Prøv avisen

Gud trådte ind i en grufuld verden

I sine forelæsninger på universitetet i Berlin i 1930’erne understreger Bonhoeffer gang på gang budskabet om, at Jesus var jøde. – Foto: .

En af besættelsestidens mest markante teologer, tyske Dietrich Bonhoeffer, blev i en alder af 39 år henrettet for sit kirkelige oprør mod Hitler og nazismen. Med udgivelsen af en ny bog om Bonhoeffers teologi er han igen højaktuel

Den 9. april 1945 bliver fem nøgne mænd gennet hen ad gangen i den topsikrede koncentrationslejr Flossenbürg Dagen forinden er de af en SS-domstol blevet dømt til døden for deres medvirken til et mislykket attentat mod Hitler. På grund af forbrydelsens karakter, et direkte angreb mod Føreren, har Hitler beordret dem alle tortureret inden hængningen.

Henrettelsen bliver i sidste ende konsekvensen af det liv, de teologiske tanker og gerninger, som Dietrich Bonhoeffer har ført, tænkt og udført.

Bonhoeffer står som en af det 20. århundredes største teologer. Selvom han kun blev 39 år gammel, nåede han at sætte markante aftryk såvel teologisk som kirkeligt. Blandt andet hans fængselsbreve blev en stor inspirationskilde for eftertiden, siger Henning Thomsen, rektor på pastoralseminariet i Aarhus og en af de fire forfattere til den netop udgivne bog Liv og konsekvens Bonhoeffers teologiske arv.

Den tyske besættelsesteolog indskriver sig i det 20. århundredes modernistiske tradition. Han står som en kirkens nytænker og forsøger at levere svar på, hvordan kristendommen kan tale med nerve og nærvær, alt imens sekulariseringen buldrer frem. Resultatet bliver en Gud, der træder ind i verden og kalder den kristne til aktiv handling.

For Bonhoeffer selv kom en del af hans kristne liv og tanker til at udgå fra fængslet. Og netop inden for den mest grufulde ramme som fange under det nazistiske regime oplevede Bonhoeffer, at Guds virkelighed trådte frem og talte midt i smerten og lidelsen.

De to verdenskrige kastede kristendommen ud i desillusion. Hvordan kunne der være en nærværende og trofast Gud, når verden viste sig så modbydelig? Midt i rædslerne formåede Bonhoeffer at holde fast i troen på en Gud, hvis virkelighed omfattede den enkelte, fremhæver Henning Thomsen.

LÆS OGSÅ:Hitler og hans modstandere

Teologisk var Bonhoeffer inspireret af den såkaldte dialektiske teologi, der blandt andet var formuleret af Karl Barth (1886-1968). Men hvor den klassiske udgave af den dialektiske teologi reflekterede Gud ud af verden og betonede afstanden mellem Gud og alt menneskeligt, søgte Bonhoeffer at formulere Guds virkelighed midt i livet. Og det vil også sige midt i den menneskelige rædsel.

Det var særligt under hans år i fængslet 1943-1944, at han udfoldede Guds nærvær. Mens fanger døde og blev tortureret, insisterede Bonhoeffer på det begrænsede liv i cellerne som det eneste, der var. Og derfor også på det som et gode, siger Henning Thomsen.

Den Gud, som Bonhoeffer hér erfarede, var samtidig en Gud, der kaldte det enkelte menneske til handling. Med afsæt i Jesus og hans lidelseshistorie udviklede han en teologi med stærke etiske implikationer.

Bonhoeffer var egentlig pacifist, siger Hans Vium Mikkelsen, lektor i almen teologi ved Teologisk Pædagogisk Center i Løgumkloster, og en af de øvrige forfattere til den nye bog om Bonhoeffer, og fortsætter:

Men han kommer frem til, at det er legitimt at slå en tyran ihjel, da det i tilfældet med Hitler er bedre at slå én mand ihjel, end at denne får lov til at slå millioner ihjel. At ville undlade at slå Hitler ihjel for at overholde De Ti Bud og bjergprædikenen er ikke udtryk for andet end from selvretfærdighed. Hensynet til næsten lades her ude. Bonhoeffer anfører i stedet, at det kristne menneske er sat fri til at leve under ansvar og i frihed og derved også må leve i spændingen mellem skyld og tilgivelse.

Det betyder dog ikke, at Bonhoeffer mener, at man med et pennestrøg kan afskrive Bibelens bud om ikke at slå ihjel.

Buddet om ikke at slå ihjel kan ikke ophæves. Men jeg må som et frit menneske stå til ansvar over for Gud, handle ansvarligt over for min næste og tage skylden på mig, forklarer Hans Vium Mikkelsen om Bonhoeffers kamp for at komme overens med kristendommens budskab og samtidig sætte sig op mod et politisk rædselsregime.

Men det kristne liv handlede om langt mere end blot at sætte sig op mod et diktatur. For Bonhoeffer kalder den kristne Gud det enkelte menneske til aktiv handling over for sin næste.

I de sidste måneder i fængslet stillede Bonhoeffer sig selv spørgsmålet, hvad det overhovedet vil sige at være kristen. Og det er, siger han, at leve det begrænsede liv og at se denne begrænsning som et gode. Alene af den grund, at vores liv altid er begrænset af at være sammen med andre, siger Henning Thomsen og uddyber:

Begrundelsen er, at det netop var sådan, Jesus levede. Han levede altid for den anden og forfulgte aldrig sine egne fordele. Bonhoeffer opfattede paradoksalt sit begrænsede liv i fængslet som et gode, der gav ham mulighed for at leve livet sammen med de andre i fængslet. Han kunne være noget for de medindsatte i fængslet, han ydede førstehjælp, og han blev brugt som sjælesørger og samtalepartner. På den måde oversatte han sit eget liv til teologien, og teologien til sit eget liv.

Når Bonhoeffer trods sit korte liv opnåede så stor gennemslagskraft både i sin egen tid og i eftertiden så skyldes det, at den teologi, han gjorde sig til talsmand for, var både vedkommende og funderet i en solid protestantisk tradition. At forstå Bonhoeffer er imidlertid også at forstå hans samtid, og hvad han var oppe imod. Ikke mindst kampen mellem Den Tyske Evangeliske Kirke (DEK), der i begyndelsen af 1930erne skaber et tilhørsforhold til den nazistiske ideologi, og Bonhoeffers markante modstand og oprettelsen af dens modpol i form af Bekendelseskirken (BK).

I en luthersk-protestantisk tradition har vi en adskillelse af det verdslige og det åndelige regimente. Bonhoeffer modsætter sig nazismens indtrængen i Den Tyske Evangeliske Kirke og den antisemitisme, som kirken kommer til at støtte. I sine forelæsninger i systematisk teologi på universitetet i Berlin i 1930erne understreger Bonhoeffer gang på gang budskabet om, at Jesus var jøde, siger Hans Vium Mikkelsen. Den systematiske teologi udgør her en kristologisk funderet indsigelse imod nazismens såkaldte arificering af kristendommen.

Han slår således fast, at toregimentelæren ikke er ensbetydende med, at kirken skal lade staten være i fred. Hvis staten overtræder sine beføjelser eller misrøgter sine pligter, skal kirken gøre indsigelse imod statens måde at forvalte sit mandat på, fremhæver Hans Vium Mikkelsen.

Et markant øjeblik i Bonhoeffers liv udspillede sig omkring hans rejse til USA i 1939. Meningen var, at han skulle tiltræde et gæsteprofessorat i et år og dermed rejse væk fra det nazistiske Tyskland.

Måske blev det i samtiden opfattet som en flugt væk fra Hitler og nazismen. Men Bonhoeffers tanke var, at han skulle over at profilere Bekendelseskirkens anliggende. Bekendelseskirkens modstand imod Den Tyske Evangeliske Kirke og naziregimet kunne ikke reduceres til et indre tysk anliggende. Den økumeniske kirke måtte på banen. Gæsteprofessoratet gjaldt et år, og herefter var det hans plan at vende hjem til Tyskland igen, forklarer Hans Vium Mikkelsen.

Men opholdet i USA bliver kun på tre uger.

Turen til USA blev meget afgørende for Bonhoeffer. Han fik et brev om, at krigen ville bryde ud. Hans værelse flød med fyldte askebægere og bar præg af, at han havde kæmpet en indre kamp. Sin bundethed af bjergprædikenen fra Matthæusevangeliet kunne han ikke komme uden om, siger Henning Thomsen og fremhæver passagen:

Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det.

Ifølge Henning Thomsen ville han ikke redde sit liv på bekostning af andre. Han skrev et brev til sin kollega Niebuhr, at han ingen moralsk ret ville have til at vende tilbage og deltage i genopbygningen af det kristne liv i Tyskland efter krigen, hvis han ikke tog hjem igen med det samme. I brevet lød det:

Jeg bør være sammen med mine brødre, når det bliver alvor, siger Henning Thomsen med en gengivelse af Bonhoeffers overvejelser om at vende tilbage til Tyskland og være i opposition til både krigen og statskirken.

Ud over Bonhoeffers berømmelse for at give kristendommen en etisk ramme i videste forstand og kalde til efterfølgelse er det i særlig grad hans kristologi, der har været med til at indskrive ham i rækken blandt det 20. århundredes største teologer.

Det særlige ved Bonhoeffers kristologiske teologi er, at han på én og samme tid formår at fastholde Gud som noget kvalitativt forskelligt fra mennesket og samtidig formulerer en Gud, der historisk og nærværende griber ind i verden og det enkelte menneskes liv. Gud er i Jesus Kristus både den nærværende og den medlidende Gud. Gud har ikke kun at gøre med eksistensens yderpunkter og overgange, men også med livets midte, slutter Hans Vium Mikkelsen.