Prøv avisen

Et liv i grafik

Erik A. Nielsen: Modlys. Ingemann Andersens livsværk. 143 sider. Forlaget Spring. Udkommer i dag.

Erik A. Nielsen beretter fornemt om Ingemann Andersens grafiske værker

Mange kender San Cataldo, det ombyggede kloster ved Amalfi i Syditalien. Mange danske kunstnere og videnskabsmænd har gennem snart hundrede år fået eller købt sig ophold på stedet i en måned og ikke så få af disse har i tiden fra cirka 1970 til 1995 under opholdet været ude i Ingemann Andersens værksted og har købt sig et stykke grafik eller et træsnitstryk. Men midt i 1990erne stoppede Ingemanns hustru, Anne-Lise Brandt, med at være værtinde/bestyrer på stedet, og parret trak sig tilbage til Lolland.

Her har Ingemann (født 1929) fortsat sin produktion og udstillet gennem de følgende næsten 20 år. Erik A. Nielsen, der er kendt fra sine bøger om Brorson og Kingo, men også fra mange artikler om billedkunst og fra utallige foredrag landet rundt, har nu sat sig for at portrættere Ingemann Andersen og hans værk i en flot illustreret bog, Modlys, på godt 130 sider.

LÆS OGSÅ: Anmeldelse: Birthe Rønn Hornbechs bog om H.C. Andersen bør få mange læsere

San Cataldo ligger højt oppe på en bjergside, hvorfra der er alle mulige udsynsvinkler ned over dalens veje og huse. Dem har Ingemann skåret ind i træsnittenes blok, ligesom haven på klosteret med vinstokke og grøntsager er blevet et genkommende tema i hans kunst. Hjemme på Lolland har det især været skoven og grøftekanternes næsten gennemskinnelige blomster, han har fæstnet til trykpapiret. Erik A. Nielsen udpeger to mesterværker i Ingemanns produktion. Det ene, Vinstokke i modlys 1979, har netop motiv fra haven, mens det andet Vinterdag Lolland 1990 er et hvidt-blåt-sort tryk af en mand med ryggen til, seende hen over snedækkede marker på en gårds stumme, sorte bygninger i horisonten.

Meget relevant sammenligner Erik A. Nielsen dette træsnit med Munchs maleri Skriget: Hvis Munchs billede kan virke sygeligt indtil det neurotiske, er Ingemanns nøgternt, ja navnløst tragisk. Og dog stadig på en mærkelig måde diskret i sit udtryk. Et menneske, der konfronterer sig med det uhjælpelige en vinterdags tidlige solnedgang, men i solnedgangens eftertænksomhed måske også en skæbne, skriver han.

Ingemans arbejder er alvorlige, seriøse. En realisme af høj præcision, men jo også en realisme, der oversættes ind i grafikkens sort-hvide udtryk, hvor det givne omdannes til en gengivelse. For betragteren Erik A. Nielsen antager mange af værkernes motiver symbolske dimensioner, og det er fra disse dimensioner, han spørger ind til forbindelsen med Ingemanns egen næsten tavse livshistorie. Han vil gerne fortælle om Ingemanns udviklingshistorie fra det sort-hvide til at tage farverne med ind i træsnittene ved for eksempel at trykke flere forskellige ind på samme papir. Er det en særlig evne for farven, som langsomt vokser frem i mennesket og dets syn på verden?

Med brede, varme formuleringer fortæller Erik A. Nielsen Ingemanns historie som en opkomlings stigen fra det hårde markarbejde på ungdommens Lolland til det tidkrævende arbejde i voksenlivet med huljernene i træblokkene. Ja, han lister sig næsten ind på de mulige symbolske betydninger i trykkene. Er der i et billede med pinseliljer en slags henvisning til Grundtvigs Påskeblomst? Eller når solen i modlys i et andet billede gengives som et kors, er der så tale om et helligt lys fra himmel til jord?

Billedkunsten er så meget anderledes end den sproglige kunst. Det er svært i sprog at omtale alle de opgaver, et håndværksmæssigt billede stiller. Og hvordan afbilde den instans i den skabende proces, der afgør, om forsøget på at sige tingene er vellykket? Ud fra sin store viden om kunst i såvel sprog som i billeder lykkes det Erik A. Nielsen varsomt at blotlægge kernen i Ingemanns arbejder.

Det er, som han citerer Sophus Claussen for i digtet Træerne, hvor menneskene kritisk beskrives: De kan ikke trygt (som træerne, red.) i Naturen sænke sig.../ det allerbedste, det kan de kun tænke sig.

I sine bedste tryk har Ingemann fat i en anden betydning end den tænkte, sproglige. Billederne taler om vores omgang med de tilsyneladende tavse ting. Måske bliver de endog en beskrivelse af, hvordan tingene så os? Ingemann Andersens værk fortæller os, hvor meget man får ud af at gøre sig et billede af for eksempel en vinstok i modlys.

kultur@k.dk