Mia Johnsson, 56 år, bor i Svendborg.
”Jeg har mange arvestykker i mit hjem, men det sjoveste og det, der betyder mest for mig, er min mormors gamle grydeske. Hun døde i slutningen af 1990’erne, og min morfar flyttede samtidig på plejehjem. Hele familien samledes i deres lejlighed, hvor de havde boet i mange år, så der var frygteligt mange ting, der skulle fordeles. Så vi fik alle rigtig meget med hjem. På det tidspunkt manglede jeg en lille grydeske, så jeg fik min mormors, selvom den allerede dengang var godt slidt. Men den holder da end- nu.
Jeg har faktisk brugt den næsten dagligt lige siden. Den er i brug, når jeg skal røre en sovs eller bruge en ske til at tage ris med. Den betyder noget særligt, da min mormor elskede at lave mad. Og jeg elsker også selv at lave mad. Hun har nok påvirket mig på den måde, og så synes jeg, at det er rart, at man også arver nogle ting, der ikke bare er der. Jeg synes, at det er fedt, at man faktisk kan bruge de ting, som man overtager. Og at de kan føres videre i den ånd, som de før har været i. Som er slidt på den helt rigtige måde. Det er sjovere end en eller anden pyntegenstand, der skal støves af og se yndig ud.
Da min mormor døde, så arvede jeg blandt andet også et chatol, og det ser jeg jo også dagligt. Der står mine glas og tallerkener, så det er jo ikke, fordi jeg ikke bruger det, men alligevel er det grydeskeen, der betyder mest.”
Monica Rahbek, 26 år, bor i København.
”Spilledåsen har været i min familie i mindst 100 år. Og jeg fik den for 12 år siden af min morfar. Han knyttede ikke så mange ord til den, da jeg fik den, men jeg tænker, at der må være en grund til, at det lige var mig, da han havde 10 børnebørn.
Min morfar er død nu, men han har altid været lidt af en samler. Han var enebarn og arvede derfor alt fra sine forældre, men spilledåsen betød noget særligt. Den tilhørte min oldemor, der blev født præcis 100 år før mig, i 1892.
Jeg er også selv en samler og er meget nænsom omkring mine ting, og det var min morfar også. Alle mine ting betyder noget helt specielt, og jeg passer virkelig på dem. Og det tror jeg, at min morfar vidste, da jeg allerede var sådan som barn. Jeg tror, at det kan være derfor, at han gav spilledåsen til mig og ikke til mine fætre og kusiner eller mine tre søskende. Min morfar overdrog faktisk aldrig noget personligt til dem, så jeg har åbenbart været særligt udvalgt. Nu hvor han ikke er her mere, så er det dejligt at tænke på, at han syntes, at jeg skulle have den.
I dag ligger spilledåsen faktisk i en skuffe i min lejlighed, og den har endnu ikke fået en plads i min vindueskarm, efter at jeg er flyttet hjemmefra. Det er både, fordi den er lidt gammeldags, men også fordi den er lidt personlig.
Når man har gæster, kigger de jo på dine ting, og jeg kan godt lide at have den for mig selv. Og den er lavet med så fint håndværk, så den står godt i skuffen. Men den skal være tilgængelig, så den ryger aldrig op på loftet. Den skal altid være med mig.”
Karina Bach Mikkelsen, 38 år, bor i Silkeborg
”Min farmor var utrolig kreativ og kniplede blandt andet små engle på den gammeldags måde. Da hun gik bort for 15 år siden, arvede jeg forskellige ting, og hun valgte selv, at englen skulle gå til mig. Hun har altid vidst, at jeg synes, den er enormt smuk, og at den for mig symboliserer renhed og godhed. På den måde er den for mig også symbolet på min farmor.
Når jeg kigger på den i dag, er jeg straks tilbage i hendes stue med en citronvand og honningmad. Selv står hun ude i køkkenet med sit pagehår og store smil. Og selvfølgelig med sit ternede forklæde, som hun altid bar. Det giver mig en varm følelse indeni, og for mig er englen også lig med en masse kærlighed.
Der er både tro og styrke forbundet med min farmors engle. Hun var kristen, familiens overhoved, og så gik hun meget op i traditioner. Mange af familiens traditioner kommer fra hende. Blandt andet stod hun for den årlige julefrokost, og den var hende hellig lige til det sidste. Så efter hendes død har vi været nødt til at finde på vores egen måde at gøre tingene på. Men at englen hvert år hænger på juletræet, er der ikke ændret på. Faktisk er der kun kommet flere til. Jeg er dog ikke lige så kreativ som min farmor, så jeg køber mig til dem. Men det gør ikke så meget, for de minder mig alle sammen om hende.”
Michael Friis, 55 år, bor i Svendborg.
”Jeg overtog de to forladergeværer fra min mor, da hun skulle male, og de derfor ikke kunne hænge på væggen i den periode. Og så syntes min mor, at det var passende, at jeg bare fik dem.
Geværerne har været i min familie i mange år, og da jeg var barn, hang de i mine forældres stue. Min farfar gav geværerne til min far, inden han døde, og det var noget, der blev talt om i familien, da min far havde to ældre brødre. Men jeg ved ikke, om der var tale om egentlig misundelse. Så jeg har kigget på de to geværer i hele min opvækst.
Der er en historie i min familie om, at det ene af geværerne var med i slaget ved Dybbøl i 1864. Jeg er ikke helt sikker på, om der er tale om en myte, eller om det er rigtigt nok. Men det er skægt, at der måske er en forbindelse til en begivenhed, der er så forbundet til historien om Danmark.
Jeg har flere gange overvejet, om jeg skulle prøve at få dem vurderet. Der er jo flere programmer i tv, hvor man gør den slags, og det kan jeg godt se det sjove i. Men jeg ville aldrig sælge dem ligegyldigt, hvad de var værd. For mig handler det ikke om, at de har en interessant historie, eller at de muligvis er en del penge værd. Gennem min opvækst så jeg, hvor meget de to geværer betød for min far. Og det, tror jeg, handlede om, at de også var meget vigtige for min farfar. Så derfor er de i dag også meget vigtige for mig. Særligt fordi de minder mig om min far, og hvor meget de betød for ham.”