Prøv avisen
Interview

”Vores børn skal ikke blive uvenner over penge”

Ægteparret Annett og Thomas Andersen er ikke bange for at forholde sig til, hvad der skal ske, når de dør. ”Det er ren ansvarlighed,” siger Thomas Andersen. – Foto: Kurt K. Johansen

Annett og Thomas Andersen fra Slagelse har forholdt sig til døden og skrevet testamente for at sikre hinanden og deres fire sammenbragte børn. Nu kan de fokusere på livet, mens de har det

Da Annett og Thomas Andersens fire børn var små, ragede den yngste uklar med et andet barn på vejen. Forældrene husker tilbage på episoden med stolhed, for de tre ældre søskende slog sig sammen og var straks parate til at tage kampen op mod andre børn for deres lillebrors skyld.

Episoden er måske forventelig for mange forældre, men Annett Andersen på 51 år husker den især, fordi deres familie er det, de selv kalder sammensat. Den yngste dreng, Markus, er Annett og Thomas Andersens fællesbarn, og de tre større børn har 53-årige Thomas Andersen fået i et tidligere ægteskab. Netop derfor er det vigtigt for Annett og Thomas Andersen, at båndet mellem de fire børn er stærkt. Og netop derfor har de gjort, hvad der lå i deres magt for at beskytte det. Også efter at de for længst er døde.

Det har de gjort ved at skrive testamente. På den måde kan ingen af børnene være i tvivl om deres sidste vilje, når de engang ikke er her længere. Og så er der ikke noget at skændes om.

”Med testamentet oven i deres opdragelse har vi gjort alt det, vi kunne for at sørge for, at de stadig kan holde sammen og være en familie uden at blive uvenner over noget så åndssvagt som penge,” siger Thomas Andersen.

Deres børn er voksne nu, men da Annett og Thomas Andersen lavede testamentet for omkring 15 år siden, var de alle under 18 år. Hvis der på det tidspunkt var sket Thomas Andersen noget, kunne Annett og Markus for eksempel ikke automatisk beholde huset, medmindre forældrene skrev et testamente. For et par år siden blev testamentet opdateret, for som Thomas Andersen siger, så ændrer livet sig hele tiden, og man bliver selv ældre og vægter andre værdier. Derfor skal små detaljer tilpasses en gang imellem.

Men det, der aldrig kommer til at ændre sig, er fordelingen mellem børnene, når Annett og Thomas engang er borte. For testamentet handler ikke om penge. Det handler om at efterlade et ufravigeligt stykke papir, som stadfæster, at alle børn er lige. I en sammensat familie er det ikke utænkeligt for forældrene, at børnene ville kunne blive i tvivl i sorgens sårbare øjeblikke, fortæller Annett Andersen:

”Da børnene var små og skændtes indbyrdes, kunne de godt finde på at bruge ord imod hinanden som: ’Far kan bedre lide mig end dig, for mig ser han hver dag.’

”Man skal give sine børn kærlighed. Kærlighed er ikke noget, man siger. Det er noget, man viser. Og så må man jo håbe, at man har vist dem det godt nok. Og så har vi skrevet det ned for at sømme det fast. Så er der ingen, der vil kunne komme ind fra sidelinjen, efter at vi er døde, og anfægte det.”

Både Annett og Thomas Andersen har mistet begge deres forældre, og ingen af dem havde efterladt sig et testamente. For Annett Andersen resulterede det i en konflikt med hendes søster. Hun og Thomas Andersen havde skrevet deres testamente før uvenskabet med Annetts søster, men episoden har kun forstærket deres tro på, at de gør det rigtige. At deres testamente kun kan være en hjælp til deres børn, når det engang bliver aktuelt.

”Man har jo hørt mange eksempler på, at familier går i stykker, fordi der er en eller anden latterlig arv, som de ikke kan finde ud af at dele,” siger Thomas Andersen.

At tage stilling til omstændighederne omkring ens egen dødelighed har ikke været et problem for Thomas Andersen. Han er ikke bange for døden eller for at forholde sig til, hvad der skal ske, efter at den har besøgt ham. Han ser det faktisk som sin pligt:

”Døden kommer på et tidspunkt, det ved vi alle sammen. Jeg er mere bange for, at jeg ikke når at leve, inden jeg dør. Det ville være langt mere skrækkeligt.”

”Jeg ser testamentet som en forsikring. At man viser sine efterladte, hvordan tingene gøres, så de kan køre videre på den bedst mulige måde. Det er ligesom at blive gift. Det fjerner en masse tvivlsspørgsmål og er ren ansvarlighed.”

Hans hustru, Annett Andersen, kan godt blive en smule ked af snakken om hypotetiske scenarier, hvor hun lever videre uden sin mand.

Den del af testamenteskrivningen er hun ikke helt sikkert på, hun kan rumme at bruge for meget tid på. Til gengæld er det en utrolig rar ting at få tjekket af på sin liste af gøremål, synes hun.

”Jeg ved ikke, om jeg skal forholde mig mere til døden, end jeg har gjort. Den er jo et livsvilkår. Jeg tænker, at det handler om at være til stede nu og her, gøre det, man gerne vil, og være sammen med de mennesker, man kan lide.”

”Døden kommer– det er helt sikkert. Nu har vi forholdt os til den og skrevet testamente. Så kan vi vende tilbage til livet og koncentrere os om at leve det.”