I Chile er børn illegalt blevet bortadopteret til Vesten. Kristeligt Dagblad har fundet frem til de første, som ankom til Danmark. I dag er de overbeviste om, at der var ulovligheder forbundet med deres adoptioner. Kampen for at finde sandheden handler ikke om hævn, men om at blive hele mennesker

Af Mathias Sonne Mencke

På himlen over København en kold decemberdag i 1978 gjorde et fly klar til landing. Om bord var fem chilenske børn endnu for unge til selv at spænde sikkerhedsselen og til at forstå, hvilken drejning deres liv havde taget. At de havde forladt deres fødeland og kultur for i stedet at blive danske statsborgere. På dette tidspunkt vidste de heller ikke, at de muligvis var ofre for illegal adoption. At nogle af deres biologiske mødre senere i livet ville insistere på, at de var blevet stjålet, ligesom flere tusinde chilenske børn på mystisk vis forsvandt fra deres familier i sidste halvdel af det 20. århundrede.

I lufthavnens ankomsthal ventede forventningsfulde danske par, der længe havde ønsket sig et barn, men for hvem det af den ene eller anden grund ikke var lykkedes. Gennem adoptionsbureauet AC Børnehjælp skulle de som de første i Danmark officielt adoptere fra Chile i Sydamerika. Et land, der på dette tidspunkt primært var kendt – og berygtet – for diktatoren Augusto Pinochets brutale behandling af politiske modstandere. Landets politiske situation har formentligt ikke fyldt synderligt i ankomsthallen. For parrene var års ventetid reduceret til minutter. Snart kunne de kalde sig forældre. Snart skulle de møde det barn, de havde læst beskrivelser og set billeder af, og som de i forskellige vendinger havde fået at vide var blevet opgivet af deres biologiske familier.

Det var i hvert fald den historie, Ole og Grete Kaalund kendte. Manuel Francisco Humeres Salinas hed deres kommende søn. En fireårig dreng med mørkt hår og brune øjne, der ifølge adoptionsbureauets oplysninger blev født uden for ægteskab i efteråret 1974, hvorefter han blev opgivet af unavngivne forældre. Han var perfekt. Og i en lægeundersøgelse dateret to år før ankomsten til Danmark fik en doktor ud over de sundhedsfaglige betragtninger nævnt, at deres kommende adoptivsøn både fremstod ”kærlig”, ”hengiven”, ”mørk, men ret lys” og ikke mindst som et barn, der ”falder let til”.

Drengen kom til at hedde Manuel Tom Kaalund. Han voksede op i en villa i Lyngby i Nordsjælland, og en dag, da han blev gammel nok, spurgte han adoptivforældrene, hvorfor hans oprindelige familie ikke ville vide af ham. De fortalte, hvad de vidste, og adoptivsønnen tav. At være blevet efterladt på en bænk i en park af ukendte forældre levner ikke meget plads til uddybende spørgsmål.

Problemet er bare, at dele af historien sandsynligvis er løgn. En gennemgang af Manuel Tom Kaalunds adoptionssag røber nemlig flere dokumenter, som synes selvmodsigende og misvisende. Og han er langtfra den eneste adopterede fra Chile, der er ved at lægge et puslespil, hvor brikkerne ikke passer. To andre, der var om bord på flyet i 1978, er Luis Vad-Nielsen, der endte hos en familie i Strøby Egede nær Køge, og Claudia Alejandra Svane, der kom til at bo i Brønderslev i Vendsyssel. I dag er begge overbevist om, at deres adoptioner beroede på et bedrag. Mistankerne skyldes i særdeleshed, at deres biologiske familier har fortalt dem, at de blev stjålet, men også dokumenter vedrørende formidlingen af adoptivbørn mellem Danmark og Chile under Pinochet-regimet, som Kristeligt Dagblad har fået aktindsigt i, viser, at samarbejdet pludseligt blev indstillet i 1982 på grund af ”mistanke om ulovlig adfærd”.

Dette er historien om forsvundne chilenske børn, der muligvis havnede i Danmark. Det er fortællingen om en diktaturstat, hvorfra børn forsvandt, om et dansk system, der modtog adoptivbørn uden at sætte spørgsmålstegn ved dokumentationen. Og så er det historien om adoptivbørn, der er blevet voksne og efterlyser svar.

”Jeg har hele mit liv tænkt, at min biologiske mor opgav mig. Og af den grund har jeg ikke villet søge efter hende. Nu kan jeg ikke lade være. Tanken om, at jeg måske er blevet stjålet mod hendes vilje, kan jeg ikke bære. Jeg har selv børn og tænker over, hvilket traume hun må have. Jeg vil finde hende, så hun kan se, at jeg lever. Både for min egen og hendes skyld,” siger Manuel Tom Kaalund.

Mistanken om bedrag i de danske adoptionssager fra Chile har fået næring af en chilensk undersøgelseskommission, der entydigt har fastslået, at børn fra 1950’erne og frem til slutningen af 1990’erne forsvandt som led i illegale adoptioner til Vesten. I alt skønner chilenske myndigheder, at minimum 8000 børn på mistænkelig vis forsvandt under Augusto Pinochets militærdiktatur fra 1973 til 1990. Ngo’er anslår, at tallet er langt højere. Bortadop­tionerne involverer ifølge kommissionen hele det chilenske system: Fra dommere og advokater til socialrådgivere, sundhedsfaglige, børnehjem og den katolske kirke, og i kølvandet på afdækningen har Chiles regering igangsat en efterforskning med henblik på retsforfølgelse. Selvjustitsen har vakt opsigt i det meste af den vestlige verden, og i februar fastlog den svenske socialminister, Lena Hallengren, i dagbladet Dagens Nyheter, at landets regering ønsker en kulegravning af den samlede svenske adoptionspraksis gennem fire årtier. Og i Danmark opfordrede Ankestyrelsen i efteråret højst usædvanligt alle adoptivbørn fra Chile med mistanke om ulovligheder vedrørende deres adoption om at tage kontakt. Én af de adoptionssager, som Ankestyrelsen gennemgår i skrivende stund, er Manuel Tom Kaalunds. Det vender vi tilbage til.

Først et smut til Chile, hvor man i årevis kendte til mistanken om forsvundne børn. I avisartikler kunne man løbende læse om mødre, der påstod, at deres børn var blevet stjålet, ligesom seere i den chilenske pendant til DR-programmet ”Sporløs” ofte kunne iagttage, hvordan adoptivbørns beretninger om årsagerne bag deres adoptioner ikke stemte overens med de biologiske familiers udlægninger. Vidnesbyrdene vandt imidlertid ikke genklang i befolkningen. De biologiske mødre kom ofte fra fattige kår, og påstandene om bedrageri og børnekidnapning manglende troværdighed.

Det var derfor først i 2014, da det chilenske medie Ciper kunne dokumentere, at en gruppe børn, der angiveligt var erklæret dødfødte under Pinochet-styret, i virkeligheden var blevet bortadopteret til Vesten uden tilladelse fra deres forældre. Fødslerne og de efterfølgende bortadoptioner var ledet af en katolsk præst, der i ledtog med flere læger fjernede babyer fra mødre ved fødslen for dernæst at fortælle dem, at deres spædbørn var dødfødte. Ofte skete dette for kvinder fra mere velstillede, konservative familier, hvor man anså fødsler uden for ægteskab som skamfuldt. Og til sit forsvar fastholdt præsten, at han kun gjorde, hvad døtrenes fædre havde bedt ham om.

Afsløringerne startede en lavine. Foreninger som Nos Buscamos (vi leder efter hinanden) og Hijos y Madres del Silencio (Stilhedens børn og mødre) opstod og mobiliserede hundredvis af mødre med det tilfælles, at de alle havde mistet et barn under mystiske omstændigheder. Frustrationerne i befolkningen voksede, og det chilenske parlament tog konsekvensen og nedsatte den føromtalte kommission, der på baggrund af tusindvis af vidneudsagn fra blandt andet mødre, pårørende, advokater og socialarbejdere fastlog, at familier systematisk har fået frarøvet børn med henblik på bortadoption.

Kommissionen angav fire gennemgående metoder, som blandt andet læger og socialarbejdere brugte til at skaffe børn. Fælles for dem var, at de omhandlede mødre i mere eller mindre forsvarsløse positioner. Den første metode gik på, at de sociale myndigheder uden videre erklærede forældre for uegnede og tvangsfjernede deres børn, hvorefter børnene forsvandt eller blev erklæret døde. Den anden metode gik på, at eksempelvis myndigheder eller kirken ”lokkede” eller ”afpressede” fattige til at underskrive papirer, de ikke forstod betydningen af. Tredje metode var ren og skær kidnapning af børn. Og sidst oplevede mange mødre, at deres børn blev løjet døde efter fødsler eller indlæggelser på hospitaler.

En af dem, der blev løjet død, var toårige Claudia Alijandra Gallardo Vergara. Hun fik siden navnet Claudia Alejandra Svane, da hun kom til Danmark og flyttede ind hos sine adoptivforældre i Brønderslev i 1978. Opvæksten i Nordjylland beskriver hun som ”én, man ikke kan sætte en finger på. Den var tryg og fuld af kærlighed.”

“Alligevel,” siger hun, ”har jeg altid følt en rodløshed og allerede fra barnsben stillet mig selvbebrejdende spørgsmål, såsom er det min egen skyld, at mine biologiske forældre ikke ville have mig?”.

Til sidst erkendte Claudia Alejandra Svane, at hun måtte have vished, hvis hun skulle kunne komme videre med sit liv. Hun gennemgik sin adoptionssag og konstaterede, at hun tilsyneladende var født uden for ægteskab, og at hendes biologiske mor havde overdraget hende til det statslige børnehjem Casa Nacional del Niño i Chiles hovedstad, Santiago.

Et sted, som det daværende adoptionsbureau AC Børnehjælp havde etableret et samarbejde med i 1978, og som til og med 1981 godkendte 76 bortadoptioner til Danmark. Det frugtbare samarbejde fik imidlertid en brat ende. Aktindsigter i formidlingen af chilenske børn til Danmark viser, at AC Børnehjælp og Casa Nacional del Niño øjeblikkeligt indstillede samarbejdet i 1982 ”på baggrund af mistanke om ulovlig adfærd”.

Tilsyneladende var det de chilenske myndigheder selv, der suspenderede formidlingen, da chilenske medier ifølge et dokument fra den danske ambassade i Santiago beskrev ulovlig ”børnetrafik”. I AC Børnehjælps julekort til mulige adoptanter samme år nævntes suspenderingen af den chilenske adoptionsformidling og mistanken om uregelmæssigheder ikke. Først året efter konstateredes det, at formidlingen var ”genåbnet”, men ”bestemt ikke uden problemer, og der kommer fremdeles kun et mindre antal børn”. Af de i alt 111 chilenske adoptivbørn, der i tidens løb er kommet til Danmark, ankom Manuel Tom Kaalund, Claudia Alejandra Svane, Luis Vad-Nielsen og 73 andre børn fra Chile, inden formidlingen fra børnehjemmet blev suspenderet.

Det var det daværende Civilretsdirektoratet, som førte tilsyn med den danske adoptionsformidling i 1970’erne og 1980’erne. Der er imidlertid intet, der tyder på, at de danske adoptivfamilier blev orienteret om mistanken, eller at man fra officielt hold ”reagerede” på mistanken. Det skriver Ankestyrelsen i et mailsvar til Social- og Indenrigsministeriet, som Kristeligt Dagblad har set.

AC Børnehjælp er i dag sammenlagt med DanAdopt under navnet DIA – Danish International Adoption. Her har man på baggrund af de nye oplysninger gennemgået adoptionsformidlingen fra Chile og ”ikke fundet oplysninger eller artikler, der omhandler, at der skulle være foregået ulovligheder på Casa Nacional del Niño”. I en redegørelse sendt til Ankestyrelsen skriver DIA dog, at det i ”sagerne fra Casa National del Niño primært ikke fremgår, om der er givet samtykke eller ej” fra de biologiske forældre.

Stifter og direktør i organisationen Chilean Adoptees Worldwide Alejandro Quezada kalder Casa Nacional del Niño for en af de mest ”magtfulde” børneinstitutioner på det givne tidspunkt. Han blev selv adopteret til Holland i 1979, efter han ifølge sin biologiske familie blev løjet død til et sundhedstjek kort efter fødslen. Om det statslige børnehjem Casa Nacional del Niño siger han, at ”jeg endnu ikke er stødt på en adoption derfra, hvor der ikke har været elementer af bedrag ind over formidlingen”.

Både Manuel Tom Kaalund, Claudia Alejandra Svane og Luis Vad-Nielsen boede på Casa Nacional del Niño, inden de kom til Danmark. Samtidig blev deres adoptivforældre repræsenteret af den samme advokat i Chile: Maria Luisa Avendaño. Et velkendt navn i den skandinaviske adoptionsformidling fra Chile i 1970’erne og 1980’erne. I 2019 optrådte hun således i en omfattende rekonstruktion, hvor det undersøgende chilenske medie Ciper blandt andet dokumenterede, hvordan chilenske advokater koordinerede med dagplejeansatte og socialarbejdere for at indsamle spædbørn fra børnehjem, hospitaler og fattige hjem, hvorefter de blandt andet endte i Sverige.

Alt dette vidste Claudia Alejandra Svane selvsagt ikke, da hun for små 20 år siden begyndte at lede efter sin biologiske familie. Hun stolede på, at oplysningerne i hendes adoptionspapirer var sandfærdige, og at hun vitterligt var blevet opgivet. Skal man tro Claudia Alejandra Svanes biologiske mor, Viviana Vergara, er de oplysninger imidlertid løgn fra enden til anden. Hun opgav aldrig sin datter til adoption. Derimod har hun livet igennem troet, at datteren døde som toårig.

Det angivelige bedrageri skete en dag, Viviana Vergara tog sin datter på skadestuen for at få behandlet et sår, der var gået betændelse i. Moderens kusine tog med på hospitalet og bekræfter historien. Datteren blev indlagt, og dagen efter kom Claudia Alejandra Svanes mor og moster for at hente hende. De brød sammen, da en læge fortalte dem, at datteren var død. Moderen råbte og skreg og krævede at se liget, men lægen afviste. Datterens lig skulle nemlig bruges til forskning. I den følgende tid kom Viviana Vergara dagligt for at få udleveret liget af sin datter, men hver gang gik hun tomhændet hjem. Til sidst indså hun, at hendes toårige datter var død.

”Tænk dig, at jeg dukker op, efter hun har troet, at jeg har været død i så mange år. Det var som at sprænge en bombe i hendes liv. Hun fik faktisk et nervesammenbrud og blev indlagt,” siger Claudia Alejandra Svane, som i dag er 45 år. De to fik foretaget dna-prøver, der bekræftede relationen, og Claudia Alejandra Svane nåede at blive genforenet med sin biologiske mor og lillebror over videotjeneste Skype, inden moderen kort efter døde. I dag hjælper hun andre danskere, der blev adopteret fra Chile, med at finde deres ophav. Et opklaringsarbejde, hun mener den danske stat burde involvere sig i.

”Selvom jeg kender min historie, mener jeg, at vi som land er nødt til at finde ud af, hvad der er hoved og hale i alt det her, så vi når til nogenlunde enighed om vores historiefortælling. For mange er mistanken om at være stjålet traumatisk, og her er det vigtigt at huske på, at det ikke kun er os adoptivbørn, men også vores adoptivfamilier og de biologiske familier, der er blevet ført bag lyset,” siger hun.

At efterspørgslen på børn til adoption i Danmark i 1970’erne og 1980’erne overgik udbuddet, kan man læse i brevene, adoptanterne på landets ventelister modtog. I 1978 skrev kontorchefen i AC Børnehjælp eksempelvis, at ”desværre må vi nok realistisk indse, at der er et voksende misforhold mellem det antal ansøgere, der ønsker at adoptere et barn fra udlandet, og det antal børn, der er til rådighed til bortadoption (...). På den anden side er vi under konstant pres fra vore kontakter i udlandet om også at kunne placere lidt ældre børn i aldersklassen 3-6 år og eventuelt 7 år.”

Om formuleringen i brevet var medvirkende til, at Georg Vad-Nielsen og Lilli Sørensen fra Strøby Egede på Østsjælland sagde ja til at adoptere femårige Luis Vad-Nielsen, er uvist. Sikkert er det, at alderen betød, at den i dag 47-årige Luis Vad-Nielsen havde minder om vold og ensomhed fra børnehjemmet Casa Nacional del Niño med i kufferten, da han landede i Danmark i 1978.

Han er i dag kunstner og står i barndomshjemmet, hvor han viser et billede, han har malet. På maleriet ses et bjerg med konturen af en kvindes krop. Himlen er ildrød. Og fra bjergsiden løber dråber af vand ned i en sø. På to øer vokser træer med forgrenende rødder, der løber mellem øerne.

”Jeg malede det i 1999. Jeg tror, det handler om at skabe forbindelse i mine ophav. At anerkende, at jeg er dansker, selvom blodet, der løber i mine årer, er chilensk. At jeg er stolt over begge dele,” siger han.

Da Luis Vad-Nielsen kom i teenagealderen, begyndte hans verden at ramle. Han havde haft en tryg og kærlig opvækst, men mærkede samtidig en konstant angst for at miste. Som barn ønskede han, at han måtte befinde sig i adoptivforældrenes bil, hvis de skulle køre galt. Han forlod kærester, han holdt af, af frygt for selv at blive forladt, og han følte en ulmende vrede mod sin biologiske mor, der ifølge adoptionspapirerne havde ”opgivet” ham, og som han over for kammeraterne omtalte som ”luder”.

Tankerne dulmede han med alkohol, som blev til hash, som blev til ecstasy og rygeheroin. Heldigvis kom Luis Vad-Nielsen i behandling, og det var som et led i den terapeutiske behandling, at han og adoptivforældrene blev anbefalet at finde sønnens biologiske ophav. Missionen lykkedes i 1999, og ligesom det var tilfældet med Claudia Alejandra Svane, mente hans biologiske familie også, at han var blevet stjålet.

Luis Vad-Nielsens biologiske mor forklarede, at han ganske rigtigt havde været på børnehjemmet med broderen Tomas, men at det skulle have været midlertidigt, og at hun aldrig havde givet samtykke til en bortadoption. Men Luis Vad-Nielsen var simpelthen forsvundet, en dag hun mødte op, og ifølge moderen brugte hun de efterfølgende 20 år på at lede efter ham i hele Chile. Af Luis Vad-Nielsens adoptionspapirer fremgår det, at moderen opgav ham, da han var født uden for ægteskab. En årsag, moderen pure afviser. Intet sted i adoptionspapirerne nævnes det, at han boede på børnehjemmet med sin biologiske storebror.

Luis Vad-Nielsen og hans adoptivforældre var chokerede over moderens udlægning, og efter hjemkomsten gik de til pressen for at få det frem i lyset, at deres adoptivsøn tilsyneladende var blevet røvet fra sin mor. Artiklerne ”Adoptivbarn stjålet – forældrene troede, han var død” og ”Et stjålet barn fundet” i Dagbladet Køge fik kort efter den chilenske ambassade i København til at kontakte Udenrigsministeriet for at få oplysninger om adoptionssagerne fra Chile til Danmark frem mod 1980. Særligt, skrev de, var de interesseret i oplysninger om de 12 børn, der ankom i 1978 og i 1979. De danske myndigheder afviste dengang at udlevere oplysningen, da de chilenske børn var danske statsborgere, hvorfor anmodningen ifølge Kristeligt Dagblads oplysninger intet førte med sig.

Mistanken om ulovlige adoptioner fra Chile er langtfra enestående. Gennem årene har medier dokumenteret bedrag i formidlinger fra stort set hele verden. Det samme har været tilfældet i andre europæiske lande, og i februar i år konkluderede en hollandsk undersøgelseskommission, at ulovligheder i den såkaldte transnationale adoptionsformidling til landet har fundet sted. Rapporten fik den hollandske regering til at suspendere al transnational adoption øjeblikkeligt og den hollandske justitsminister til at give en officiel undskyldning til alle adoptivbørn, adoptivforældre og biologiske forældre. I barndomshjemmet i Strøby Egede siger Luis Vad-Nielsen, at han ikke har brug for nogen undskyldning. Det, adoptivbørn og deres adoptivforældre har brug for i dag, er klarhed og eventuelt psykologhjælp.

”I mine øjne gør en undskyldning os hverken mere hele eller halve. I stedet håber jeg, at Danmark vil hjælpe adoptivbørn med at finde sig selv. Det her handler ikke om hævn. Det handler om identitet, og at vi ufrivilligt og uretmæssigt er blevet stjålet.”

8000 mistænkelige sager

Modsat Luis Vad-Nielsen og Claudia Alejandra Svane har Manuel Tom Kaalund endnu ikke fundet sit biologiske ophav. Han sidder på en bænk i Ringsted og kigger ud over Susåen. Der har sneet, nøjagtig som den decemberdag, han ankom til Danmark i 1978. Det har taget ham det meste af sit liv at nå frem til en erkendelse af, at han er nødt til at vide, hvem han er, og hvor han kommer fra. Ligesom hans to medpassagerer på flyet i 1978 har han livet igennem oplevet en følelse af utilstrækkelighed og angst for at miste. Manuel Tom Kaalund griner og fortæller historien om dengang i barndomshjemmet i Lyngby, hvor han bandt en toastsandwich med ost fast som madding på en snor for at fange sin far, da hans adoptivforældre flyttede fra hinanden og lod sig skille. Ligesom Luis Vad-Nielsen føler han sig overbevist om, at hans rodløshed var en medvirkende årsag til, at han begyndte at tage stoffer og endte i hjemløshed. Det er først inden for de seneste par år, at han er begyndt at åbne op for den vrede, han som ung har følt. I adoptionspapirerne blev forældrene lovet en ”hengiven” og ”munter” dreng, der havde ”let ved at tilpasse sig”.

“På mange måder fik de det modsatte,” siger Manuel Tom Kaalund. Han viser et billede af sig selv som nyadopteret fireårig dreng i Danmark. Øjnene er dybe og brune.

Hvem ser du?

”Hm… jeg ser vel en dreng, der prøver at gøre sine forældre glade. Men i øjnene ser jeg også noget andet. Jeg ser faktisk en ulykkelig dreng, der bare forsøger at følge strømmen... som prøver at please sine forældre og omverdenen, fordi han er bange,” siger han.

Gennem livet har Manuel Tom Kaalund fået fortalt, at han blev fundet på en bænk i en park efterladt af ukendte forældre. I de officielle adoptionspapirer står der, at Manuel Tom Kaalund ”blev født uden for ægteskab af ikke-navngivne forældre, og at han som et forladt barn blev optaget på Casa Nacional del Niño”.

Forældrenes navne er af samme grund udeladt på de fødselsattester, der fremgår af Manuel Tom Kaalunds sag. Fødselsattester, der på besynderlig vis først er stemplet i efteråret 1978, kort før Manuel Tom Kaalund blev bortadopteret til Danmark, og altså ikke i 1974, hvor han angiveligt er født. Mysteriet bliver ikke mindre af, at en chilensk læge et halvt år inden bortadoptionen fremsendte en sundhedsjournal på Manuel Tom Kaalund til adoptionsbureauet AC Børnehjælp. Heri beskriver lægen fødslen, der vel at mærke havde fundet sted fire år tidligere, og to år inden drengen officielt var ankommet til Casa Nacional del Niño efterladt af ikke-navngivne forældre.

I journalerne noterede lægen blandt andet, at moderen ikke oplevede ”nogen sygdomme under sin graviditet”, og at selve fødslen ”forløb uden komplikationer”. Sågar moderens identitet fremgår af journalen, til trods for at identiteten i de øvrige sagsakter er opgjort til at være ukendt. I bunken af akter fra Manuel Tom Kaalunds sag er det selvsagt ikke til at vide, hvilke dokumenter der viser sandheden, og hvilke der eventuelt er fabrikerede. Det eneste, Manuel Tom Kaalund kan konstatere, er, at ”det hele godt nok lugter”.

”Det er så meget, jeg gerne vil have svar på: Hvad skete der dengang i Chile? Blev jeg virkelig opgivet af min mor, eller var det fusk? Så de danske adoptionsbureauer gennem fingre med formidlingen?”, spørger han.

Det er godt 42 år siden, at han, Claudia Alejandra Svane og Luis Vad-Nielsen sad i flyveren på vej til København. I dag er de alle i slutningen af 40’erne og overbevist om, at de deres adoptioner til Danmark var forbundet med ulovligheder. Manuel Tom Kaalund håber, at den danske regering vil følge Sveriges eksempel og nedsætte en kommission, så man kan komme til bunds i de efterhånden mange skandalesager, der har været om adoptioner fra udlandet i tidens løb.

I mellemtiden vil han fortsætte sin søgen efter sit ophav. Sidste år fandt han en kvinde, der bedømt på navnet kunne være hans tante. Han kontaktede hende, men fik intet svar. ”Nu går jeg efter næste spor,” siger Manuel Tom Kaalund ukueligt.

”En stor del af livet har for mig handlet om at finde accept i tilværelsen. Jeg har tænkt, at mit ophav ikke vedkom mig, fordi jeg blev opgivet. Sådan har jeg det ikke længere. Børn er blevet stjålet, og min biologiske mor fortjener også vished om, at hendes søn lever.”

Men hvad, hvis din mor ikke ønsker at have dig i tilværelsen?

”Så bliver jeg faktisk glad. For så betyder det, at hun formåede at komme videre med sit liv. Det tror jeg ikke, alle mødre har kunnet.”