efter forhandling med den, der ønsker begravelsen eller ligbrændringen foretaget. I praksis betyder det, at der ingen regler er for præstens tale, oplyser Kirkeministeriet.

Ikke desto mindre vil der altid være mange og ofte forskelligartede forventninger til en begravelsestale fra tilhørerne, og derfor er det en svær balancekunst at få talen til at lykkes, mener Einar Fog-Nielsen, pensioneret sognepræst og forfatter til flere bøger om begravelse.

En god begravelsestale er det samme som at gå på line i 10 meters højde uden sikkerhedsnet. Det handler om at holde en tale, der får så mange som muligt til at gå fra begravelsen med en god fornemmelse. En blanding af det evangeliske opstandelseshåb og så det, vi kalder vita noget om den person, vi siger farvel til. Ved en begravelse er det også hele det store følelsesapparat, der er på spil, så det er en stor udfordring at få det til at lykkes, siger han.

Efter at have fået svar fra biskoppen, hvor der blandt andet stod, at der ikke er fastsat regler om minimumskrav for præstens begravelsestale, tog manden bag læserbrevet sagen videre til Kirkeministeriet og spurgte, om love og regler for begravelser og bisættelser er betryggende for de efterladte, hvis de ønsker en personlig tale over deres afdøde familiemedlem. Her fik han at vide, at hans personlige oplevelse ikke ændrer ministeriets samlede opfattelse af, at reglerne om begravelser og bisættelser i folkekirken er betryggende for de efterladte.

Diskussionen om personlige begravelsestaler er imidlertid ikke kun noget, der er foregået i nyere tid, påpeger ph.d. Ulla Morre Bidstrup, der underviser kommende og nuværende præster på Pastoralseminariet i Aarhus i blandt andet begravelsestaler og har redigeret bogen I skal leve med og om begravelsestaler:

Diskussionen blev såmænd ført allerede i reformationstiden, hvor reformatorerne kæmpede imod, at talerne blev en slags anbefa-lelsesskrivelser til Skt. Peter for afdøde fyldt med panegyrisk snak, som det blev udtrykt. Det vil sige floromvunden, rosende tale. Her var problematikken selvfølgelig skærpet, fordi der var snæver sammenhæng mellem, hvor meget afdødes familie kunne betale for begravelse og efterfølgende sjælemesser og begravelsestalens længde og skønhed. Dette lagde Luther stor afstand til og præciserede, at vi holder begravelse for de efterladtes og ikke afdødes saligheds skyld. Ikke desto mindre holdt reformatorerne meget flotte taler over hinanden.

Siden har forskellige perioder og teologiske retninger ifølge Ulla Morre Bidstrup vægtet forholdet mellem den personlige vita-del og forkyndelsen forskelligt. I dag lægges der dog stor vægt på arbejdet med den personlige del, og det er også noget, Ulla Morre Bidstrup vægter højt i sin undervisning.

Enhver begravelsestale bør efter mine begreber indeholde personlige elementer, medmindre de pårørende frabeder sig det, eller det umuliggøres af manglende samtale med de pårørende, siger hun ogunderstreger samtidig, hvor vigtig begravelsestalen er:

Den aktuelle sag viser, at der ikke bare trækkes på skuldrene af talen, men at betydningen og forventningerne er meget, meget store. Begravelsestalen er et overordentlig afgørende mødested mellem folk og kirke og et stykke præstearbejde, som bør have topprioritet.

Tallet for kirkelige begravelser i 2012 er endnu ikke offentliggjort af Danmarks Statistik. Antallet af kirkelige begravelser de seneste seks år har ligget mellem 45.000 og 50.000 om året.