I vores rationelle tidsalder er vi blevet vant til, at effektivitet og aktion kommer forud for hvile og kontemplation. Men i en stadig mere hektisk og opskruet tid, hvor mange mennesker lider voldsomt af stress og udbrændthed, kan bønnen igen komme til at fungere som det afkoblende rum. Et rum, hvor man for et øjeblik kan slippe nuets stress og jag, og gå dybere ind i sig selv - dybere ind i mødet med Gud.
Bøn handler ikke kun om at bede om noget, men om at påkalde et nærvær, lade sig indfolde i en kærlighed, som findes tilgængelig, midt i enheden med Gud. Selv om man ikke har et klart gudsbillede, kan man hvile i roen og nærværet, og på den måde gå ind i et andet rum, hvor angst, bekymring, stress og forhastethed ikke får samme plads som ellers.
Poetiske bønner, som eksemplet her, kan være en hjælp til at lade sig bære ind i dette nærvær - men dybest set er stilheden det sted, hvorfra Gud taler stærkest. Kan man lade sig falde helt til hvile, og være lyttende, giver man Gud plads.
Jeg rejser mig i dag fra lejet
Ved Guds styrke, som leder mig
Guds kraft, som holder mig oppe
Guds visdom, som styrer mig
Guds øje, som ser for mig
Guds øre, som hører for mig
Guds ord, som taler til mig
Guds hånd, som skærmer mig
Guds vej, som ligger foran mig
Guds skjold, som beskytter mig
(Ældgammel keltisk bøn: "Hjortens kalden")
God fornøjelse med bøns- og meditationstemaet på Kristendom.dk!