Prøv avisen
Arvekonflikter

Arvens stridigheder

Foto: Morten Voigt

Når fars yndlingstol eller mors forlovelsesring skal gives videre efter deres død, kan det skabe store stridigheder blandt arvingerne. I en svær tid kan rettidig omhu eller en plan for forløbet gøre det mindre smertefuldt, siger mægler

Der kan opstå stridigheder i selv et harmonisk familieliv, når arven skal fordeles efter et dødsfald. Nære relationer mellem søskende kan blive udfordret, når gamle konflikter og roller dukker op til overfladen midt i en svær tid. Og i de værste tilfælde kan kampen om den afdødes spisebordsstole og smykker splitte familier.

Et dødsfald i familien kan nemlig være svært nok at håndtere for de fleste, men når sorgen i forbindelse med arvesager får følgeskab af andre store følelser som jalousi og vrede, bliver tiden ikke ligefrem mindre kompliceret. Og det praktiske arbejde med at fordele arven ikke nemmere.

Men heldigvis kan man tage nogle forholdsregler, som kan minimere risikoen for at ende som uvenner. Det siger Søren Braskov, der er mægler og erhvervspsykolog, og som har været med til at udrede stridigheder i mange komplicerede arvesager.

”Arv er et meget følsomt emne. Oven i sorgen over at have mistet, skal de efterladte tage stilling til arven, og der er mange sagte og usagte følelser og interesser her. Både med og uden et testamente kan forløbet have store omkostninger,” siger Søren Braskov.

En typisk arvekonflikt kan opstå, selvom den afdøde har sørget for at skrive et testamente, for det er sjældent, at de efterladte har været med inde over eller er bekendte med, hvad der står deri. Det kan betyde ubehagelige overraskelser, og en i søs-kendeflok kan nogle måske føle, at de ikke er blevet tilgodeset i samme grad som de andre.

Sommetider er fordelingen af arven måske rent faktisk skæv, og det kan der være mange grunde til. Men i andre tilfælde kan den afdøde faktisk have forsøgt at tilgodese alle og fordele arven så lige som muligt og alligevel være endt med at skuffe en arving på trods af de gode hensigter, siger Søren Braskov.

Det gælder særligt, når det ikke handler om penge, men om den afdødes ejendele, der følelsesmæssigt kan betyde meget og være svære at prissætte. Og der er kun én, der kan arve fars yndlingsstol eller maleriet fra stuen i barndomshjemmet.

”Det kan ramme ned i en kæmpe sårbarhed, hvis man føler sig forbigået i et testamente. Man spørger sig selv, om man ikke var elsket så højt som de andre eller havde samme værdi, hvis man ikke arver det, man havde forventet eller håbet på. En følelse, som måske – måske ikke – er rigtig, men det kan den efterladte aldrig få svar på, og det gør det voldsomt,” siger Søren Braskov og tilføjer, at en mindst lige så betændt situation kan opstå, når der ikke er et testamente at forholde sig til, og de efterladte selv skal fordele arven.

”Når tingene skal deles, kan gamle roller i en søskendeflok komme i spil på ny. Det kan være en dominerende storesøster, der føler sig i sin gode ret til at bestemme og måske altid har gjort det. Eller den lidt forkælede lillebror, der ved, hvordan han skal få det, han vil have,” siger han.

Ens for begge situationer er, at når vi overvældes af følelser, mister vi fornuften og handler irrationelt.

”Vi bliver vrede og kede af det og vil måske ikke sige noget. Vi kan blive helt hævntørstige, hvis vi føler os snydt, og vi tænker ikke på, om noget måske betyder noget ganske særligt for en anden og ikke så meget for en selv. Vi tænker heller ikke over, at der findes andre muligheder som at sælge genstande, fordi penge lettere kan deles. Konfliktløsning handler om at anerkende, at alle de følelser er i spil, men beslutte sig for, at det er den rationelle side, der skal finde løsningen,” siger Søren Braskov, der til enhver tid vil anbefale, at man udarbejder et testamente.

Men der er også andre ting, man kan gøre for at gøre processen nemmere for de efterladte. Et andet godt råd fra Søren Braskov er at gå langsomt til værks, hvis man skal blive enige om fordelingen af en arv. Det kan man for eksempel gøre ved højst at mødes én gang om ugen og ved at have en bagkant, når man mødes.

”Hvis noget er rigtig svært, er det vigtigt at gå langsomt til værks, og hvis man har en bagkant og siger, at man bryder op efter to timer, så kører man ikke hinanden trætte. I stedet har man tid til at bearbejde. Den proces er vigtig, fordi man ikke må tænke, at det bare er noget, der lige kan klappes af,” siger han og tilføjer, at det er vigtigt, at det kun er arvingerne, der deltager i disse møder.

I det bedste scenarie har man dog taget beslutningerne om arven eller forløbet, inden et dødsfald indtræffer, siger Søren Braskov, der råder til mere åbenhed om emnet.

”Man skal som forældre eller andre være mere modige og fortælle sine pårørende, hvad man har i sinde at skrive i sit testamente. Ligesom man som potentiel arving skal turde sige, hvis man efterspørger noget bestemt,” afslutter Søren Braskov.

Gitte Clausen, der er jurist og souschef i Ældre Sagens rådgivning mener også, at der kan komme meget godt ud af at tage stilling til fordeling af den arv, man efterlader sig. Hendes vurdering er nemlig, at arv desværre kan være velegnet til at skabe stridigheder mellem folk, da den involverer mange følelser og en stor sorg, der skal håndteres i en meget svær tid.

”Mit bedste råd er også det, som vi giver her i rådgivningen, når folk ringer ind. Nemlig at danne sig et overblik over sine værdier og spørge sig selv, hvordan ens familie ser ud og derefter sætte sig ind i arvelovgivningen. Til sidst skal du skrive et testamente, hvis arven skal fordeles på en anden måde end den, som arveloven foreskriver,” siger Gitte Clausen.

Hun forklarer, at en fjerdedel er såkaldt tvangsarv. Den går til tvangsarvingerne, som er ægtefællen og børnene, mens man selv kan råde over 75 procent af arven. I mange tilfælde går den del ikke til de tiltænkte. Har man ingen tvangsarvinger, kan man frit bestemme, hvem der skal arve alt, hvad man efterlader sig, forklarer hun.

Vi bliver vrede og kede af det og vil måske ikke sige noget. Vi kan blive helt hævntørstige, hvis vi føler os snydt, og vi tænker ikke på, om noget måske betyder noget ganske særligt for en anden og ikke så meget for en selv.

Søren Bradskov, mægler og erhvervspsykolog