Hvilke sange er de 10 bedste i sangskatten? Kristeligt Dagblads læsere har stemt, og her er det endelige resultat - fremført af sanger Katrine Muff Enevoldsen
Af Lise Søgaard
Der er nye og gamle, tunge og lette. Sange om det, der kendetegner det land, vi lever i, og de mennesker, vi lever med. Sange om troen, tvivlen og kærligheden.
Vi taler om sangene på Danmarks nye uofficielle sangkanon, som Kristeligt Dagblad i dag kan afsløre. De seneste måneder har avisen været i gang med at kåre de 10 bedste danske sange – og nu foreligger resultatet endelig.
Processen begyndte i juni, hvor seks sangeksperter – Katrine Muff Enevoldsen, Bertel Haarder, Iben Krogsdal, Andreo Mielczarek, Marie Højlund og Jørgen Carlsen – mødtes for at udpege 100 danske sange, der var værdige til at dyste i konkurrencen. Hen over sommeren har 6463 læsere så stemt på deres foretrukne 10 sange.
Og her er de så – Danmarks 10 bedste sange ifølge Kristeligt Dagblads læsere. Få historien om alle sangene leveret af to medlemmer af Kristeligt Dagblads sangpanel, tidligere højskoleforstander Jørgen Carlsen og sanger og tv-vært Katrine Muff Enevoldsen – og hør ikke mindst sidstnævnte fremføre alle sangene i de 10 videoer herunder, akkompagneret af pianist Mathias Holm.
God fornøjelse!
