De helt store attraktioner i Napoli-området i Italien trækker tænder ud i sommervarmen: Napolis arkæologiske museum og de verdenskendte arkæologiske udgravninger af oldtidsbyerne Pompeji og Herculaneum ved foden af vulkanen Vesuv. Spændende er det naturligvis aldeles enestående, faktisk hvad man her ser og oplever, men man er blandt hundredvis af ligesindede, må vige for guidede turister, der alle skal fotografere hinanden foran de mest spektakulære fresker, skulpturer og mosaikker, og kun meget få steder kan man søge ly for den bagende sol eller den blødende regn.
Mere upåagtet er Poppeas villa i oldtidsbyen Oplontis cirka fire kilometer nordøst for Pompeji. Et besøg her anbefales stærkt til den, der vil undgå menneskemylderet og i koncentreret form opleve romersk arkitektur og bygningskunst, som er fuldt på højde med eller overgår, hvad man kan se andre steder. Og så er her næsten ingen besøgende.
Oplontis ligger tæt ved nutidens napolitanske bydel Torre Annunziata. Oplontis optræder på et antikt kort fra den romerske kejsertid, men nævnes hverken af tidens forfattere eller i nogen indskrifter i Herculaneum eller Pompeji. Desuden har hverken tilfældige opdagelser eller nærmere undersøgelser bragt spor af gader, forretninger eller offentlige bygninger for dagens lys. Derfor er det mest sandsynligt, at Oplontis var en forstadsbebyggelse til Pompeji et sted, hvor velhavende indbyggere kunne slippe for støj og hektisk byliv. Gennem tiderne har mere eller mindre tilfældige fund skabt forventninger om rige arkæologiske skatte, men først i 1964 bekræftede systematiske udgravninger, at Oplontis var overgået samme skæbne som Herculaneum og Pompeji. Alle tre oldtidsbyer blev ved Vesuvs udbrud den 24. august år 79 begravet af vulkansk aske, lava og mudder som nøje beskrevet af den romerske politiker Plinius den yngre (cirka 61 - cirka 113 e.Kr.). I området ved Oplontis fandt man i 1974 en anden villa, og flere udgravninger venter, men Poppeas villa kan nu tages i øjesyn som det fornemste eksempel på en romersk forstadsvilla, både hvad angår arkitektur og udsmykning.
Og hvad er det så med hende Poppea (Poppaea Sabina, 30-65 e.Kr.)? Navnet kender vi om ikke fra andet så fra titelfiguren i Monteverdis opera Poppeas kroning (1642). Men hun blev i år 50 den romerske kejser Neros (37-68 e.Kr.) elskerinde, blev gift med Nero i år 62 og døde i år 65. Om Nero berettes det i denne sammenhæng, at han forstødte sin første hustru, Octavia, og sendte Poppeas mand, Marcus Salvius Otho, som statholder til Lusitanien, en romersk provins på Den Iberiske Halvø. Ifølge den romerske historiker Sueton døde den nu gravide Poppea, fordi Nero sparkede hende i maven. Historien om, at villaen har tilhørt Poppea, hviler på et spinkelt grundlag. Man har i huset fundet en amfora (hankekrukke) med inskriptionen Secundo Poppaea, der frit kan oversættes til Til Poppeas slave. Og som det hedder på stedet: Det kan således ikke udelukkes, at villaen muligvis har tilhørt familien og eventuelt Poppea selv. Tag den! Hvorom alting er: Villaens størrelse og indretning samt vægdekorationer viser, at ejeren har været overordentlig velhavende.
Da vulkanudbruddet i år 79 ramte Oplontis, var villaen tom. Man har ved udgravningerne ikke fundet spor af mennesker, inventar eller redskaber, som kunne dokumentere en pludselig afbrudt hjemlig aktivitet. Tværtimod. Der er fundet byggemateriale, liggende marmorsøjler og dele af vægdekorationer opmagasineret med henblik på restaurering og muligvis udvidelse af ejendommen. Det antages, at huset blev delvis ødelagt ved et jordskælv, der fandt sted i Campania i år 62. Så genopbygningen har været i gang, da Vesuv 17 år senere gik i udbrud. En anden teori går på, at genopbygningen er stoppet på grund af Poppeas død i år 65 forudsat altså, at hun var ejer af huset!
Der gives ingen sikker information om husets opførelse, men den anvendte teknik ved opmuringen, hvor uregelmæssige små byggesten kittet sammen af en blanding af læsket kalk og den vulkanske jordart puzzolan daterer den ældste del af huset til 1. århundrede f.Kr. Det samme gør vægudsmykningerne i kraft af deres klare farver, deres omfangsrige anvendelse i huset og deres motivvalg. Freskerne har så mange ligheder med tilsvarende fund i blandt andet Pompeji, at nogle forskere antager, at de kan være udført af samme gruppe kunstnere.
Poppea eller ej: Hendes villa er monumental og enestående, og hvis man vil ofre et par timer på besøget, kan man forlade den en stor oplevelse rigere.
