Prøv avisen
Mit livs øjeblik

Få sekunder kan ændre et menneskeliv

Lars Henriksen (til venstre) og Daniel Øhstrøm er begge journalister på Kristeligt Dagblad og forfattere til bogen "Mit livs øjeblik." Foto: Paw Gissel

To journalister på Kristeligt Dagblad har talt med 50 kendte danskere om deres livs øjeblik. Vi har talt med journalisterne

Hvad er det mest skelsættende øjeblik i dit liv? Det spørgsmål har to journalister fra Kristeligt Dagblad stillet 50 kendte danskere. Svarene udkom i oktober i bogen "Mit livs øjeblik" på Kristeligt Dagblads Forlag. Knap var den kommet på gaden, før den røg på Bog & Idés bestseller-liste, og nu er den udkommet i andet oplag.

Lars Henriksen og Daniel Øhrstrøm, begge journalister på Kristeligt Dagblad, står bag bogen "Mit livs øjeblik," der berører alt fra skideballer til mordsager, fra en mors død til frygten for at miste sine nyfødte tvillingebørn.

Men hvorfor lige netop tage fat i et kort øjeblik?

Daniel Øhstrøm fortæller, at idéen kom til ham, da han i en anden anledning interviewede den norske forfatter Jan Kjærstad. Han mente, at alle mennesker oplever et definerende øjeblik, som farver resten af deres liv og sender dem i en ny retning.

"Derfor besluttede vi at skrælle resten af historien væk og gå direkte til kerneøjeblikket. Så var der ikke noget journalistisk støj, men kun den hårde bouillonterning af levet liv," siger Daniel Øhrstrøm.

Kollegaen Lars Henriksen fortæller, at idéen med bogen er at give læseren små perspektivrige input, som kan læses på få minutter om aftenen, inden man lægger sig til at sove, eller hvornår man nu lige har tid.

Han er overrasket over, hvor forskellige de øjeblikke er, som kan forme et liv:

"Jeg havde egentlig forventet, at mange ville fortælle om deres børns fødsel, eller om da de blev gift. Men det har ingen gjort - de har tænkt i helt andre baner," siger Lars Henriksen.

Han er selv blevet særlig rørt af forfatteren og debattøren Knud Romers fortælling. Det er et øjeblik, som handler om Knud Romers følelse af svigte sin far, der er blevet dement. Nu, da Knud Romer er i stand til at give sin far noget igen, sender han ham på plejehjem - for der er ikke andet at gøre.
 
"Mine forældre er i midten af 60'erne og stadig meget friske. Men det kan ændre sig, så jeg kan godt risikere at stå i den samme situation. Derfor synes jeg, at det er en påmindelse om et dilemma, som også kan blive mit," siger Lars Henriksen.

Daniel Øhrstrøm er særligt glad for forfatter Lise Nørgaards fortælling. Den handler om at stå på ski, og det er måske meget banalt, og så alligevel ikke. For historien handler om den sorg, Lise Nørgaard oplever ved, at hun er blevet for gammel til at stå på ski, og det er livsbekræftende, mener Daniel Øhstrøm:

"Det kan virke som en lille ting, men det tiltaler mig, at man langt oppe i livet kan holde fast i livsglæden. Hvor er det inspirerende, at man som 95-årig kan være legesyg!" siger han.

Men hvad så med de to journalister selv? Hvad har været afgørende øjeblikke for dem?

Daniel Øhrstrøm fortæller, at han som ung efterskoleelev var på rejse til Kenya. Han blev væk fra sine kammerater og var mutters alene og forladt i et slumkvarter. Her gik det op for ham, at han enten kunne gå i panik eller tage oplevelsen som et eventyr. Daniel Øhstrøm valgte den sidste mulighed og fandt da også sine venner igen med hjælp fra en kenyansk stammepræst. Om oplevelsen siger han med latter i stemmen:

"Nogle gange ved man ikke, hvad fremtiden bringer. Men hvis man tager det roligt og lægger sit liv i Herrens hånd, er der nok en præst, der hjælper en ud af suppedasen."

Du kan høre hele Daniel Øhrstrøms fortælling her

Lars Henriksen har haft sit livs øjeblik som voksen. For nogle år siden gik han 200 kilometer på den spanske pilgrimsrute Caminoen sammen med sin far, og med trætte ben og ømme fødder var enhver distraktion kærkommen. Derfor fik Lars Henriksen sin far til at fortælle hele sin livshistorie, og det har været afgørende for ham:

"Jeg blev klogere på ham. Men han fortalte også om sine forældre og sine bedsteforældre, og det gav mig en følelse af ydmyghed at være en lille brik i et stort maskineri. Der er rigtig mange i familien før mig, som har gjort deres bedste, og som har haft alle mulige prøvelser. Det har jeg også, men når jeg ser det i det større perspektiv, er det nemmere at overkomme, når jeg har bevidstheden om, at så er jeg altså heller ikke vigtigere."
 
Du kan høre hele Lars Henriksens fortælling her

Du kan læse en artikel om Lars Henriksens oplevelser på Caminoen her
 
"Mit livs øjeblik," udgivet af Kristeligt Dagblads Forlag, koster 249,95 kroner og kan købes i boghandlere og på Kristeligt Dagblads hjemmeside.

https://soundcloud.com/s-ren-kierkegaard/daniel-ohrstrom-mit-livs-ojeblik Embed:
https://soundcloud.com/s-ren-kierkegaard/lars-henriksen-mit-livs-ojeblik Embed:
Foto: Paw Gissel