Der er to haner på Livø. Den ene hane galer som en velkomstsalut, da færgen er i havnen på Livø. Det er skipperens hane. Limfjordsøen bliver markedsført som Danmarks stillekupé, men denne fredag formiddag, hvor folk går i land, står man med samme følelse, som når man kanter sig ind i et IC3-tog og skal finde sin plads. Stilheden sænker sig først, når alle har fundet deres pladser, og vil man mærke stilheden på Livø, skal man blive stående på havnen, til der er faldet ro over området. Det tager blot nogle minutter.

At blive stående på havnen er et råd, naturvejleder Bente Kjærgaard gerne giver til de gæster, hun modtager på øen. Bente Kjærgaard er gift med landmand Karsten Kjærgaard. Sammen udgør de landmandsparret på Livø Avlsgård, og når der er brug for en guide eller naturvejleder, så er det gerne hende, som træder til.

Vil man finde det mest stille sted i Danmark, peger flere på Livø, som er en bilfri ø, hvor antallet af beboere kan tælles på to hænder. Enkelte kommuner har de senere år udpeget stilleområder, som er offentligt tilgængelige områder, hvor støjen er relativt lav, og hvor kommunen i lokalplanen beslutter at bevare eller udvikle stilheden. Stilleområderne kan også være i det åbne land, og her er det områder, som er domineret af fuglesang, vind, bølgeskvulp og andre så at sige naturlige lyde. Længe inden kommunerne begyndte at arbejde med stilhed, sikrede en fredning, at Livø blev en ø med en stilhed, som folk de seneste år er kommet rejsende for at gå ind i. ”Vi tilbyder et fravær af alt det, mange gerne vil væk fra.”  

Nogle minutters gang fra havnen viser Bente Kjærgaard vej gennem et hul mellem hyldebærbuskene. Her er udsigt til en vidtstrakt strandeng. Det var her, slaget om stilheden på Livø blev kæmpet. Efter at have været lukket for turister, begyndte færgen fra Rønbjerg ved Løgstør at sejle besøgende til øen i første del af 1970’erne, som også var en tid, hvor der blev udstykket mange sommerhusgrunde. Lokalpolitikerne i Løgstør Kommune tænkte, at man kunne opføre godt 200 sommerhuse på den attraktive Limfjordsø med klinter og sandstrande. ”De skulle være lige her,” siger Bente Kjærgaard og peger ud over strandengen, som aldrig har været pløjet. Dengang var Løgstør Kommune og det daværende Nordjyllands Amt ansvarlige for driften af øen, som gav millionunderskud. Planerne om sommerhuse på Livø skabte debat, og Danmarks Naturfredningsforening anlagde en fredningssag for øen, hvilket bremsede sommerhusplanerne, som endeligt blev skrinlagt i 1977, hvor øen blev fredet. Siden 1980 har det været Miljøministeriet, som har haft ansvaret for den daglige drift af øen.  

Der er to haner på Livø. Den ene hane er Bente Kjærgaards. Den spankulerer over vejen ved Livø Avlsgård, hvor hun har boet de seneste 16 år. Parret havde solgt deres gård ved Nørre Felding nær Holstebro, da de blev opmærksomme på, at man søgte en ny landmand til det økologiske forsøgs- og demonstrationslandbrug på øen. Her er 55 Aberdeen Angus ammedyr med kalve. Fra april til oktober græsser kvæget mellem gamle egetræer og fungerer som naturplejere. Og så er her 80 hektar med marker og på den måde rigeligt at se til for landmand Karsten Kjærgaard. Bente Kjærgaard beskriver sit første møde med øen lidt som en forelskelse. De mange landskabstyper og ikke mindst nærheden til vandet gjorde valget let for hende. Praktikken, som fulgte med at flytte fire skolesøgende børn til en ø uden skole, skræmte hende ikke. Børneflokken havde hinanden, og hun havde tid til at hjælpe dem med at få tilværelsen til at fungere med hverdag i en friskole på fastlandet.

Hvordan stilheden på øen prægede hende, blev hun mindet om et år op til jul. Det var den gang, de fire børn boede hjemme, og hun havde taget færgen til fastlandet og var kørt til Aalborg for at indkøbe familiens julegaver.

”Jeg blev nærmest hylet ud af den på grund af de mange indtryk og alle stemmerne i butikkerne i Aalborg. Jeg husker, at jeg kom tilbage til færgen uden rigtig at have fået købt nogen gaver. Fordi vi har boet her så længe, er jeg blevet ret bevidst om alt det flimmer, vores tilværelse generelt er fuld af, men som der ikke er meget af her. På Livø er der ikke andet end den støj, vi selv laver.”

På øen er der flere forskellige slags stilhed. Bente Kjær­gaard fortæller, hvordan hun vælger, hvilken slags stilhed hun vil opsøge: stilhed med fugleekko inde i skoven, stilhed med udsigt og vindstød på øens højeste punkt eller stilheden langs vandet, hvor det er godt at samle sten? Men kan man stadig finde stilheden på den lille ø, når der i løbet af en sommer bliver sejlet knap 20.000 gæster til øen? Bente Kjærgaard fortæller, hvordan de besøgende fordeler sig i landskabet. Nogle kommer aldrig længere end til Livø By, 700 meters gang fra færgen. Her er kro og en ganske lille købmandsbutik: ”Træk vejret langsomt, snus ind, pust ud, giv slip. Du er på Livø”, står der på skiltet. Andre gæster møder Bente Kjærgaard på stierne på øen. ”En del kommer i mindre grupper og går stille. Jeg tror, mange finder en slags sinds­næring her, hvor man kan tage naturens lyde ind.”

Hun viser vej ad en smal sti og gør holdt for en flok hoppende frøer. Hun vil vise, hvordan skovens høje træer lukker sig og giver en katedralfølelse, og siden skal vi til Louisehøj, som er et af de steder, hun holder mest af på øen. Her har hun stået og mærket vestenvinden med sine børn, da de var mindre og fik en fridag fra skole, fordi vinden gjorde det umuligt at sejle til fastlandet. Det er også her, at hun har stået med ægtefællen og set solen gå ned, og det er her, hun har mærket, hvordan stilheden på Livø nogle dage er vældig vindblæst.

På vej mod Louisehøj høres motorlyd. Det er skovfoged Erik Dalsgaard, som kommer kørende på en rød ATV. Han har kontor i Rold, men kommer året rundt på øen, hvor han har det overordnede driftsansvar. Og uanset tid på året er han altid forbi Louisehøj og ser ud over Louisedal. Han slukker for motoren, lukker øjnene og lytter til fuglestemmerne, som han sætter navn på med en kenders sikkerhed: ”En havesanger.” ”En gærdesmutte.” ”En gransanger.” Som skovfoged kommer han i mange skove i Himmerland. Livø er klart det mest uforstyrrede sted, han besøger, og han fortæller om det, han kalder sit ”Livø-øjeblik”. ”Når jeg kommer i land, så bliver jeg på havnen, indtil der er stille. Ret hurtigt bliver der helt stille, og så mærker jeg, at jeg er kommet til Livø.” Stilheden afbrydes af en karakteristisk summen. Bente Kjærgaard ved, at det er en oldenborre, før insektet er kommet til syne. Der er mange af dem på øen. Fra Louisedal, tæt ved Louisehøj, viser Bente Kjærgaard vej til en urskovsagtig ege-hasselskov. Nogle af træerne er mere end 400 år gamle. Hun skyder en genvej. Det skråner, og lidt efter gør hun holdt ved en bænk i en lysning. Som mange andre vandrere på øen har hun medbragt en madpakke. Her er rugbrød bagt af rug fra øens marker. Det meste kommer i sække og sælges af mølleriet Aurion, og en lille del kværner hun selv og bruger til rugbrødet. Der er så stille i skoven, at man kan høre agurken knase mellem tænderne.  

Lyden af stilhed er ikke den samme ­hele året. Hun fortæller om at fodre høns en tidlig morgen i foråret og høre den første sanglærke og siden følger mange fuglestemmer. I juli er her meget liv, når Socialistisk Folkeoplysningsforbund ­arrangerer lejr hen over tre uger. I år sker det for 45. gang. I august er her jazz­festival, hvor diverse jazzbands spiller i byen. Men på den anden side af efterårsferien sejler den sidste færge med besøgende, og en anden slags stilhed sænker sig over øen. Denne vinter forsøgte man sig med ture til øen i den mest stille tid. Hun modtog en del af de 2000, som besøgte øen i vinter og oplevede, hvor stille her er, når fuglene ikke synger.

Selv er Bente Kjærgaard gerne på fastlandet en gang om ugen, hvor hun typisk tager en tur til Aars og køber ind. Når hun går gennem Kvickly i Aars med sin indkøbsseddel, tænker hun på, hvordan de mange år på en ø med stilhed har skabt en nøjsomhed i hende. ”På Livø er der en stilhed fra impulser, og man bliver mere opmærksom på, hvad der egentlig betyder noget, og hvad man sagtens kan undvære.” Når Bente Kjærgaard tager mod gæster på øen, beretter hun typisk om den periode, hvor Livø var overtaget af De Kellerske Anstalter, en institution for udviklingshæmmede. Nær avlsgården er der en lille udstilling, som fortæller om tiden fra 1911 til 1961, hvor unge mænd blev deporteret til en ofte barsk hverdag på øen. Bente Kjærgaard har opbygget en udstilling om tiden efter anstalten og om, hvordan Livø endte med at blive Danmarks stillekupé. Man skal skrå over gårdspladsen ved avlsgården, så kommer man til udstillingen. Stalddøren er åben og entréen gratis. Udstillingen åbnede for nylig, og i den nye gæstebog har en besøgende beskrevet Livø-følelsen således: ”Skønt at opleve roen på øen.”