Engelske Edward Rutherfurd har gjort det før. I romaner som New York og London har han ladet store metropoler være hovedpersoner.
I hans nye roman, der udkommer i dag, følger vi gennem 650 år forskellige slægters triumfer og nederlag i Paris, og forfatteren finder hele tiden på påskud og anledninger og undskyldninger, så de forskellige familierepræsentanter kommer til at træffe sammen og helst sådan, at det bare ligner en tilfældighed eller noget, som skæbnens velvillige bistand har fået udvirket.
LÆS OGSÅ: "Paris rejser sig altid med ynde"
Undervejs delagtiggør Rutherfurd generøst læseren i sin vidtstrakte viden om Paris historie. Han beskriver således opførelsen af Eiffeltårnet med en trættende utrættelighed, og adskillige passager i bogen minder derfor mere om leksikale opslag end skønlitteratur.
Rutherfurd skildrer menneskene som definerede af deres klassetilhørsforhold. Derfor modstiller han skematisk og slagordspræget det nydelsessyge og lade aristokrati med arbejderklassen. Flere af arbejderklassens repræsentanter nærer ukuelige ambitioner og gør imponerende karriere takket være taktiske evner og forretningsmæssig tæft. For det handler i Paris om at tjene penge, uhyrlige summer, dersom det vel at mærke går godt, og samvittigheden ikke er alt for sart.
Overordnet set skildrer Rutherfurd sine mange personer med sympati og solidaritet, men også med sans for deres svagheder. Den skønne skuespiller Jeanne Moreau sagde engang, at mænd kun tænker på ting. Med tilføjelsen: Den anden er penge.
Og sandt er det, at sex og penge spiller en central rolle. Ofte er de to ting blandet sammen. Derfor ser vi også forfængeligheden, småligheden, tarveligheden, kort sagt mennesket, når det viser sig fra sin allermindst menneskelige side.
Det gælder Luc Gascon, der spiller en stor rolle i bogen, selv om han i grunden er et tvivlsomt lille menneske, som lever i permanent falskhed. Den diametrale modsætning hertil er storebroren Thomas, som med en tumlings standhaftighed igen og igen rejser sig på trods af modgang.
LÆS OGSÅ:På gengroede stier
Da Paris bliver besat under Anden Verdenskrig, deltager Thomas med uforbløffet sindsligevægt i modstandsbevægelsen, skønt han for længst har nået pensionsalderen. Og det bliver skæbnesvangert for Luc, der er gået i fjendens sold.
Ellers gælder det for de fleste af Rutherfurds personer, at de står prøvelserne igennem og genvinder fodfæstet, hvorefter de erfaringsberiget indleder nye faser i livet.
På et tidspunkt siger kunsthandleren Marc da også med sin vanlige sans for livets små og store paradokser: Alle er forført af det franske landskab, men du må også forstå, at vi franskmænd er så bevidste om vores historie der findes overalt omkring os at vi føler, vi har levet mange gange før.
Når man læser bestemte scener i Paris, tænker man dog mest på, hvor man har læst det før.
Men Rutherfurd er ikke plagiator, for når man genkender scenerne, så er det, fordi lignende scener allerede har fundet sted 200 sider tidligere i bogen. Rutherfurd gentager konstant bestemte konstellationer, bestemte dialoger og bestemte situationer. For eksempel er der ikke ret mange kapitler i Paris, der ikke handler om forbudt kærlighed mellem protestanter og katolikker. Og selv om det er en bedrøveligt velbevidnet kendsgerning, at konflikten mellem katolikker og protestanter har trukket tragiske spor igennem fransk historie, så har Rutherfurd allerede halvvejs igennem den 850 sider store romaner opbrugt sin kvote med hensyn til det tema.
Kirken bliver skildret som en institution, der enten kuler folket ned for at tvinge dem ind under den rette religiøse ortodoksi eller lyser kættere i band. Her mangler nuancer, og især mangler der et fortællermæssigt greb, der kunne gøre dette emne mere spændende.
Om Voltaire fortælles det, at han engang fik besøg af en ung mand med et manuskript, Voltaire siger til ham: Kære ven, så sjusket og dårligt kan De tillade Dem at skrive, når De er blevet berømt. Men nu skal De gøre Dem umage.
Den succesfulde Rutherfurd gør sig ikke megen umage før hen imod slutningen af romanen. Her skildrer han efterdønningerne af Den Franske Revolution, hvor Robespierre vil søsætte en ny religion bygget på hadet til det gamle, hvilket resulterer i det berygtede Rædselsherredømmet fra 1793-94. Også skildringen af Paris under besættelsen er elementært spændende, så Rutherfurd kan sandelig godt skrive, men over alt for mange sider gør han sig for lidt umage.
Bliver man doven af for megen succes?