Med omslaget, der viser brudstykker af Carl-Henning Pedersens udsmykning i Ribe Domkirke, og med det Brorson-citat, der er bogens motto, er allerede meget sagt om tendensen i Egon Clausens nye bog, "Regnebrættet. Erindringer fra Ribe".
Den er et personligt regnskab og som sådant ubarmhjertigt. Samtidig er det "en del af historien om vores generation, der fik det hele, men som tabte det meste".
LÆS OGSÅ: Tema: Bøger
Forfatteren er født i 1940. I udsmykningen genkender han noget karakteristisk ved den måde, som han og hans jævnaldrende førte sig frem på. Efter at have beskrevet Carl-Henning Pedersens figurer som løsrevet fra en kirkelig og teologisk sammenhæng – og som værende sig selv nok i deres uforpligtende leg og dans – må han spørge: "Havde vi ikke også været små latterlige sprællemænd, der gjorde, hvad vi kunne for at rive os løs fra enhver sammenhæng?"
Da Egon Clausen som cirka midaldrende er på besøg i domkirken, reflekterer han både over udsmykningen og over dens øvrige billeder, der beskrives "som et forsøg på at komme overens med lidelse, sorg og tab". Han noterer sig, at billederne også hang i kirken, da Brorson var biskop i stiftet. Og Clausen er overbevist om, at han kunne tilslutte sig deres budskab, han, der om nogen kendte til sorg og smerte, men ikke desto mindre blev ved med "at prise Guds skaberværk og takke for livet og lyset, der strømmer ned over os fra det høje".
Clausens respekt for Brorson er åbenlys, måske specielt efter egne konfrontationer med døden, der "næsten som en epidemi" har hærget blandt personer i hans nærhed. Og på titelbladet citerer han de første seks linjer af digterens salme "Kom hjerte, tag dit regnebræt, skriv op dit levneds dage".
Bogens balance mellem det personlige og det almene finder sit leje straks fra begyndelsen.
Udgangspunktet er, at en kammerat fra studietiden på seminariet i Ribe inviterer til sin 70-års fødselsdag – og forfatteren mindes dermed om, at ikke alle i generationen af mønsterbrydere – med rod i nøjsomhedssamfundet – magtede overgangen til alt det nye, der begyndte i 1960'erne. At den havde ført til både vindere og tabere, var forfatteren og kammeraten fra den fjerne, oprørske fortid eksempler på.
Egon Clausen er i tvivl: Skulle han underskrive fødselsdagskortet med sit døbenavn eller med det navn, Sophus, som han dækkede sig bag i sin studietid – med deraf følgende identitetsforvirring? For sine indremissionske forældre var han fortsat Egon. Men for kammeraterne i Ribe – og især for en ganske bestemt pige – var han Sophus, der gebærdede sig på en for hjemmet fremmed og ikke mindst forkastelig måde. Men "under masken af skamløshed bredte sig en ørken af ensomhed og selvforagt. Egon skammede sig hemmeligt over Sophus, men vovede ikke at stoppe ham, for hvad var alternativet?". Han ender dog med symbolsk at vedgå arv og gæld – hvilket fører til den beretning, vi her har for os, en beretning, der ikke bare handler om Egon og Sophus, men også om så mange andre i tiden. Og om tiden selv.
"Regnebrættet" er underholdende og vedkommende, skrevet med smerte, selvironi og humor. Man tillader sig et overbærende smil ad den vrede unge mand, for hvem Ribe var en by af hyklere. Ingen gik fri af hans fnysende hånd. "Selv noget så uskyldigt som at gå til bageren efter rundstykker søndag morgen kunne udlægges som et eksempel på de småborgerlige veje, et menneske kunne forvilde sig ud på".
En lys forårsnat demonstrerede imidlertid poetisk for samme unge mand, at virkeligheden er langt større og rigere, end vi kan forestille os. Det var som at blive velsignet. Indsigten, der den nat blev givet ham, har aldrig siden sluppet ham. Man fornemmer den dybest inde i hans lidenskabeligt gennemførte opgør.
Egon Clausen: Regnebrættet. Erindringer fra Ribe. 193 sider. 249 kroner. Gyldendal.