Marie Grubbes tre aldre

Over tre søndage i september, den 8., den 15. og den 22., vil tre kvindelige skuespillere fra Det Kongelige Teaters skuespiller-ensemble - Ghita Nørby, Kirsten Olesen og Cecilia Zwick Nash - læse op af J.P. Jacobsens berømte naturalistiske udviklingsroman »Fru Marie Grubbe«. Oplæsningerne finder sted ved Radioguden på Stærekassen i København alle dage klokken 13.

J.P. Jacobsen (1847-1885) skrev romanen i 1877, og han skabte med den et gribende portræt af en kvinde, der følger sin natur på tværs af alle samfundskonventioner.

Hver for sig vil skue-spillerne fremstille en alder i den sanselige Maries liv: fra ung pige på Tjele Hovedgård over ægteskabet med Gyldenløve til hendes endeligt som færgekone på Falster. Publikum får dermed en enestående mulighed for at opleve et hovedværk i dansk litteratur levendegjort af tre af Danmarks store skuespillere.

Billetter 50 kr. kan købes på Det Kongelige Teaters Billetcenter.