De kan være løse eller faste, og nogle gange gør de næsten ondt.
Håndtrykket kommer i mange variationer og er i Danmark blevet en helt almindelig måde at hilse på. Sådan er det bare ikke alle, der opfatter det at give hånd.
I Sverige har en muslimsk kvinde netop fået juridisk medhold i en sag, hvor hun til en jobsamtale nægtede at give hånd til en mand. Og herhjemme har Dansk Folkeparti, støttet af De Konservative, igen sat debatten på dagsordenen med et forslag om at gøre håndtrykket lovpligtigt ved den ceremoni, som finder sted, når man får tildelt et dansk statsborgerskab.
Men hvorfor nægter nogle muslimer at give hånd?
I koranen finder man ingen direkte forbud mod, at kvinder og mænd udveksler håndtryk. Forklaringen skal, ifølge debattør, forfatter og konvertit Aminah Tønnsen, i stedet findes i en række fortolkninger af koranen og den islamiske tradition, såkaldte Hadith-udsagn. Aminah Tønnsen har tidligere skrevet om emnet til religion.dk og peger på en fortælling fra Mohammeds liv som, af nogle muslimer, anvendes som forklaring på, hvorfor mænd og kvinder ikke bør give hånd.
Da de mekkanske hedninge i 632 konverterede til islam og aflagde loyalitets-ed til profeten Muhammed, gav han ikke hånd til kvinderne. Dog peger andre hadith-udsagn på det modsatte, og det kan derfor være svært at opnå enighed om emnet, skriver forfatteren.
Aminah Tønnsen understreger, at forbeholdet ikke skyldes, at muslimske mænd opfatter kvinder som urene:
”Når nogle muslimer ikke ønsker at give hånd til personer af modsat køn, har det intet at gøre med, at muslimske mænd opfatter kvinder som urene og mindreværdige – eller at muslimer opfatter ikke-muslimer som urene eller mindreværdige,” skriver hun til religion.dk.
Det er i stedet et spørgsmål om respektfuld behandling og en fortolkning af et sted i Koranen, der opfordrer mennesker til ”ikke at nærme sig utugt". For nogle vil det sige at undgå al fysisk kontakt med personer af modsat køn for derfor ikke at lade sig friste.
Den kvindelige imam og religionssociolog Sherin Khankan bekræfter i et interview med Ritzau, at det handler om fortolkninger, der bygger på gode intentioner.
”Det er en måde at være from på, at have gode manerer og at være en god muslim. Et sted i Koranen står 'Oh I troende mænd, når I møder fremmede kvinder, skal I sænke blikket og møde dem med respekt'.”
”For mange er hånden på hjertet en mere respektfuld måde at hilse på det modsatte køn på. Der er altså ikke tale om distance eller reserverethed, men en alternativ måde at udvise en særlig form for respekt på,” siger hun.
Alligevel kan det, der er tænkt som en respektfuld gestus, opfattes uhøfligt eller dirkete fornærmende i en dansk sammenhæng, forklarer Heiko Henkel, antropolog og lektor ved Institut for Antropologi på Københavns Universitet.
Han mener, at debatten grundlæggende er et spørgsmål om forskellige kropsopfattelser og grænser. I mange muslimske kulturer er det ikke almindeligt at give hånd, og det kan derfor føles ubehageligt og meget grænseoverskridende.
”Det er en bestemt form for blufærdighed, der ligger bag. Nogle føler det simpelthen som et kropsligt overgreb. Det er ligesom når, man møder en franskmand, som gerne vil hilse med kys på venstre og højre kind. Som dansker tænker man også lige 'Hov, har jeg inviteret til det her, eller hvad er det lige der foregår?',” siger han.
Antropologen har igennem sit arbejde talt med et utal af muslimer og understreger, at det er meget forskelligt, hvordan de har det med håndtrykket. Selvom langt de fleste han har mødt gerne vil gengælde et håndtryk, så gætter han på, at mange ikke oplever det som naturligt.
”Det er nok en stor del af danske muslimer der finder det ubehageligt. Særligt kvinder, der skal hilse på fremmede mænd, med håndtryk. Men det er ikke det samme som, at man under ingen omstændigheder vil gøre det.”
For nogle muslimer bliver det alligevel en principsag at stå ved sin ret til ikke at give hånd. Hvorfor, er et spørgsmål, som optager Heiko Henkel, som selv kun har boet i Danmark i 10 år.
”Det er vanskeligt at opgive den måde, man er opdraget på, og som man har det godt med. Det er ikke noget, man bare lige gør. I mit job som antropolog oplever jeg, at det er meget nemmere at opgive sådan nogle skikke, hvis man føler sig anerkendt og tilfreds i et fællesskab.”
Når det at give håndtryk bliver til en principsag, er det altså et udtryk for, at man har brug for at markere sig som minoritet, fordi man ikke føler sig anerkendt, mener lektoren. Det bliver til et spørgsmål omkring, hvilken måde muslimer i Danmark kan få lov at være danske på.
Det er samme principielle diskussion, som tørklædedebatten også er en del af, siger Heiko Henkel:
”Rigtig mange af de unge muslimske piger, jeg møder på mine feltarbejder, tager i dag tørklæde på. Men det er kun sekundært en religiøs handling. Ligesom det med ikke at ville give hånd kun er sekundært religiøst. Det er primært et behov for at markere, at man er dansker på en lidt anden måde.”