"Jeg kan ikke finde argumenter for ikke at donere til et godt formål."
Ulf Skjernov, 74 år, pensionist og bor i Frederiksværk
”Siden min studietid har SOS Børnebyerne været en favorit-organisation for mig, og jeg har altid støttet den. Jeg kan nemlig ikke se nogen argumenter for ikke at støtte forældreløse børn rundt om i verden.
Jeg har været med til at starte en lokalafdeling af SOS Børnebyerne op og holde nogle loppemarkeder og lidt forskelligt, men jeg fandt hurtigt ud af, at der skal holdes mange loppemarkeder, hvis det skal være indbringe nogle penge til formålet. For nogle år siden begyndte jeg derfor at overveje at donere en del af min arv til organisationen, og for to-tre år siden besluttede min kone og jeg så, at vi ville skrive vores testamente. Vi ville skrive det for vores børnebørns skyld, så de kunne komme lige så godt i gang, som vores børn er kommet. Og vi ville skrive det for vores fadderbarns skyld og for at donere en del til SOS Børnebyerne. Og det kan man sagtens og samtidig leve et fornuftigt liv. En flaske vin mindre om ugen eller en billigere en tager man jo ikke skade af.
Vi havde en samtale med vores advokat om det hele, og det skal man desværre tage tilløb til, men som han sagde, så skal man ikke skrive testamente i morgen, men i dag. Og det giver ro i sindet, når det er overstået. I dag er jeg involveret i at få andre til at donere en del af deres formue til et godt formål. Og med Det Gode Testamente, der er oprettet af 33 organisationer, som er gået sammen for at få flere til at støtte et godt formål med deres arv, er det jo en win-win-situation.”
Vera Nielsen, 86 år, pensionist og bor i Vig.
”Mit barnebarn har længe beundret mit sølvtøj, og da jeg for nylig talte om det med mine børn, sagde de ’mor, sælg dog det sølvtøj’, men den tanke kan jeg ikke holde ud.
Der er jo mange minder forbundet med det at arve ting, så derfor tænkte jeg, at når mit barnebarn altid har beundret det, spørger jeg da hende, og hun sagde, at det vil hun i hvert fald gerne have. Det er både spiseredskaber, store flotte skeer og bryllupsgaver, min mand og jeg fik i sin tid. Flere af tingene stammer helt tilbage fra hans bedsteforældre og har både deres og vores inskriptioner i. Der er også et tranquebarskab, som min datter sagt, at hun gerne vil have. Det er både kopper, tallerkener, sovseskåle, fade og lysestager. Det er ellers ikke sådan noget, man bruger i dag, hvor det skal kunne komme i opvaskemaskinen. Men forleden så jeg, at en enkelt tallerken kostede 225 kroner, så det er øjensynligt lidt på mode igen.
Det er de tanker, jeg har gjort mig omkring det. Der er også ting, jeg ikke ved, hvem skal have endnu. Jeg har en hel del malerier, som nogle af børnene en gang imellem siger, at de godt vil have et af. Så har jeg også en masse gamle flotte bøger, blandt andet islandske sagaer. Jeg regner med, at vi finder ud af at sætte en seddel bag på tingene hen ad vejen. Jeg vil ikke af med dem endnu, selvom de tager meget plads. Så længe, jeg stadig er her, skal de være i mit hus.
Jeg håber jo, jeg har mange år endnu, så det er også derfor, der ikke er blevet afklaret omkring alle tingene endnu. Men der er mange minder omkring dem, og jeg håber, min familie vil tænke på arvestykkerne som et minde om mig.”
Annie Nyholm, 67 år, sognepræst og bor i Ejby ved Køge.
”Det med at arve fylder ikke så meget i min bevidsthed. Jeg er så privilegeret stadig at have min mor, så jeg har ikke selv prøvet at arve endnu, og jeg tænker aldrig på det. Det er heller ikke noget, som jeg taler med mine to børn om, for de klarer sig selv. Jeg har ikke nogen specielle ting, som jeg har tænkt, at den ene eller den anden skulle arve. Hvad min mand og jeg efterlader os, må vores børn tage stilling til, når den tid kommer.
Men jeg tror, man giver sine livsværdier videre mere eller mindre ubevidst. Både min mand og jeg har en meget høj arbejdsmoral, og det har mine børn også. Det er også noget, jeg har med fra min mor. Jeg tror, det går i arv gennem generationerne.
Jeg synes, mine børn har gode menneskelige egenskaber. Kærlighed til hinanden, omsorg for familien og gode venskaber. Når mine børnebørn ser deres forældre passe deres arbejde, være gode og kærlige, tror jeg, det er noget, der bygger op på sigt i familien, og jeg håber, det er noget af det, jeg efterlader. Det er vel sådan, at det, du ser, når du vokser op, tager du lære af eller tager afstand fra.
Vi har boet til leje i en præstegård, så vi efterlader ikke en bolig til vores børn, men når jeg går på pension sidst på året, så flytter min mand og jeg til et lille rækkehus, som vores børn selvfølgelig på sigt kommer til at overtage.”
Michelle Ryding Thomsen, 20 år, pædagogstuderende og bor i Frederikssund.
”Inden for et døgn efter at jeg er død, skal min krop nedfryses, så den kan bruges til videnskabelige formål. Derfor er det vigtigt, at lægerne ved, at det er mit ønske. Jeg har talt med min egen læge om det, og det står nu skrevet ind i min journal. Og så har jeg fået udleveret et kort, som jeg har på mig hele tiden, hvor det står. Fra jeg var helt lille, har jeg sagt til min mor, at hun skulle give alle mine organer væk, når jeg døde. Andre kunne jo bruge dem, og det kunne redde liv. Så det startede med, at jeg blev organdonor. Efterfølgende talte jeg med en af mine veninder om det, som er skeptisk over for organdonation. Hun spurgte kritisk, hvorfor jeg så ikke bare donerede hele min krop til videnskaben? Det gik jeg og tænkte over et par måneder. Det er en virkelig simpel ting, som kan gøre en stor forskel i verden. Og der skulle ikke særlig meget til, før jeg var overtalt.
Jeg har først og fremmest tænkt over, hvad der rent praktisk kommer til at ske med min krop, når jeg dør. Så det undersøgte jeg først. Det viser sig, at de kan opbevare min krop i op til to år. Derfor har det også været vigtigt for mig at afklare, hvordan min familie har det med det. Det er jo dem, der kan ende med at stå i en situation, hvor de ikke kan gå til et gravsted og sørge, fordi min krop endnu ikke er begravet.
Der er nogle i min familie, som har haft det svært med min beslutning. Og i virkeligheden ville jeg måske også selv have det sådan, hvis det nu gjaldt min søster. Men vi har talt frem og tilbage om det, og de har sagt, at hvis det er mit ønske, så skal jeg bare gøre det.”