Prøv avisen

Berømte kirkegårde

Fotograf fra venstre mod højre: Anadolu Agency/Getty Images, Gianluigi Guercia/AFP/Ritzau Scanpix, Lionel Bonaventure/AFP/Ritzau Scanpix og Tobias Stern Johansen

I denne artikelserie skriver Kristeligt Dagblad om en række af verdens kulturhistorisk mest interessante kirkegårde

Artiklen opdateres løbende, når flere artikler fra serien er publiceret.

Tag med på en kirkegårdsvandring igennem årtusinders begravelses-, erindrings- og dødskultur. I artikelserien kan du blandt andet læse om Halbes enorme soldaterkirkegård, Johannesburgs apartheid-kirkegård og Oliebjergets nye gravudbygninger. Se med og lad dig lulle ind i årtusinders historie, liv og død, erindring og glemsel, håb og dvælen.

1: Når Messias kommer vil de der ligger begravet på oliebjerget være de første til at genopstå

For over 3000 år siden fandt de første begravelser på Oliebjerget sted, som er det ældste og mest symbolske gravsted. Her er en lang tradition for, at jødiske lærde ligger begravet her, og ifølge bibelsk tradition er det her Messias vil ankomme til Jerusalem fra øst og genopstå. Da jødiske grave aldrig kan sløjfes, ligger der omtrent 150.000 jøder begravet, og derfor bygges der gravhøjhuse. Men da gravhøjhusene ikke kan blive høje nok til at opfylde behovet for gravpladser, lægges i disse dage sidste hånd på et fleretagers system af underjordiske gravtunneler.

Læs artiklen her.

2: Pére Lachaise skabte forfængelighedens erindringskultur

Pére Lachaise er en af verdens mest berømte kirkegårde med navn efter den personlige sjælesørger for Ludvig d. 14, også kaldet Solkongen. Kirkegården blev indviet af Napoleon i 1804 og skulle være et sted, hvor de levende kunne mindes de døde og fundere over døden. Mere end tre millioner mennesker spadserer hvert år på dens boulevarder omringet af monumenter og mausoleer. Det er et parnas for Europas kulturelite, hvor ånden fra 200 års europæiske kunst svæver mellem gravstederne, og hvor Edith Piaf, Honoré de Balzac, Maria Callas og Frédéric Chopin ligger side om side.

Læs artiklen.

3: I Tyskland begraver man stadig faldne fra krigen

I Halbe sydøst for Berlin findes en af Tysklands største krigskirkegårde. Her foregik et af de sidste og mest desperate slag mellem den tyske og den sovjetiske hær forud for Nazitysklands betingelsesløse overgivelse den 8. maj 1945. Slaget var blodigt, og landskabet flød med døde kroppe, som i varmen kaldte på en hurtig begravelse, hvor kroppene lå. Dog rummer kirkegården også en smuk fortælling. Den blev grundlagt med et sjælesørgerisk mål for øje af en protestantiske præst og tidligere soldat, hvis mission var at give de mange døde en værdig begravelse og et gravsted, hvor de efterladte kunne gå hen med deres sorg.

I dag er mere end 28.000 krigsofre blevet genbegravet på kirkegården, og hvert år kommer nye til.

Læs artiklen her.

4: Avalon kirkegård holdt sydafrikas sorte og hvide adskilt i døden

Den sydafrikanske Avalon Kirkegård i Johannesburg-forstaden Soweto fortæller historien om apartheid i døden såvel som livet og om de over 200 love, som regulerede forholdende mellem sorte og hvide indbyggere. Kirkegården med sin enorme størrelse vidner om de flere end 370.000 mennesker, primært sorte sydafrikanere, som ligger begravet her.

Læs artiklen her.

5. Evigheden er lys og lykkelig i de dødes Disneyland

På Kirkegården Forest Lawn Memorial Park i Los Angeles ligger nogle af de største Hollywood-stjerner såsom Humphrey Bogart, Elizabeth Taylor og Walt Disney begravet. Stifterens ønske var at skabe et sted, hvor ikke døden, men det evige liv blev hyldet, og han siger: ”Jeg tror på et lykkeligt evigt liv. (…) Derfor ved jeg, at vor tids kirkegårde er forkerte, fordi de skildrer en ende, ikke begyndelse.” Dog er kirkegården igennem sine 131 år ofte blevet hånet af europæerne for at emme af amerikansk overfladiskhed og kapitalisme.

Læs artiklen her.

7: En grav på La Recoleta er det sidste statussymbol for Argentinas overklasse

Den verdensberømte kirkegård La Recoleta i Buenos Aires, som blev grundlagt i 1822, tiltrækker hvert år hundredtusinder turister. Tidligere var området forbeholdt et jesuiterkloster, men i dag er den statussymbolet over alle på den argentinske overklasse.

Kirkegården fortæller historien om Argentina på godt og ondt og i al sin pragt med tusindvis af statuer, sarkofager, mausoleer og krypter i stilarter, der spænder over barok, art nouveau og deco med inspiration fra oldtidens arkitektur. Her ligger landets største generaler, præsidenter, militærfolk, forfattere og nobelprismodtagere begravet, som hver især har været med at skrive landets historie. Her kan for eksempel den frygtede diktator Juan Manuel de Rosas og landets mest berømte forfatter Jorge Luis Borge nævnes. Gravpladserne skulle ganske vist samle familien, men har også haft til hensigt at vække til æstetisk beundring blandt de besøgende.

Læs artiklen her.

7: På Staglieno-kirkegården i Genovo er døden mejslet i massiv granit

Her kan man blandt andet se Genopstandelsesenglen, som er arketypen på et af de prægtigste eksempler på kirkegårdskunst og berømmet verden over. Cimitero Monumentale di Staglieno blev åbnet i 1851, næsten et halvt århundrede efter Napoleon Bonaparte beordrede nye gravpladser anlagt uden for byer for at undgå epidemier. Genovas kommune ynder at citere Ernest Hemingway for at have kaldt Staglieno for et af verdens vidundere. I hans roman ”Farvel til våbnene” skriver han dog, at ”Genova var stedet at se dårlige marmorskulpturer”. Til gengæld var der en fin anden fin kirkegård. Det var den i Pisa.

Læs artiken her.

8: I Glasgow Necropolis blev der passer godt på de døde

Glasgow Necropolis er opkaldt efter de græske ord nekrós for død og polis for by, de dødes by, og er en kirkegård i Glasgow i victoriansk stil. Her er massevis familiemausoleer - det ene mere prægtigt end det andet - fordi borgerskabet og velhaverne havde en hang til at overgå hinanden i at udstråle pragt og rigdom. Kirkegården blev opført som reaktion på, at færre mennesker gik i kirke, hvilket også problematiserede døden, da sognekirken traditionelt varetog begravelsen.

Mausoleerne står i slående kontrast til de mere ydmyge sten, som de almindeligere mennesker byggede i. Kirkegården er tegnet af arkitekten John Strang, som var inspireret af tidligere omtalte Pére Lachaise i Paris. På højens top på kirkegården ses et mindemærke af den skotske reformator John Knox, og ligeledes findes den eneste skotske domkirke, som overleverede reformationen i Skotland her.

Læs artiklen her.

9: 100.000 grave og endnu flere fyrretræer. Stockholms skovkirkegård er hele verdens kulturarv

Skogskyrkogården er tegnet med inspiration over Caspar David Friedrichs melankolske landskabsmalerier. Ragnar Östberg skrev på indvielsesdagen i Svenske Dagbladet, at
Skoven skærmer. Bystøj når dem (gravene, red.) ikke. Trækronerne svajer, og deres hvisken løber som en beskyttende linje henover den stadig hvilende by.” På kirkegården i det sydlige Stockholm skulle man kunne finde velfortjent fred i naturen. I dag bruges kirkegården af både løbere, hundeluftere, sørgende, levende og døde.

Læs artiken her.

10: Rigmænd og revolutionære helte ligger side om side i Santiago de Cuba

På kirkegården i udkanten af Santiago de Cuba, landets næststørste by, ligger rigmænd og revolutionære begravet side om side. Her ligger blandt andet den kommunistiske revolutionære Fidel Castro, som blev kremeret – selvom det strider imod cubansk skik, og den cubanske nationalhelt og poet José Martí begravet. Et af Cementerio Santa Ifigenia ejendommeligheder er de røde og sorte flag med inskriptionen M-26-7, som markerer gravene for de helte, der blev dræbt i årene op til revolutionen i 1959, hvor Castro tog magten. Læs artiklen og bliv klogere på livet bag døden i Cuba, og hvorfor mange cubanere bliver begravet to gange.

Læs artiklen her.

Foto: Lionel Bonaventure/AFP/Ritzau Scanpix
Foto: Anadolu Agency/Getty Images
Foto: Gianluigi Guercia/AFP/Ritzau Scanpix
Foto: Tobias Stern Johansen
Foto: Li Ying/Xinhua/Ritzau Scanpix
Foto: Ralf Hirchberger/dpa-zentralnbild/dpa
Foto: Bjarne Nørum
Foto: AKG IMages/Ritzau Scanpix
Foto: Johan Varning Bendtsen
Foto: Bjarne Nørum