Prøv avisen

Vil du se mit smukke hjerte?

Illustration: Morten Voigt

I årtier har patetisk nærmest været det værste, man kunne kalde en finlitterær forfatter. Men nu er patos på vej tilbage til parnasset i alle kunstgenrer. Et paradigmeskifte ulmer i dansk kulturliv, hvor ironien viger for de store følelser

Dogmebølgen har for længst lagt sig til fordel for store dramaer, romanerne bliver stadig mere fulde af følelser, og mange af tidens mest populære danske sangskrivere har smidt ironiens filter ud.

Med andre ord har den danske kunst ikke længere nok i sine egne formeksperimenter, der ellers siden 1980erne har været i opposition til den politiske og følelsesladede kunst.

Men nu er patos igen blevet en megatrend, der allerede har genvundet plads i alle kunstgenrer.

Det mener i hvert fald en række kulturkommentatorer, der tegner et billede af en markant omvæltning af den danske kunst, der i stigende grad bliver stadig mere følelsesladet.

Patos er helt klart ved at få et comeback, siger forfatter og kulturkommentator Knud Romer og fortsætter:

"1990erne var ironiens årti, som også fulgte os et stykke ind i nullerne. Men med finanskrisen kom også en efterspørgsel efter oprigtighed og alvor. I stedet for at fnise af alting vil man nu hellere dyrke de store følelser. Det betyder samtidig også, at man må forpligte sig på hinanden.

Ironien har jo altid været kujonens sidste skjulested, fordi man aldrig behøver at stå ved det, man siger, når det er ironisk. Men nu er tiden blevet reaktionær i den forstand, at man søger tilbage til traditionerne. Man længes efter mening og drømmen om den store kærlighed, den store trofasthed og det store fællesskab.

Man vil gerne have noget, man kan forholde sig til i stedet for en sjov bemærkning. Derfor er man også trætte af det lurepasseri, der kan ligge i at være ironisk. Hvis man vil være venner med alle, skal man bare være ironisk. For så kan man altid trække sin holdning tilbage. Men i virkeligheden ligger der jo også en form for fornægtelse og afstandtagen til andre mennesker i at være ironisk.

For så lukker man dem aldrig helt ind, men nøjes med at grine ad deres følelser. Ironi er en forsvarsmekanisme, men det kan jo også ses som udtryk for kulde og afstumpethed. Og det er i hvert fald en uforpligtende måde at være sammen på. Men nu søger man lidenskaben og det seriøse. Derfor er patos tilbage sammen med det forpligtende fællesskab. For nu savner folk noget at tro på, og derfor bliver der pludselig også plads til det højstemte sprog, der før var så ugleset i kunsten, siger Knud Romer.

Kristeligt Dagblads litteraturanmelder Liselotte Wiemer ser samme tendens:

Ironien er ved at vige for patos. Det er der ingen tvivl om. Før i tiden så man mest patos i rapmusik, gospel, opera og ungdomslitteratur. Men nu ser man det mange steder, både i kunsten og i verden omkring os, hvor trangen til igen at tage livet mere alvorligt er begyndt at komme frem, siger hun.

Liselotte Wiemer mener, at materialismen i årtierne før finanskrisen påvirkede både kunsten og samfundet i en narcissistisk retning:

Vi har i lang tid haft nok i at akkumulere os selv og vores eget forbrug. Tilsvarende har kunsten egentlig ikke villet noget med verden. Den har hovedsagelig villet noget med sig selv. Og derfor har den lidt firkantet sagt kroget sig ind i sarte, metareflekterende, distancerede og ironisk legesyge eksperimenter, hvilket er fint nok. Men ligesom materielt overskud i længden fører til livløshed, så gør ironi og distance det også.

Og de sidste par år har der været tydelige litterære opgør med hele den selvtilstrækkelige kultur, siger hun og tilføjer:
Et stærkt bud er Nikolaj Zeuthens Verdensmestre. Romanen handler om livet i en ung dansk børnefamilie og om, hvordan det bliver en jernring om halsen, dette frie valg på alle hylder. Vi bliver ikke hverken frie eller lykkelige af det vi bliver konforme og kedelige.

Og hvad værre er: Lykken bliver vores eget ansvar. Vi har jo alt. Og derfor er der ingen plads til afmagt. Ethvert fejltrin peger tilbage mod dig selv. Solvej Balle berører samme emne, når hun i Frydenholm fra 2008 skriver om, hvordan tingene har taget magten. Vi må vige nu, siger hun, langt mere anfægtet end ironisk, og lade tingene komme til. Det menneskelige er ikke længere det væsentlige i verden. Så jo, der er både anfægtelse og patos i den nye litteratur.

Der er også mange eksempler på, at tendensen både gælder den smalle og brede kultur. For 10 år siden var de største danske popstjerner for eksempel satiregruppen Lex og klatten, der marinerede alle deres sange i et tykt lag ironi. I dag sælger popsangeren Rasmus Seebach flest plader i Danmark på at gøre det stik modsatte ved at synge hudløse sange til sin døde far, kræftsyge børn og andre mennesker, han elsker af hjertet.

I samme generation af popsangere skriver Medina, Burhan G og Nik og Jay blandt andre også sange uden det store ironiske filter. Og når det gælder film er dogmesuccesen afløst af store dramaer, der måske især appellerer til det ældre publikum, der er kommet tilbage i biografen.

600.000 danskere har allerede været i biografen for at se Hvidsten Gruppen, som anmelderne netop både nedrakkede og hyldede for dens patos med alt fra to til seks stjerner. Og En kongelig affære sælger også billetter på at dyrke de store følelser.

Opera er en anden populær kunstgenre, der gør flittigt brug af patos. I sidste måned havde operaen Orkestergraven for eksempel premiere på Den Fynske Opera med afslutningsreplikken Kys mig i den nat af blod og ild.

Ordene er skrevet af forfatteren Anne-Marie Vedsø Olesen, der er romanaktuel med Glasborgen, og også som romanforfatter gør hun stor brug af patos.

Fra sin debut i 2002 skilte hun sig derfor ud fra tidens mere ironiske forfattere, men alligevel har hendes romaner også fået mange flotte anmeldelser.

Jeg mener faktisk, at ironien og minimalismen, der har præget litteraturen i en periode, vil blive en parentes i litteraturhistorien. Man kan også se, at det magiske og fantastiske er begyndt at vende tilbage, efter det har været bandlyst nogle år. Og de store forfattere har alle brugt patos siden oldtiden, og det tror jeg også, at de vil i fremtiden. Læserne har jo også brug for at spejle deres livskriser i en litteratur, der tager den slags følelser alvorligt, så det undrer mig ikke, at patos er ved at vende tilbage i flere romaner, siger Anne-Marie Vedsø Olesen, der netop mener, at det er en forfatters fornemmeste opgave at formidle en følelsestilstand.

"Hvis teksten er god, skal den selvfølgelig formidle følelsen på en litterær måde. Selv lægger jeg for eksempel mange følelser ud i naturbeskrivelserne. Men jeg skriver helt klart også med patos. Så snart man skriver med ironi eller distance til de store følelser, vil det også komme til at føles falsk.

Men så længe man kan mærke, at det føles ægte, når man skriver, så vil det også opleves ægte, når man læser det. Man skal selv være i den lidelse eller glæde, man vil formidle, ellers går det galt og blive patetisk i ordets negative forstand, siger hun og tilføjer:

Oprindelig var det danske ord patetisk jo ikke negativt ladet, det betød bare fuld af følelser, men i dag må man nok skelne mellem at skrive med patos og at skrive grinagtigt følelsesladet. Men det tror jeg altså, at man undgår, hvis man blot tør tro på det, man skriver. Når man føler det selv, rammer det også rigtigt. Man skal tage de store følelser alvorligt. Man må simpelthen ikke gøre grin med det. For i det øjeblik man har forbeholdet over for det, kan man heller ikke få ægtheden igennem. Og så kommer det til at virke komisk.

Ifølge Liselotte Wiemer er der dog også mange nye eksempler på gode romaner, der bruger patos uden at blive patetiske:

Man ser det hos sidste års unge debutanter som Bjørn Rasmussen. Han har skrevet Huden er det elastiske hylster, der omgiver hele legemet, hvor tonen er så intenst hudløs, at det nærmer sig det selvpineriske, og man ser det i en lidt mere hårdtslående udgave hos Hanne Højgaard Viemose i Hannah. Man hører den samme næsten uudholdeligt intense stemme hos Christel Wiinblad med en bog som Prolog fra 2011 og i Josefine Klougards smukke, poetiske Én af os sover fra 2012, siger Liselotte Wiemer og tilføjer:

Især hos Wiinblad ligger så også det patetiske på lur. Og det er den klassiske fare. Patos uden forankring i det konkrete, i verden, i kroppen, hæver op på sin egen gæring og bliver lynhurtigt svulmende eller patetisk. Og dermed lige som livløs og selvhenførende som ironien.

Kroppen kan dog godt være den historiske krop, mener hun.

Jeg er fuldkommen betaget af Anne Lise Marstrand-Jørgensens to bøger om Hildegard fra 2010. En beskrivelse af et kvindeliv, hvor alene troen, branden og engagementet holder livet sammen. Her er patos i stram snor, siger Liselotte Wiemer.

Stærkest fungerer det, mener hun, når den nye patos hæftes op på et engagement i verden. Når man reelt vil andre mennesker noget med sin lidenskab.

Sådan som det sker både hos Marstrand-Jørgensen, Ida Jessen og Dy Plambeck, men måske tydeligst hos Jonas T. Bengtsson i hans to seneste romaner Submarino og Et eventyr fra 2011. I Et eventyr beskrives et far-søn-forhold på verdens bund.

Faderen er en slags daglejer, han og den bare seksårige søn sover på bænke og i baglokaler. Mad stjæler de sig til. Skolegangen improviserer de selv. Men uden at det på noget tidspunkt krænger over i det patetiske, fortæller romanen, hvordan man med kærlighed kan genfortrylle verden. Det er smukt. Det er patos. Men det er også mere end patos.