Det hele begyndte ved lidt af et tilfælde med en podcast. Siden flyttede et par bøger ind på bogreolen. Krystalsamlingen voksede lidt efter lidt. Og så, på en måneder lang rygsækrejse gennem Sydøstasien, faldt det for alvor i hak for den nu 22-årige Sidse Marie Nørregaard.
De seneste år har hun dyrket astrologiens univers, stiftet bekendtskab med begreber såsom ascendant og dyrekredsen, og sidste sommer gik hun all in og fik lagt sit fødselshoroskop hos en professionel astrolog. Et fødselshoroskop, der viste, at himmellegemerne både stod i Vandbærerens, Løvens og Jomfruens tegn på hendes fødselstidspunkt, og som hun siden har kunnet støtte sig op ad. Det mærkede hun for alvor, da hun for et år siden rev sine nordsjællandske rødder op og flyttede tværs over Kattegat for at studere psykologi på Aarhus Universitet.
”Alle bolde var kastet op i luften. Når man står og har så lidt fundament under fødderne, har man brug for noget at klynge sig fast til. Derfor blev det en tryghed for mig, at jeg ifølge mit horoskop både har noget Vandbærer og noget Løve i mig. Så ved jeg, at jeg har et mod og en originalitet, og at jeg kan bruge min power, karisma og charme til at styrke mig selv,” fortæller hun.
Sammen med krystaller, tarot- og gudindekort er astrologien i løbet af de seneste år vendt tilbage på samme vis som under tidligere bølger i blandt andet 1960’erne og 1980’erne. Især populærkulturen og lettilgængelige digitale platforme har dannet grobund for stjernetydningens renæssance, og det har kastet stribevis af podcasts, bøger, apps og tv-programmer af sig. Senest er DR 3-programmet ”Matchet på Mælkevejen”, som i begyndelsen af måneden havde premiere på DRs streamingtjeneste, blevet mødt af lige dele undren, kritik og fascination.
For hvilken eksistensberettigelse har den mere end tusindår gamle astrologiske lære i 2021?
Ligesom mange af de især unge, der i disse år er begyndt at dyrke astrologi på et mere eller mindre seriøst hobbyplan, er Sidse Marie Nørregaard barn af en tid, hvor religion har spillet en stadig mindre rolle. Selv er hun både døbt og konfirmeret og medlem af folkekirken, men er ikke vokset op i et religiøst eller spirituelt hjem. Hun opfatter heller ikke sig selv som kristen, og det kan have haft indflydelse på, at hun i dag føler sig draget af astrologien, mener hun. I den oplever hun nemlig at have fundet et sprog, hun før har manglet – og med dét mener hun ikke blot, at hun nu ved, hvad det vil sige, når en planet ”er i retrograd”.
”For mig er astrologi en måde at få et sprog for, hvem jeg er, hvem andre er, og hvordan vi hver især har det. Lige så meget som filosofi og psykologi er en værktøjskasse, så er astrologi en værktøjskasse, som jeg kan bruge til at sætte ord på ting, som ellers kan være svære at identificere,” siger hun.
Sidse Marie Nørregaard tror ikke på, at skæbnen er en forudbestemt størrelse, som kan forudsiges, hvis blot man er i stand til at tolke himmellegemernes placering i universet. I stedet plukker hun de elementer fra astrologiens lære, som hun kan mærke giver mening for netop hende. Det handler om at bruge det, der åbner døre, og lade resten ligge, forklarer hun.
”Så længe jeg føler mig set og kan bruge astrologien til noget konstruktivt eller til at styrke mig selv i en situation, for eksempel en jobsamtale, så er det et megagodt redskab.”
Og skal man tro Marianne Qvortrup Fibiger, der forsker i blandt andet mystik og spiritualitet på center for samtidsreligion på Aarhus Universitet, er dét kendetegnende for mange af dem, der i disse år er begyndt at interessere sig for astrologi. I en ellers rationelt funderet verden tilbyder astrologien nemlig et uforpligtende meningssystem, s½om man kan bruge og konsultere i det omfang, man har behov for det.
”Astrologi er for mange tiltrækkende, fordi det giver en ny måde at sætte sit liv i perspektiv. Hvis man har været i tvivl om noget eller skal træffe et valg, kan man bruge det som et pejlemærke. På den måde bliver det en form for second opinion, der ikke er knyttet til et særligt religiøst fællesskab, men som alligevel rækker ud over den almindelige måde at forsøge at håndtere verden på,” forklarer Marianne Qvortrup Fibiger.
Ifølge hende giver det god mening, at astrologien nyder stor popularitet i en tid, hvor flere enten sætter spørgsmålstegn ved eller helt har forladt de traditionelle trosfællesskaber. Ved at koble sig på astronomiens naturvidenskabelige tilgang kan astrologien forene en videnskabelig interesse med noget åndeligt, der ligger ud over vores egen forståelsesramme.
”Astrologiens popularitet er billedet på, at mange egentlig har brug for noget, der er større end det enkelte menneske. Det bliver et supplement til den meget rationelle tilgang, man får at vide, man skal have til livet, verden og sig selv. Det verdenssyn, som især de unge har mødt omkring spisebordet, vil de nu supplere med noget andet,” uddyber Marianne Qvortrup Fibiger.
Også Sidse Marie Nørregaard ser astrologiens fornyede popularitet som en modreaktion. Derfor ærgrer hun sig, når det i debatten om astrologi ofte udlægges som endnu en egocentrisk måde, individet kan grave i egen navle og bogstaveligt talt gøre sig selv til universets centrum. For Sidse Marie Nørregaard handler det nemlig snarere om det modsatte; at finde sin plads som en brik i et større puslespil, hvor alt er forbundet.
”Min generation er vokset op uden særligt mange fællesskaber, hverken politiske eller religiøse. Individualiseringen har sat sine spor, og det tror jeg, der er mange modreaktioner på lige nu med mange af de fællesskaber, der opstår, hvad enten det er klima-fællesskaber eller spirituelle fællesskaber,” siger hun og uddyber:
”Det der med at have en følelse af, at man hører til et sted, er helt klart kernen i astrologien for mig. At vi er forbundet med hinanden, til kloden og til naturen, og at der findes noget, som er større end os selv, er en smuk tanke, som jeg godt kan lide at abonnere på. Det bliver jeg enormt rørt over.”
Selvom Sidse Marie Nørregaard selv opfatter interessen for astrologi som en modreaktion på samtidens individualisering, er det en nærliggende tanke, at det snarere er et symptom på den. Og det er ikke forkert, at muligheden for mere selvforståelse og selvudvikling er en af årsagerne til, at astrologien i dag synes at tiltale det moderne menneske. Det er bare ikke hele sandheden. Det fortæller Astrid Krabbe Trolle, der er religionssociolog på Roskilde Universitet. Især har hun bemærket, at der synes at være en bestemt forståelse af, hvad det overhovedet vil sige at være et individualiseret menneske.
”Det, der bliver tillagt ordet ’individualiseret’ i offentligheden, er ofte en form for selviskhed eller selvoptagethed: at det bare er at grave i sin egen navle. Men hvis man ser på det sociologisk, er det faktisk ikke det, som det betyder. I det senmoderne samfund handler individualisering om, hvor ansvaret og autoriteten ligger henne. Ligger ansvaret hos os selv, eller ligger det hos en ekstern autoritet, for eksempel Gud? Det er derfor vigtigt at sige, at individualisering er et grundvilkår, som vi ikke kan komme udenom i det nuværende samfund. Vi er til en vis grad allesammen individualiserede, og det handler ikke om at være selvoptaget.”
Af samme årsag ser Astrid Krabbe Trolle snarere astrologien som et værktøj til at forvalte det ansvar, den moderne samtid har tildelt én. På den måde kan hun godt forstå, at mennesker som Sidse Marie Nørregaard opfatter deres forhold til astrologien som et opgør med den del af det individualiserede samfund, som fokuserer på individet fremfor fællesskabet.
”Astrologien kan være hjælpsom, fordi den giver en meningsfuld forbundethed med noget andet, der ikke bare er dig. Det giver en hjælp til at håndtere tilværelsen, selvom det stadig er den enkeltes ansvar at forvalte,” forklarer Astrid Krabbe Trolle.
Men hvorfor søger flere end tidligere mod galaksens stjerner frem for fællesskabet i kirkerne på Jorden? For især de unge er det svært at spejle sig i den måde, kirken er indrettet, mener Therese Møller. Hun er præst i Vesterbro Sogns alternative kirke uKirke, der henvender sig til de 16-30-årige i hovedstaden. Her er højmesser, orgelmusik og prædikener erstattet med fællesspisning, debatter og koncerter.
I virkeligheden er der mange fællesnævnere mellem det, som kristendommen og astrologien hver især tilbyder; først og fremmest troen på noget større end én selv og en forbundethed til det, påpeger Therese Møller. Det er hendes erfaring, at den måde, kirken praktiserer troen på, ikke nødvendigvis fremstår hverken tiltalende, tilgængelig eller nødvendig for yngre mennesker.
”Det kræver noget at lære en højmesse og det sprog, man taler i kirken, at kende. Folkekirken er ikke altid indrettet så godt efter de unge, deres spørgsmål og deres måde at leve på, og derfor kan der blive for stor afstand mellem ungdomslivet og et stærkt ritualiseret rum med et sprog, som de ikke forstår. Jeg tror simpelthen, det gør det svært for mange at finde ud af, hvad de kan bruge kristendommen til og hvordan. Og så søger de jo alle mulige andre sammenhænge, som kan give dem en form for mening.”
Og det er en skam, synes Therese Møller. For hvis det er en meningsfuld forbundethed, astrologientusiasterne efterlyser, så er et af Danmarks største fællesskaber – folkekirken – et oplagt sted at søge mod:
”Kirken er noget, vi skaber sammen. Der er fordelen i det kirkelige fællesskab, synes jeg. For der er et godt fællesskab i folkekirken, men det ved man jo ikke, før man er der.”
Når det i høj grad handler om at bruge det fra astrologien, som giver mening for én selv – hvad enten det er at finde ind i et større, kosmisk fællesskab, søge styrke midt i en stor livsomvæltning eller prøve at forstå menneskene omkring sig – så bliver det også mindre vigtigt, om astrologien er sand eller ej. Det oplever i hvert fald Sidse Marie Nørregaard.
”Jeg synes overhovedet ikke, det er vigtigt, om astrologi er sandt. Det, der er vigtigt, er, at man selv kan bruge det konstruktivt til noget godt. Selvom jeg godt ved, at det ikke er en videnskab, så har jeg det sådan, at hvis det kan give mig noget tryghed, hvorfor skulle det så ikke det?”
Faktisk giver det ikke nødvendigvis mening at diskutere, om astrologien taler sandt, sådan som man den seneste tid, især i kølvandet på dating-programmet ”Matchet på Mælkevejen”, har set debatten udfolde sig. Det siger religionssociolog på Aarhus Universitet Henrik Reintoft Christensen. Når diskussionen alligevel blusser op, hver gang stjernetydning vinder popularitet i befolkningen, skyldes det arven fra den gamle oplysningskamp mellem videnskab og religion, der mener, at begge ikke kan sameksistere.
”Fra et spirituelt eller religiøst perspektiv er det faktisk lidt underordnet, om det videnskabeligt kan bevises. Det er ikke den videnskabelige målestok, der afgør, om det giver vigtige indsigter eller mening i ens liv. Det er primært dem, som måske ikke tror på astrologi, der synes, det er en interessant diskussion,” siger han og sammenligner det med, at langt de fleste kristne heller ikke er optagede af, hvorvidt det, der står i Bibelen, er sandt i bogstavelig forstand eller ej.
I dag kan det endda være det faktum, at astrologiens lære ikke kan videnskabeligt bevises, som gør den tiltrækkende for mange, tilføjer Henrik Reintoft Christensen.
”Selv hvis man skulle lykkes med at modbevise den, så tror jeg ikke, det vil have stor betydning. Det er ikke beviset, det kommer an på, for både videnskaben og troen taler til forskellige ting i os som mennesker. Det er dét, som man kan bruge astrologien til i ens liv, det handler om.”
I Aarhus har Sidse Marie Nørregaard spekuleret en del over det med den faktuelle sandhed. For hende var det måske netop i kraft af, at astrologi ikke er beviselig, at hun fandt en højere mening. Det kan for andre være svært at forstå, men med tiden har hun fundet på en måde at forklare det, når andre møder hende med undren eller skepsis.
”Jeg plejer at sige til dem, der er meget uforstående over for astrologi, at det for mig er en måde at lege på. Selvom astrologi, systemerne og det at udregne et fødselshoroskop er enormt komplekst, så føles det for mig som et frirum, fordi det ikke er en videnskab. Så får jeg lov til at lege med det. På den måde kommer det heller ikke til at konflikte med mine andre værdier eller med mit studie, hvor det jo er videnskab, vi forholder os til.”